Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, Australien

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, AustralienTil hovedretten kom heller ikke den i vinmenuen annoncerede vin, men vi valgte – mellem to andre muligheder – et glas af denne 2016 Peninsula Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate, der ligger i Victoria vinregionen i Australien.

Det er et vinhus, som jeg har smagt vin fra for en del år siden, og dengang var det deres 2008 Estate Pinot Noir.

Paringa Estate er grundlagt i 1984 af Lindsay og Margaret McCall. De har omdannet en tidligere frugtplantage et vinhus med vinmarker samt et moderne vineri med tilhørende kældre midt imellem vinstokkene.

Første årgang var 1988, og allerede fra starten blev vinene samleobjekter for australske vinfans. Produktionen var dog dengang alt for lille til, at kunne klare den enorme efterspørgsel.

Derfor eksporteres vinene fra Paringa Estate næsten ikke, men sælges derimod ved stalddøren eller på mailinglister. Stilmæssigt skulle vinene fra Paringa Estate minde om de europæiske forbilleder fra Bourgogne, Rhône og Alsace.

Udvalget af vine fra Paringa Estate er inddelt i 3 serier, hvor man indledningsvis finder Peninsula serien, hvor druerne høstes fra lejede vinmarker. I Paringa Estate serien finder man de vine, som Paringa er blevet verdenskendt for. Druerne kommer udelukkende fra egne vinmarker omkring Red Hill South. Og husets topvine kalder de for Paringa Reserve.

Her er det således en vin fra basisserie … og lavet med druer fra 3 forskellige lejede marker omkring Mornington. Det er selvfølgelig ren Pinot Noir, hvor druerne efter høst er afstilket, hvorefter gæring og maceration er sket i store 2,5 tons åbne fermenteringskar, hvorefter vinen er lagret 11 måneder i franske barriques.

Duftmæssigt er den en kraftig vin, selvom man ubetinget kan dufte, at der er tale om Pinot Noir. Det er lidt animalsk med masser af præg fra fadene, eg, kanel og vanilje. Frugten er kirsebær, brombær og lidt granatæbler, hvilket suppleres med en lille grøn og syrlig kant med både eukalyptus, ensilage, grannåle og mælkechokolade. Det er samtidig også lidt flæsket, sød og overdone.

I munden virker sødmen i vinen også en tak for meget, lidt fed, sød og mørk i frugten. Det er egentligt en okay omgængelig vin, næsten læskende og letløbende, hvilket sødmen forstærker. Syremæssigt er det dog en vag vin … mest sød og føjelig.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2018 Le Domaine d’Henri, Les Allées du Vignoble Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2018 Le Domaine d'Henri, Les Allées du Vignoble Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigFørste vin i glasset på Freias Spisetue var denne 2018 Les Allées du Vignoble Petit Chablis fra Le Domaine d’Henri, som skulle følge forretten … en lille sag med blomkål som hovedelementet.

Le Domaine l’Henri er et lille familieejet vinhus, som er ejet af Michel Laroche, der i 2009 – efter 45 år som ejer af det velrenommerede Domaine Laroche – besluttede at afslutte en æra. Årsagen var simpel, for ingen i familien kunne videreføre den tunge arv, så Michel Laroche sammenlagde derfor Domaine Laroche med vinhuset JeanJean under navnet AdVini Wine Group.

Det er i dag blandt Frankrigs største vinudbydere og Michel Laroche er nu udelukkende aktionær og bestyrelsesmedlem i AdVini, men er herudover ikke involveret i driften.

Men Michel Laroche beholdte dog selv forældrenes tidligere vingård i Chablis. Den havde havde han tidligere arvet og skulle således ikke med i det store AdVini. I stedet besluttede han at lave vine på ejendommen og vinhuset fik navnet Le Domaine l’Henri med reference og respekt til Michels afdøde far.

Det er et lille familieprojekt, som Michel driver sammen med sine 3 børn Cécile, Margaux og Romain Laroche. De har samlet 8 hektar vinmarker, hvor de ældste vinstokke stammer tilbage fra 1937, men ellers har de – i samarbejde med Claude Bourguignon og hans søn Emmanuel – plantet en række nye vinstokke.

De første vin var fra 2012 årgangen og samlet laver familien 7-8 forskellige Chablis vine, hvor denne Les Allées du Vignoble Petit Chablis er en af deres basisvine.

Vinstokkene, der leverer Chardonnay druerne til Michels almindelige Chablis er plantet i henholdsvis 1988, 1989 og 2001. Vinen er udelukkende lavet på ren ståltanke, men ellers er der faktisk begrænsede oplysninger om produktionen.

Næsen virker meget krisp og sprød … der er røg, karamel, en herlig landlig aroma, nærmest med armsved og masser af kalk, ja faktisk vildt megen kalk, mens frugten er fersken, papaya, gule æbler, melon, godt med lemon samt en smule estragon.

Det er smagsmæssigt en rigtig fin og elegant Chablis … mangler måske en smule fylde, men har en meget ren og frisk smag med en lille fedme, blomster, citronsyre og lidt krydderier. Det er rent, rundt og et lækkert glas hvidvin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Sohns, Geisenheimer Mäuerchen Riesling Auslese, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Sohns, Geisenheimer Mäuerchen Riesling Auslese, Rheingau, TysklandVi slutter vores herlig Weingut Sohns smagning sødt … nemlig med en auslese … deres 2018 Geisenheimer Mäuerchen Riesling Auslese.

Det er en sød vin, som er lavet med meget modne Riesling druer, som er høstet med en Oechsle på 122. Vinen har da også et pænt sukkerindhold på hele 121,1 gram restsukker pr. liter. Det betyder til gengæld også, at vinen har en alkoholprocent på kun 9,5%. Alt er vinficeret i rustfrie ståltanke uden brug af egefade overhovedet.

Og det er en sødlig aroma, som strømmer op af glasset … både lidt gammel sofa, en vaskeklud, pænt med nødder, dyb og inderlig aroma, modne og gærede nedfaldsæbler, helt overgæret, lidt fed petroleum og oiler, sød, fed og kalk. Derudover er der lidt tropisk frugt, fersken samt tørrede abrikoser … virkelig en sød og svulstig næse.

Det smager godt … meget sød og har godt med sukker, akaciehonning, en blid syre, som dog lige kan sikre en lille friskhed og nerve. Det er voksenslik, men mangler klart en dybde, som man fx finder hos nogle af de gode producenter i Mosel.

Ikke én af de Sohns vine, som Winelovers.dk importerer, så en dansk pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Sohns, Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, Rheingau, TysklandDet gode geisemheimer vinhus Weingut Sohns laver også en anden klassisk Deutscher Sekt, nemlig denne Cuvée Pascal Deutscher Sekt Brut, som jeg har smagt i årgang 2017.

Vinen er lavet efter den helt klassiske champagnemetode og på et mix af druesorterne Riesling, Weißburgunder og Spätburgunder. Vinifikationen er først sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har hvilet en kort periode inden aftapning på flaske og så andengæringen.

Næsen er næsten helt champagnsk … modne nedfaldsæbler, abrikos, fersken, lidt astronaut-is, hasselnødder, valnødder, toast, surdej, lidt vanilje og klart mere liflig, kompleks og rund end forrige Riesling Brut.

Smagen er også bedre, fint tætte og søde bobler, god intensitet, både modne og friske æbler samt abrikos. Der er bedre balance i denne vin, mere smag … en god lille perlende perle.

Ikke én af de Sohns vine, som Winelovers.dk importerer, så en dansk pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Sohns, Riesling Brut, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Riesling Brut, Rheingau, TysklandVi fortsætter med mousserende Riesling bobler fra Weingut Sohns, men nu har vi skruet op for både tørhed og bobler, og deres Riesling Brut er da også lavet på den traditionelle metode med andengæring i flasken.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … helt som husets almindelige Gutsriesling, hvor vinen også har lagret en periode inden aftapning på flaske og lagring til andengæringen i 12 måneder inden degorgering.

I næsen er vinen meget animalsk og bondsk med armsved, gæret frugt, tropisk frugt, tørrede abrikos, papaya, pærer, nogle æteriske olier, meget liflig og lidt varm i udtrykket.

I munden er der langt flere bobler end foregående Secco … små, perlende og tætte bobler, klart masser af både sødme og bitterhed, nødder, ristede hasselnødder, mandler, lemon, grape og nærmest overmodne æbler. Det hele slutter i en lang eftersmag med klar grape bitterhed.

Ikke én af de Sohns vine, som Winelovers.dk importerer, så en dansk pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Sohns, Secco Fräulein Raabe, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Sohns, Secco Fräulein Raabe, Rheingau, TysklandJeg ved ikke, hvem frøken Raabe er … men den næste vin fra Weingut Sohns er i hvert fald deres 2018 Secco Fräulein Raabe … et lille, lettilgængeligt perlende alternativ til rigtig Winzersekt.

Den lille perlende og billige vin er lavet på ren Riesling, men derudover er der begrænsede oplysninger om vinen. Vil dog gætte på, at den ikke er lavet med andengæring på flaske, men alene med gæring i tank. Den er forholdsvis sød med hele 14,4 gram restsukker pr. liter. Men lad os se, om det også kan smages?

Duftmæssigt masser af grønne æbler, en lidt gæret aroma, en lille smule astronaut-is, lemon, citroner, akacietræ … lidt rund med en svag sødme, vandbakkelse og søde krydderier.

I munden er vinen let perlende … bare en smule og så har den pænt meget sødme. Det er saftevand med alkohol, meget let drikkelig og så har den alligevel lidt syre, lemon og grape bitterhed i eftersmagen og det redder vinen fra at blive for meget saftevand. Det vil helt sikkert være en populær vin en sommerdag på terrassen.

Ikke én af de Sohns vine, som Winelovers.dk importerer, så en dansk pris kendes ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Weingut Sohns, Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M, Rheingau, TysklandSelvom Weingut Sohns – som mange andre vinbønder i Rheingau – har deres primære fokus på Riesling, så laver Sohns også et par gode og fornuftige Spätburgundere … bl.a. denne Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M.

Den kommer også fra Sohns Perfection øverste niveau og lavet med druer fra parceller på Geisenheimer Mäuerchen marken, der ikke er helt så kendt som de øvrige marker. Den er en kalkrig mark, som ligger klemt inde mellem Mönchspfad og Fuchsberg med syd til sydvest eksponering og en hældning på 5-15%.

Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M  er husets absolute røde topvin, som efter endt fermentering også har lagret hele 24 måneder på barriques. Vinen har 0,2 gram restsukker pr. liter.

Nøj, hvor bliver man glad, når man dufter til denne Geisenheimer Mäuerchen Spätburgunder M. Det er klart klassisk, sød og animalsk hestestald, pænt med fadpræg, nelliker, kanel, vanilje, kirsebær og hindbær, grønne elementer, lidt tæt og mørk i udtrykket, men dog fortsat med den typiske Spätburgunder lethed. Der er dog pænt med power, kraft og en smule fyldighed i vinen.

Smagen er blød, men har en tør, grøn, grafit og blækagtig kant, som gør vinen en kende maskulin, stærk og muskuløs. Frugten er ikke så lys, som Spätburgunder normalt … her klart kirsebær, brombær og en smule hindbær. Det er en meget tæt og smagfuld vin … lidt stræk peber, så dekanter endelig vinen et par timer, men det er samtidig oppe i den bedre end på Houlbergs Spätburgunderskala. Og hvem pokker er også bedre til at bedømme det end Danmarks eneste førsteelsker af netop Spätburgunder?

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 187 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Jakob Riesling Trocken Unfiltriert, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Jakob Riesling Trocken Unfiltriert, Rheingau, TysklandVi fortsætter på samme niveau Sohns Perfection og samme mark med næste vin … en 2017 Geisenheimer Kläuserweg Jakob Riesling Trocken Unfiltriert.

Vinen er opkaldt efter Pascal og Denises søn, som netop er født i 2017. Vinen har fået lidt mere TLC end de foregående … her anvendes kun de allerbedste druer, som spontangærer alene på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen også været lagret i små egetræsfade … kleinen Eichenholzfass.

Næsen er vældig interessant … har lige et lille anspor til en smule petroleum, diesel, vegetabilske og æteriske olier iblandet honning, moden frugt, modne gule æbler, fersken, abrikos, solcreme, en stor håndfuld ristede hasselnødder samt en dyb, dekadent sødme. For pokker hvor det dufter godt. Det er ikke sådan en frisk og syrlig aroma, men mere elegant, herskabsagtigt og modent. WAOW.

Smagen er let, blød og fluffy … let svævende og i moden balance, hvorved det ikke bliver en frisk og syrlig vin, men er mere moden, kalket, blødt, rundt og dyb. Der er klart et aftryk fra egefade, hvilket gør syren mere afdæmpet, smagen rundere og tilfører vinen et helt andet udtryk. Der er fortsat lidt citroner, lemon og grape, men i en varmere og mere tilgængelig version. Flot vin … selvom syren egentlig godt kunne være mere markant.

Vi sniger lige op på et sted mellem 5.5 og 6 fede fingre

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling Trocken Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling Trocken Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandMed næste Geisenheimer Kläuserweg Riesling Trocken Erstes Gewächs er vi rykket helt op på Weingut Sohns’ øverste trin på stigen … de vine, som han selv kalder for Sohns Perfection … unsere besten Gewächse.

Her kommer druerne fra gamle vinstokke på Geisenheimer Kläuserweg marken, som ligger på vejen op til det store Schloß Johannisberg. Marken er en Erste Gewächse mark med en hældning på 10-30% samt en jordbund med ler, löss og mergel.  Allerede i 1292 er marken omtalt som Via Clusen grundet et Benediktinerinnenstift, som lå i bunden af marken.

Det blev dog senere i 1452 opløst på grund af rygter om umoralske damer på stedet, men bygningerne – en  renæssancebygning med et sent gotiske kapel – skulle efter sigende fortsat ligge nedenfor Schloß Johannisberg.

Vinen her … Geisenheimer Kläuserweg Riesling Trocken Erstes Gewächs er alene lavet med de bedste druer fra marken, og derfor må den bære Erstes Gewächse stemplet som betyder den højeste kvalitet i Rheingauer Riesling. Vinen er dog lavet som de øvrige, altså på ren ståltanke og så har den 6,8 gram restsukker pr. liter.

Selvom det er den ældste af de smagte Lagenriesling fra Weingut Sohns, så er der ingen petroleum i næsen … i hvert fald er det meget afdæmpet. Der er til gengæld så meget andet, bl.a. en utrolig delikat og tillokkende aroma, sådan lidt lokkende som en elverpige. Der er klart æbler, svagt lidt fersken,  en stor modenhed i frugten, som var det nedfaldsæber, en nøddet sødme, meget dyb, aromatisk, svævende og koncentreret lækkerhed.

Smagen er ultrablød, næsten helt cremet med masser af næsten modne æbler, citroner og lemon. Der er salte mineraler, streng og fin tørhed, flot afbalanceret syre, som styrer showet. Der er kalk, smag, syre, kompleksitet samt en mineralsk og krydret eftersmag. Det er dybt flot og smager fandens godt. Klart 5,5 sure fingre og næsten undervejs til sex … øh 6.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 184 kr. og det er sgu en fin pris for klasse Riesling fra gamle vinstokke fra en Erste lage mark.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandDen næste Lagenriesling fra Weingut Sohns – hans Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken – adskiller sig fra de foregående vine ved, at druerne til vinen kommer fra en langt mere stejl mark, som også samtidig har en klassisk Rheingau undergrund med grå skifer.

Det giver bare en langt bedre vin og Sohns er da også selv så begejstret for marken, at han i 2015 har udvidet med flere parceller på marken. Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 50-60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014 og har så igen udvidet i 2015.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 4,8 gram pr. liter

Der sker duftmæssigt nu en smule mer’ i glasset, for Sohns’ Lorchhäuser Seligmacher Riesling har lidt herlig petroleum i næsen, ikke vildt, men tilstrækkelig til at vinbloggeren lige trækker sødt på smilebåndet. Det dufter herregodt, modne æbler, fersken, tørrede abrikoser, estragon, kørvel, nødder, lidt søde krydderier og lige et mineralsk note. Det er dybt, koncentreret og friskt.

Og hvor smager vinen godt … den har en syrlig og mineralsk nerve, en lille sød fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Der er kalk, salte mineraler, citroner, lidt grape og det er sgu lige et niveau over søstervinen fra Winkeler Hasensprung. Det er sgu god Riesling mine damer und herren.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 139 kr. – en total no-brainer.

Vinanmeldelse 5,5/7