Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Tres Vites, Rheinhessen, Tyskland

I den lille by Schwabsburg, som ligger lige udenfor Nierstein ved Rhinen finder vi én af mine ynglingsproducenter i Rheinhessen, nemlig Weingut Georg Gustav Huff. Derfra kommer fredagens vin … en cuvée med navnet Tres Vites, som vi gratis fik med fra Stefanie Huff efter et besøg på vingården.

Vinen er valgt på denne fredag, fordi jeg netop har modtaget et kort fra vinhuset. De indbyder til vin-weekend den 27. til 29. september, hvor der er rundtur i vinmarkerne og vinkælderen, smagning af husets vine, fest og dans.

Om lørdagen spiller Mandolinenclub Apenrosen op og om søndagen er det Musikverein Steinau-Steinhaus, som spiller op. Det lyder festligt og det kunne være sjovt … men der er desværre lidt langt til Schwabsburg fra det houlbergske hus i det østjyske.

Nå, men lidt om vinhuset, som ejes og drives af ægteparret Dieter og Helga Huff sammen med deres to sønner Daniel og Stefan. Dieter overtog driften i 1989, men gården har været i familiens eje i over 300 år. Det var oprindeligt den schweiziske indvandrer Georg Gustav Huff, som grundlagde vingården i 1710.

Dieter er Winzermeister og Weinbautechniker, som det så smukt hedder, men han er begyndt at trække sig tilbage, og har i dag overladt det meste af produktionen til sønnerne, så Dieter hjælper mest til med markarbejdet.

Daniel er den ældste søn og er i dag ansvarlig vinmager på vingården med speciale i de hvide vine. Daniel har 3 års uddannelse som ønolog og har bl.a. arbejdet i Mosel. Han er gift med Stefanie, som også hjælper til på vingården, og det var da også Stefanie, som præsenterede vinene under vort besøg på vingården.

Huff - invitation til vin weekend
Herligt … invitation fra Winzerfamilien Huff om at komme til vin-weekend.

Stefan er den yngste af sønnerne, og er først uddannet Weinbautechniker og har efterfølgende arbejdet i både Ahr, Rheinhessen, Østrig og Australien. Hans interesse er primært de røde vine.

Huff familien har i alt 17 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Riesling, Spätburgunder, Dornfelder, Müller-Thurgau, Portugieser, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder samt en række mindre sorter. Det bliver samlet til en årsproduktion på 170.000 flasker vin.

Blandt de bedste marker ejer familien parceller på Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang. Der Rote Hang strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar.

Huff - Roter Hang
Her ses Huff familien ved den klassiske mark.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord, så er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion, og nogle af de bedste producenter som Heyl zu Herrnsheim og Gunderloch ligger også der.

Huff - udenfor smagelokalet
Ankomst hos Weingut Georg Gustav Huff

Hos Weingut Georg Gustav Huff laver man en lang række vine, og jeg har talt mig frem til 7 almindelige røde, 5 røde med 3 stjerner (hvilket indikerer, at det er husets topvine), 3 rosévine, 8 almindelige tørre hvidvine, 8 tørre hvidvine med 3 stjerner, 13 halvsøde eller søde hvidvine samt lidt mousserende vine … eller med andre ord et ganske stort udvalg.

Generelt opnår man fremragende kvalitet hos Huff i forhold til priserne på vinene. Således koster deres 3 stjernede rødevine og hvidvine beskedne 9,50€ … altså omkring 70 kr. … for husets topvine! Det er virkelig value-for-money. En almindelig Spätburgunder lagret på eg koster kun 5,50€ og det er næsten tyveri.

Derudover er det virkelig et dejligt sted at besøge, virkelig gæstfrie. Jeg smider da også lige et par billeder fra vort besøg op på dette blogindlæg.

Denne Tres Vites er én af de almindelige røde, lavet – som navnet også indikerer – på 3 druesorter, nemlig Cabernet Dorsa, Spätburgunder samt Portugieser, men blandingsforholdet kender jeg ikke. Vinen har lagret lidt over et år på små, gamle egetræsfade, og Huff anbefaler selv, at vinen dekanteres og iltes mindst en time inden den skal drikkes.

Druen Cabernet Dorsa skal vist også lige omkring, selvom vi er stødt på druen én gang tidligere her på bloggen. Cabernet Dorsa er en krydsning af sorterne Blaufränkisch og Dornfelder. Tidligere troede man egentligt, at den var en krydsning mellem Dornfelder og Cabernet Sauvignon, men det har nyere DNA analyser imidlertid afvist.

Og det er egentlig en ganske charmerende vin, som i næsen er krydret, men også byder på lidt svage Pinot Noir noter, kirsebær, kanel, cigaræsker og en smule sødme. I munden er vinen blød, blid med krydrede noter, fylde og en medium krop. Den er langt mere elegant end jeg havde forventet … rund, blød og ganske lækker.

Fået gratis på vingården, men ellers er prisen 6,50€ … eller omkring 48 kr., hvilket er sindssygt billigt.

Rating 4,5/7  

Huff - smagelokalet
Smagelokalet hos Huff.

Huff - lineup
Lineup af nogle af vinene fra Huff … vi smagte primært Riesling og Spätburgunder … vinsnobber, som vi er.

Huff - Stefanie pakker vine
Stefanie finder vine frem i baggrunden, men familien samt Merete & Gert venter.

Huff - den tålmodige familie
Min tålmodige familie.

Huff - flere vine
Vine fra Weingut Georg Gustav Huff kan bestemt anbefales.

2011 K. Vintners, The Deal Syrah, Washington State, USA

Vi sluttede vinaften med denne The Deal Syrah fra én af mine yndlings-vinmagere, den unikke og specielle Charles Smith aka. K. Vintners fra Walla Walla Valley i Washington State. Sindssyg fyr, men han laver nogle ret spændende vine i mange forskellige sammenhænge.

Charles Smith har tidligere boet 10 år på Vesterbro, arbejdet på det hedengange TEX i Vestergade som bartender og været manager fra et af mine gamle yndlingsbands, nemlig Psyched Up Janis med Sune Wagner i forgrunden. Én af mine fedeste koncerter var faktisk med det sønderjyske, hedengangne orkester.

Jeg kan huske, at koncerten startede med nummeret Fragments … så blev al lys slukket. Så tænkte man, det er sgu da en optagelse eller fra CD’en.

Midt i nummeret eksploderer det, og dér startede Psyched Up Janis med at spille … bare ved dobbelt volumen samtidig med, at en projektør sendte et skarpt og nådesløs lys i øjnene på publikum. Jeg tænkte midt i infernoet … Houlberg, du bliver sgu døv af det her … men det er fandme det værd!

Nå, men det var vist et sidespring. Tilbage til den gode Charles Smith, som i øvrigt også har skrevet for musikbladet Rolling Stone … og nu har han slået sig på vinproduktioin i Washington State. Hvis du ikke har smagt hans vine, så er det absolut et must.

Flotte vine og de mest underlige navne på vinene og fantastiske etiketter. Fandt i øvrigt denne artikel om Charles Smith … ørkenens boheme.

Charles laver vine i eget navn, under navnet House Wine, The Magnificent Wine Company og K. Vintners. Jeg har drukket en del vine fra Charles Smith, bl.a. House Wine, Boom Boom Syrah, Milbrandt, Eve, Chateau Smith, The Velvet Devil m.fl., og det er kun en brøkdel, da han laver rigtigt mange forskellige vine … efter humør og årgang.

Her er man heller ikke bange for at blande vine. Parker har også tidligere smidt en del høje point til vinene fra Charles Smith, bl.a. flere gange 98 og 99 point til hans Royal City, mens Wine Spectator har været oppe at give 100 point i årgang 2006.

Tjek også hans hjemmeside; www.charlessmithwines.com eller www.kvintners.com.

Her har vi én af Charles Smiths mange vine, nemlig hans The Deal Syrah, hvor druerne kommer fra marken Sundance i Wahluke Slope i Washington State.

Det et én af området ældste vinmarker, hvor Syrah stokkene er plantet tilbage i 1997. Jorden består af et muldlag ovenpå grus, sand og basalt … en tæt, finkornet, sort bjergart. På grund af markens beliggenhed høstes druerne her senere end andre steder, hvilket giver mulighed for mere koncentration af druerne.

Vinen er alene lavet med den naturlige gær fra druerne, langvarig udblødning med hele klynger. Vinen har herefter lagret 22 måneder på franske fade, heraf 30% nye Ermitage, Remond og Sirugue barriques. Vinen har fået 93 points i Robert Parkers The Wine Advocate.

I næsen er det blæk, krydderier, mørke bær, solbær, rosmarin, kakao, chokolade, vanilje, skovbund, lidt peber samt en grøn syre. I munden er vinen fyldig, fed og cremet med lidt fad, vanilje, masser af power, kanel, spidskommen, sorte oliven, lakrids, sødkrydret og et let peberbid i eftersmagen. Der er måske også en smule fladhed i smagen, men åbner sig mere og mere med luft i glasset. Powervin i flot balance.

Hvem medbragte vinen: Jan

Tidligere har Sigurd Müllers Vinhandel været forhandler, men det er de vist ikke mere. FineWines.dk forhandler nogle af vinene, men denne her har jeg ikke fundet.

Rating 5/7 

2008 Bosco Agostino, Barolo Neirane, Piemonte, Italien

Fra Amarone til Barolo på 5 sekunder … kræver lidt omstillig, men så er det jo godt, at vi er i træning. Vi bliver dog i Italien og rykker til vinhuset Azienda Agricola Bosco Agostino i Piemonte, hvorfra vi smagte denne Barolo Neirane … én af husets to enkeltmarks Barolo’er.

Azienda Agricola Bosco Agostino ligger lige udenfor byen La Morra og er grundlagt af Pietro Bosco, der i 1979 begyndte at producere sine egne vine. Indtil da havde ham blot solgt alle druerne til andre vinproducenter. Pietro fik snart følgeskab af sin yngste søn, der hurtigt viste både talent og evner for arbejdet i både vinmarkerne og -kælderen.

Da Pietro Bosco døde i 1983, så overtog Agostino driften, og han driver i dag vingården sammen med hustruen Carla og sønnen Andrea, som netop har færdiggjort sin vinuddanelse på skolen Scuola Enologica di Alba. Med andre ord et rigtigt lille familieforetagende.

Familien råder over ca. 4 hektar vinmarker tilplantet med Nebbiolo, Barbera og Dolcetto, og laver samlet 5 forskellige vine, nemlig Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Langhe Nebbiolo, Barolo La Serra og denne Barolo Neirane.

Marken Neiranne ligger ved byen Verduno et par kilometer nord for La Morra- næsten i udkanten af området – på en sydvestvendt skråning i 350 meters højde, hvor jordbunden består af løst sand. Alle druer høstes i hånden og gæringen samt den efterfølgende maceration sker i temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 20-22 dage.

Herefter tilbringer vinen de næste 6-7 måneder på barriques, inden den omstikkes til 2.000 liter store botti af slavonsk eg. Efter 23-24 måneder tappes vinen på flaske i august måned og lagrer nu indtil marts måned det efterfølgende år, før den endelig frigives til salg.

Selvom det selvfølgelig kan være svært med Nebbiolo efter en omgang Amarone-druer, så fornemmes elegancen, lethed og stramheden med det samme i næsen. Meget ren frugt, grøn, ribs, violer, stikkelsbær, mandler, kridt, syre … hmmm, ganske italiensk i næsen. I munden er der lidt af samme skuffe, ribs, stikkelsbær, stram, syrlig og godt med tanniner, ren og direkte frugt, lidt kaffe og ristede noter. Eftersmagen er lang, syrlig og stram … og tanniner dominerer måske en anelse for meget endnu. Vil gætte på et par år mere i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 278 kr.

Rating 5/7 

2008 Fratelli Giuliari, La Picolla Botte Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Fredag … og I venter sikkert på dagens Spätburgunder, men Houlberg er bagud med vinene fra lørdag. Sådan er livet jo engang imellem. Nogle gange er man forud … og nogle gange bagud. Men så er det jo godt, at vi her har fat i en lille charmetrold.

Det er nemlig denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella fra et ganske lille vinhus i Veneto, nemlig Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari, som holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona.

Giuliari er en gammel Veronafamilien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie, og en gammel forfader Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger. 

Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari som i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.

I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker, og laver 5 forskellige vine, nemlig en Recioto Valpolicella Classico, Recioto di Soave, S. Giustina IGT, Le Pale IGT og så denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella.

Og navnet La Picolla Botte betyder ikke en lille flaske, men nærmere “lille tønde” og henviser til husets gamle vinkældre, som i folkemunde gik under navnet “lille tønde”, altså en kælder med god vin. Det kommer fra et ordsprog, om at den gode vin altid er i den gamle tønde eller den lille tønde.

Til at hjælpe med vinproduktionen har familien hyret ønologen Giuseppe Bassanelli, og det er ham, som også laver den Amarone, som hos Fratelli Giuliari er lidt anderledes end andre Amaroner. Den består selvfølgelig af druerne Corvina, Rondinella og Molinara, som er tørret på tørreloftet i omkring 6 måneder på store måtter, hvorefter de presses og druesaften lagrer på store egetræsfade i 24 måneder.

Dét som gør huset Amarone lidt anderledes er, at de ved sammenstikningen blander en smule frisk Barbera i vinen, og det giver en Amarone, som også bliver en smule anderledes. Men lad os da smage vinen.

Og der er sgu intet rosinvand over denne Amarone, og hurra for det. I næsen er den mørk med noter af nærmest kul, grafit, krydderier, kardemomme, chokolade, mørke bær, meget urtet, grøn, godt med tørhed, stramhed, syre og lidt ristede noter. Faktisk ganske kompleks af en Amarone at være.

I munden er vinen fløjlsblød, fyldig med tørrede frugt, blommer, sødme og kraft. Der er et krydret element, som går igen i hele smagen, lidt ristede toner, kakao og en smule eg. Slet ikke en tung Amarone, men langt mere let, stringent og frisk. Ganske interessant Amarone, som dog fortsat virker ganske ung. Jeg ville nok anbefale, at vinen fik 3-4 år mere i kælderen for at slibe lidt af kanterne af.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Formentligt købt af Steffen på vingården. Har ikke fundet en forhandler herhjemme, men winefactory.dk har tidligere anmeldt vinen, hvor de anfører en pris på 275 kr.

Rating 5/7 

2009 Il Borghetto, Bilaccio, Toscana, Italien

På adressen Via Collina udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze ligger Azienda Agricola il Borghetto, en lille vingård kombineret med B&B … en lille højborg for Gastronomi. De står bag vinaftenens næste vin, som kort og godt kaldes Bilaccio.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine … altså lidt i stil med IGT vine, Indicazione Geografica Protetta. De seks vine er vinene Collina 21 (opkaldt efter adressen på vinhuset og i øvrigt en ganske fremragende vin), Rosie, Monte de Sassi Chianti Classico Riserva, Clante, Montigiano og denne Bilaccio, som er husets topvin.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese druer fra 4 af husets bedste parceller. 30% af druerne presses som hele klasser, og efter presning og gæring lægges vinen på 40% nye egetræsfade, hvor den lagrer i mellem 16-20 måneder. Afslutningsvist filtreres vinen og tappes på flaske, hvor den får lov til at lagre i omkring 6 måneder, inden den frigives til salg. Der laves 7.000 flasker af denne vin årligt.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er toskansk som ind i helvede. Det er roser, violer, tør jord, lakrids, tobak, svampe, champignon, lidt alder, skovbund … virkelig indbydende næse. I munden er der meget tydelig mineralitet, stramme tanniner, frisk frugt … og alligevel virker vinen blød, elegant og har i det hele taget en god lethed, intensitet og fylde kombineret med lang eftersmag.

Klassevin. Hvor gad jeg godt på ferie på Azienda Agricola il Borghetto.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 325 kr. Det er den også værd.

Rating 5,5/7 

2011 The Other Guys, Plungerhead Lodi Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Næste vin kom fra Steffen. Plungerhead er navnet … etiketten lige så tosset med en Monty Phyton lignende figur med vintønder som ben og en afløbs-svupper på hovedet. Det er amerikansk cab og kommer fra vinhuset The Other Guys … også kaldt Laid-Back Guys eller Stand-Out Wines.

Bag vinhuset står søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani … og under navne som Hey Mambo, Leese-Fitch, Moobuzz, Plungerhead, The White Knight og Pennywise laver de en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70′erne og 80′erne, hvor 3. generation – i form af Augusts to sønner Sam og Don – overtog driften, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er det oprindelige Sebastiani Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, en vin Steffen i øvrigt også havde med til en vinaften.

Sebastiani familien er dog fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani med deres nye vinhus Tog Wines – som The Other Guys forkortes til og kaldes i daglig tale.

Plungerhead er én af deres serier af vine, og den omfatter 5 forskellige vine, nemlig Dry Creek Zinfandel, Dry Creek Cabernet Sauvignon, Alexander Valley Cabernet Sauvignon, Lodi Zinfandel samt denne Lodi Cabernet Sauvignon. De kommer i øvrigt alle med den bizarre nye prop, som Tog Wines kalder en ZORK.

Jeg prøvede den første gang, da jeg smagte familiens Moobuzz Pinot Noir. De siger selv, at det er en revolutionerende ny type vinprop. Man “skræller” nærmest plastikken rundt om flasken, og så er der en sød lille prop tilbage, som let fjernes. Vi bringer da lige fluks et par billeder af det sindrige system, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. På denne flaske er ZORK’en grøn. Uanset farve, så pynter den ikke på flasken.

Zork proppen      Zork - sådan virker den

Indholdet fejler dog ikke noget. I næsen er det solbær, chokolade, kaffe, enebær, vanilje, eg, en lidt gæret duft samt et lille grønt touch. I munden en fed, tyk, kraftig vin, godt med sødme, kraft, mælkechokolade, blommer, solbær … godt med sødme og ikke så megen kant, men nem at drikke og virkelig amerikansk pleaser.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Smalle Vine, pris 139 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Radio-Coteau, La Neblina Pinot Noir, Californien, USA

Med næste vin fortsatte vi i det økologiske spor … og kan endda smide ekstra ord som biodynamisk, naturewine, cool-climate, kult og hypet i posen. Vinen er nemlig denne La Neblina Pinot Noir fra det californiske vinhus Radio-Coteau … en herlig & spændende vin.

Vinhuset Radio-Coteau ligger i byen Sebastopol vel omkring 5 kilometer øst for Santa Rosa i Californien. Husets vinmarker ligger yderligere 5 kilometer længere mod øst, nemlig lige ovenfor byen Occidental, omkring 50 kilometer nord for San Francisco.

Radio-Coteau er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 2002 af Eric Sussman, som oprindelig stammer fra New York. Han er uddannet som landmand ved Cornell University i Ithaca, men altid har haft en interesse for vin.

Efter endt uddannelse flyttede Eric til Yakima, Washington State, hvor han endte med at blive vinmager på en lille garage producent Staton Hills, som i øvrigt nu hedder Sagelands Vineyard Winery.

Han indså dog hurtigt, at han havde brug for at tilbringe noget tid i Frankrig, så han kunne fordybe sig i nogle af de gammeldags teknikker for vinoproduktion, og hvad er så mere oplagt end at starte i Bordeaux og Bourgogne? Det blev til et længere ophold på lidt over to år.

I løbet af årene i Frankrig arbejdede Eric Sussman på Château Baron Phillipe de Rothschild i Paulliac samt i Bourgogne hos Comte Armand i Pommard og Jacques Prieur i Meursault. Det var i øvrigt fra vinmageren Pascal Marchand hos Comte Armand, at Eric første gang hørte om biodynamiske principper.

Efter endt ophold i Frankrig gik turen retur til USA, hvor inden grundlæggelsen af Radio-Coteau i 2002 arbejdede hos Bonny Doon og Dehlinger, hos sidste endda som vinmager gennem en længere periode.

Da Eric Sussman grundlagde Radio-Coteau var det uden vingård eller egne marker. I stedet lavede han en langtidskontakt om leje og pleje af en familieejet mark Terra Neuma, hvor vinstokkene blev dyrket både økologisk og biodynamisk. Og med lidt hjælp fra vennerne Bill and Joan Smith, tidligere ejere af La Jota og nuværende ejere af W.H. Smith Wines, som kom produktionen i gang.

Og Eric sigtede mod mindst mulig indblanding i selve dyrkningen og produktionen. Han bruger udelukkende økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder og forsøger at lægge sig tæt op af naturvinsbegrebet med mindst muligt brug af sulfit, brug af naturgæring og ingen klaring eller filtrering ved flaskningen. Okay helt naturewine bliver det altså ikke, men derudover jagter han også en kølig og elegant stil.

Og det ser ud til at være lykkedes. Hurtigt opnåede vinene fra Radio-Coteau høje anmeldelser og blev hurtigt udsolgt. Antonio Galloni – Robert Parkers arvtager på The Wine Advocate – har bl.a. kaldt Radio-Coteaus vine nogle af de mest uimodståelige vine i Californien. Og det er jo ganske store ord.

Ét af højdepunkterne for Eric Sussman var et telefonopkald fra selveste Angelo Gaja, som fortalte, at han beundrede Sussmans vine og gerne ville importere nogle af dem til Italien. I dag er Radio-Coteau ganske hypede og vel nærmest kult … og udsolgte bliver de fortsat hurtigt.

Navnet Radio-Coteau, skal vi da også lige omkring. Det betyder direkte oversat for “radio-bjerg”, men det giver jo ikke umiddelbart mening. Radio-Coteau er et begreb, som stammer fra den nordlige del af Rhône, om at bjerget (med vinstokkene) taler til vinavlerne, når de skal producere vinene.

I 2012 købte Erik Sussman så endelig egen vingård med tilhørende vinmarker, bl.a. over 80 år gamle Zinfandel vinstokke samt marker med Syrah. Derudover har Eric også tilplantet 4,5 hektar med Pinot Noir. Det er generelt marker med stor biodiversitet, frugttræer og et mindre kvæghold, som græsser omkring ejendommen.

Her har vi så husets La Neblina Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marker både nord for Sebastopol og Occidental fra vinavlerne Kirk Lokka, Alberigi, Dierke, Benziger. Hovedparten kommer dog fra marken Hallberg Ranch, som er ejet af Kirk Lokka. Vinen har fået navnet La Neblina – som er det spanske ord for tåge – efter den dyne af dis og tåge, som ofte ruller henover markerne fra Stillehavet og køler druerne.

Det er en vin, som har lagret på fransk eg i 16 måneder … her i 2012 omkring 40% ny eg, mens andelen af ny eg i 2013 er lidt mindre, nemlig 25%. Vinen er flasket uklaret og ufiltreret.

Lad os smage vinen, som i næsen virker til at have en god modenhed, en lille grøn note, blomster, jern, mineralitet, hindbær, kirsebær og måske endda lidt mørkere bær  …. fornemmer jeg også lidt blommer? Det er lidt svampe, mokka, vanilje, lakrids, timian og ganske indbydelse næse, hvor der hele tiden er noget, som prikker til dig. Kompleks og stikker i mange retninger.

I munden er vinen blød, kraftfuld, cremet … der lidt chokolade, lakrids … og så er der stramme tanniner og et lækker lethed over vinen, hvor en smule sødme også bidrager til det samlede indtryk. Cool-Climate siges der, men det ved jeg nu ikke, hvad jeg skal sige til. Synes bestemt, at der er mere volumen i vinen end den europæiske søstre. Men godt er det … og det blev også aftenens bedste vin. Virkelig lækker.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles bl.a. af Bergman Fine Wines, hvor et eksemplar koster 549 kr.

Rating 6/7 

2011 Antoine Arena, Grotte di Sole, Korsika, Frankrig

Og hvorfor ikke fortsætte vor vinaften med endnu en særegen vin, nemlig i kraft af denne Grotte di Sole fra vinhuset Domaine Antoine Arena, som hører under appellationen AOC Patrimonio, som findes ved  Saint-Florent bugten på øen Korsika.

Selve Domaine Antoine Arena ligger også ved tæt ved bugten omkring en kilometers penge fra byen Patrimonio på den nordligste del af Korsika. Vinen er grundlagt i 1980 af Antoine Arena, som er vaskeægte korsikaner, født og opvokset på Korsika.

Han begyndte med 3 hektar vinmarken ved grundlæggelsen af vingården, men ejer og driver i dag 14 hektar vinmarker. Han er samtidig i dag én af de førende skikkelser indenfor vinproduktion på Korsika, og regnes også af flere vinkritikere som den bedste producent på Korsika.

Antoine Arena har 2 stjerner i Revue du Vin de Frances “Classement de Meilleur Vins de France” som den eneste producent på Korsika.

Blandt de bedste marker hører Cave Di Sole, en vinmark på 3 hektar med ler og kalksten, hvor der dyrkes Niellucio samt Vermentino druer, og så Den Carco marken med kalkrig jordbund, hvor der ligeledes dyrkes Niellucio og Vermentino.

Derudover dyrker Antoine Arena også den lokale grønne drue Bianco Gentile, som – mig bekendt – ikke findes andre steder i verdenen.

Siden 2007 har er domænet været certificeret økologisk, og Antoine Arena er i det hele tilhænger af klassisk, gammel og bæredygtig vinproduktion. Alt arbejde foregår i hånden, der bruges ingen kemi, der er ingen tilsætning af gær eller andet og der svovles minimalt ved flaskning.

Her har vi husets Grotte di Sole, en enkeltmarksvin fra marken Grotte di Sole. Navnet skyldes den stærke soleksponering, der er på marken. Vinene herfra får altid god intensitet, men der høstes forholdsvis tidligt for ikke at få overmodne druer. Vinen er lavet på 100 % Nieluccio fra en mark med 60 år gamle stokke.

Nieluccio er genetisk identisk med Sangiovese, men har sandsynligvis været på Korsika siden 1200-tallet. Der lagres på cementtanke og bruges ingen træfade. Minimal svovling. Vinen har fået 18 af 20 point i Revue du Vin de France.

Og hvilken landlig og sær (i mangel af bedre ord) duft, nærmest sådan lidt sur/sød, boblende mødding, røde bær, sod, svovl, mineraler, grønne og formuldede blade, lidt kompostagtigt, gazebind og en smule krydderier. Man tænker fluks naturewine, men den er altså “kun” økologisk, men meget særpræget og alligevel ganske spændende.

I munden er vinen først ganske syrlig, meget speciel … men underneden er der noget sødme. Først i munden mærker man en syre, nærmest som en citronsyre, ganske sur … så sætter tanninerne ind og bider dig endnu mere. Med lidt luft i glasset aftager syrligheden en del, men fortsat godt med tanniner og tørhed i undermunden. Absolut spændende og fin lang eftersmag … kræver fordybelse, og en kærlighed til skarphed, rustik duft … jeg synes det er fremragende.

Jeg elsker sgu, når vinene har lidt kant, og det har denne til overflod.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Bichel Vine, pris 229,75 kr.

Rating 4,5/7   

2013 Vinos Vernaculares, Tres Vacas, Aconcagua, Chile

Aftenens første rødvin havde jeg med … en – uden omsvøb – ganske speciel lille sag fra det lille vinhus Vinos Vernaculares, som ligger ved den lille by Quilpué – omkring 50 kilometer vest for Santiago, og ikke så langt fra kysten i Chile.

Vinen hedder Tres Vacas og er lavet på den lokale drue Pais, og den skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Vinen er købt hos Bjarne i Vinimperiet, som har specialiseret sig i økologiske og biodynamiske vine, og jeg har tidligere her på bloggen skrevet om en vin fra netop Vinos Vernaculares.

Det var deres Pinot Chai, en Pinot Noir baseret vin, som jeg kaldte en ren økologisk boheme, enspænder, freak og excentriker. Hvis vi skal blive i det spor, så er denne Tres Vacas en økologisk feminin rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende. Dét vender jeg også tilbage til.

Lige lidt gentagelse omkring selve vinhuset, som ejes og drives af vinmageren Christophe Beau, som ellers til dagligt slår sine folder i byen Corconne og appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc i det sydlige Frankrig, hvor han driver vinhuset Domaine Beauthorey.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der i alt 7 forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Pinot Chai, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano og så denne Tre Vacas, som netop er lavet på ren Pais.

Pais druen er en rød drue, og er samtidig dén drue, som man historisk har dyrket længest i Chile. Druen er bragt til Chile af de spanske conquistadorer og også været den mest plantede drue i Chile. Mange Pais vinstokke er dog løbende hevet op og erstattet af den internationale Cabernet Sauvignon, som man mente var en mere ædel druesort.

I dag er der efterhånden ikke længere så mange marker med Pais i Chile, vel alene 12.000-15.000 hektar vinmarker og druen bruges primært til billig bordvin, i blandinger fx sammen med Cabernet Sauvignon og derudover i mousserende chilenske vine. Druen er kendetegnet ved, at den er stærk og er let at dyrke. Den giver en tynd, let og rustik rødvin og har normalvis lav indhold af alkohol.

Hos Christophe Beau hedder hans Pais vin Tres Vacas, hvilket skyldes at vinen er sammenstukket fra 3 særskilte barriques egefade, som han i øvrigt kalder Rosalia, Rocío og Rosalba. Druerne kommer fra over 100 år gamle Pais vinstokke i området ved Valle de Colliguay, og der høstes et meget begrænset udbytte på 10 hektoliter pr. hektar, og ellers er vinen vinificeret 15 dage i fade af kohud og derefter modnet 12 måneder på de nævnte 3 barriques.

Det kommer der samlet 1.000 flasker vin ud af hvert år, og netop én af disse er havnet her på bordet denne vinaften.

Og så er vi tilbage ved ordene feminin, rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende, for det er en ganske, ganske speciel vin. I glasset er vinen meget lys … mere lys en Pinot Noir, og så samtidig ganske grumset og ufiltreret som bare pokker. Flere kom med kommentarer som grumset hospitalssaftevand … og det er måske ikke helt hen i skoven, hvis farven skal beskrives.

Og sikke en duft i denne vin … helt anderledes end andre vine, og alligevel med noget genkendelig. Der er nytårsfyrværkeri, krudt, bolsjer, hindbær, jordbær og en omgang med parfumeflakonen. I munden er vinen blød, blid … meget fin lethed med let sødme og lyse bær. Det er jordbær, hindbær og faktisk ganske charmerende. Som med Pinot Chai’en er her også smag af “noget andet” … uden jeg helt kan definere dette … måske kommer det.

Skal jeg sammenligne denne Tres Vacas med Pinot Chai’en, så vil jeg nok vælge Pinot Chai’en, men hvor det dog sjovt med sådanne karakterfulde vine. Spændende oplevelse for vinfreaks, som ønsker at betræde stierne udenfor mainstream vinene.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Vinimperiet, pris 147 kr.

Rating 4,5/7  

2014 Mengoba, Brezo Godello y Doña Blanca, Bierzo, Spanien

Primer vino … første vin på vores vinaftenen blev traditionen tro en hvidvin fra værten, en lille spændende sag kaldet Brezo Godello y Doña Blanca fra det spanske vinhus Mengoba … eller helt korrekt Bodegas y Viñedos Mengoba, som holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien.

Bodegas y Viñedos Mengoba er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez. Han er har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998.

Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt.

Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper (skifer, kvarts, kalk, grus) og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Trousseau du Jura og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion. Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Her har vi den ene af Gregorys to hvidvin, og den er netop er lavet på to af de lokale druer Godello og Doña Blanca. Godello druerne kommer fra små parceller i Carracedo, Valtuille og Villafranca del Bierzo, og den gennemsnitlige alder på vinstokkene er omkring 20 år. Doña Blanca druerne kommer ligeledes fra ældre stokke på marker i Espanillo, Carracedo og Valtuille.

Godello er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Den betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo.

Doña Blanca er også kendt som Doña Branco, og det er en hvid drue, som dyrkes i både Spanien og Portugal. I Spanien er det primært i den nordvestlige Galicien-region, mens den i Portugal dyrkes fra Douro-floden mod nord. Den indgår bl.a. også i DO vine i Bierzo. Druen har et tykt skind, som er godt i våde kystklimaer, men den giver ofte en smule syre og bitterhed selv med kort skindkontakt.

Denne vin er altså lavet på de to druer, her i 2014 på 70% Godello samt 30% Doña Blanca. Vinen får ikke noget fad, men lagrer omkring 5 måneder på gæringsresterne, hvilket er med til at give noget mere karakter og fylde. Der laves årligt 22.000 flasker af denne vin, og dermed husets næststørste producerede vin. I den anden ende af skalaen, så laves der alene 540 flasker årligt af den røde topvin Estaladiña.

I næsen er der lidt hø, pærer, eg, lidt lemon, en smule blomster samt en lidt varmkrydret note. I munden er vin meget syrlig med en voldsom tørhed. Det er ganske grønt, nærmest stikkelsbær, hvilket gør vinen meget frisk, sprød og stringent. Slutter i med en lidt bitter note og en medium eftersmag. Spændende vin … og godt valg.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 89,75 kr., mens 6 flasker kan købes for 450 kr.

Rating 4,5/7