Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2015 Sartori, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienFør jul sidste år testede jeg denne Amarone della Valpolicella fra Casa Vinicola Sartori fra 2014 årgangen. Nu banker højtiden for alvor på døren igen, så jeg tester derfor vinen igen … nu blot i den nyere årgang 2015.

Sartoris Amarone della Valpolicella er lavet på druer fra forskellige marker nordøst for Verona. Det er 50% Corvina, 30% Corvinone, 15% Rondinella samt 5% Cabernet Sauvignon, som efter høst er tørret 3-4 måneder. Derefter er de knust og gærer så i store temperaturstyrede ståltanke med 30 dages fermentering.

Derefter hviler vinen en periode i betontanke, hvilket efterfølges af lagring 2 år i mellemstore og store egetræsfade og efter aftapning yderligere 6  måneder på flaske.

Næsen minder på flere måder om 2014’eren, men er måske en anelse mere mørk i aromaerne. Der er blommer, sorte kirsebær, solbær, dyb mørk frugt, våde fade, kanel, vanilje samt en smule mentol.

Der er smagsmæssigt lidt kant over vinen, peber, masser af alkohol, som brænder lidt i munden, mens frugten er tæt solbær, blommer, en lille syrlighed, men også godt med sol og lidt sødme. Med luft i glasset bliver det langt mere rundt og sammenhængende, så giv vinen godt med luft eller allerbedst … dekantér den.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 167,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Corteforte, Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno, Veneto, Italien

2012 Corteforte, Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno, Veneto, ItalienSidste vin i trioen fra Corteforte var selvfølgelig en Amarone, nemlig husets Amarone della Valpolicella Classico Terre di San Zeno.

Vinen er selvfølgelig et blend af de traditionelle Valpolicella druer, altså 65% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 10% Molinara samt 5% andre forskellige druer.

Først afventer druerne høsten indtil de er optimalt modne, og så tørrer druerne efter appassimento metoden over 4 måneder, hvorefter de knuses ved en fermentering over 25-30 dage.

Derefter er vinen lagret 24-36 måneder i rustfrie ståltanke, 12 måneder i 25 hektoliter franske egefade, 12 måneder i barriques og så til sidst yderligere 12 måneder på flaske.

I glasset er vinen overraskende meget lysere end forventet af en Amarone, men den dufter dog langt kraftigere end farven indikerer, fed, dyb og blommeagtig med lakrids, stor comfort behagelighed og mere kompleks. Det er mørk frugt og udover blommerne, så er der brombær, syrlige kirsebær, er egentlig god frisk i frugten, har svag vanilje, grafit og søde krydderier.

Smagen er meget ren og let drikbar uden flommefedme og rosiner, men i stedet er vinen – so to speak – fed på den lette måde, nærmest lidt stringent, tør og med tydelige tanniner, en passende sødme, lidt nelliker og stjerneanis.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 300 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Corteforte, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole, Veneto, Italien

2016 Corteforte, Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole, Veneto, ItalienNæste Valpolicella vin fra Carlo Maria Cerutti på Corteforte var hans 2016 Valpolicella Ripasso Classico Superiore Podere Bertarole.

Vinen er lavet på 70% Corvina og  Corvinone, 20% Rondinella samt 10% Molinara, som høstes af to gange for at få druer med den helt optimale modenhed. Straks efter høsten er druerne afstilket og knust, hvorefter fermenteringen sker i små rustfrie ståltanke. Derefter sker der en andengæring sammen med drueskallerne fra Amarone produktionen … altså den klassiske Ripasso metode, og så lagres vinen i 6-8 måneder på franske egefade og så 6 måneder i flaske inden endelig frigivelse.

I glasset er vinen overraskende lys og nærmest transparent … WTF af en Ripasso og næsen er også lys, luftig med moden frugt, ribs, lyse kirsebær, lyse blommer, tranebær, pænt med egepræg, kanel, brun farin, karamel, appelsinskal, landlighed, mentol, eukalyptus, godt med krydderier og totalt overraskende.

Smagen er meget frisk, frugtrig med lys, syrlig frugt og igen er det utroligt, at det er en Ripasso. Det er en tynd, livlig, stram og tør vin med nogle jernagtige noter, peber og meget stramme tanniner. Det er klart en Ripasso til den gode side, slank, smukt og i fremragende form.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Corteforte, Concentus Rosso Veronese IGT, Veneto, Italien

2014 Corteforte, Concentus Rosso Veronese IGT, Veneto, ItalienNu har Houlberg igen en lille Veneto trio til test … alle fra det lille vinhus Corteforte, som er beliggende i den østlige del af Fumane by. Jeg starter med at smage deres Concentus Rosso Veronese IGT.

Corteforte holder til i en gammel bygning fra det 15. århundrede og har tidligere tilhørt en fornem familie, men har siden 1990 været ejet af Carlo Maria Cerutti og han har siden 1993 lavet en række vine fra sine små 3 hektar vinmarker, hvor han dyrker de normale Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara druesorter.

Udover vinproduktionen har Carlo også agriturismo med udlejning af 6 små værelser og lejligheder i den gamle, charmerende ejendom og bondehuset Olivella.

Denne Concentus Rosso Veronese IGT er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella samt en lille andel andre lokale druer … alle i skøn harmoni, hvilket også er meget passende, da Concentus nemlig betyder harmoni på latin.

Druerne høstes med håndkraft ved optimal modenhed og tørrer derefter omkring 40 dage for at opnå større koncentration. Gæring sker i små rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så lagres 8-10 måneder i franske egefade, hvorefter vinen så aftappes på flaske og lagrer yderligere 6 måneder inden indfrielse.

Det er duftmæssigt en ligefrem, frugtrig vin med blommer, syrlige kirsebær, tranebær, nelliker, kanel, balsamico eddike, lidt papkasser og en smule læder … men utroligt, at vinen er lavet på druer, som er tørret, for det dufter langt mere let, syrligt og stramt end forventet.

Smagsmæssigt er det en krydret vin med kraft og samtidig en rank, syrerig rygrad. Det er langt fra traditionel fed Valpolicella vin, for smagen er klart mere rank og syrerig, dog med en lille sødme, som runder tingene lidt af og giver god balance med en klar, ren og syrlige kant.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 200 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Renieri di Montalcino, Invetro, Toscana, Italien

2014 Renieri di Montalcino, Invetro, Toscana, ItalienRenieri di Montalcino er en vingård, som ligger et par kilometer sydøst for Montalcino og drives af Marco Bacci. Fra det toscanske vinhus smager Houlberg nu vinen med navnet Invetro … som i øvrigt betyder glas.

Marco Bacci er egentlig ikke opflasket med glas, flasker eller vin, men startede sin karriere i tekstilbranchen, hvor han havde succes med fabrikation af jeans. Og lige som mange andre forretningsfolk, så købte Marco i 1983 sin egen vingård Castello di Bossi … egentlig blot som en smuk bopæl, men i 1985 begyndte han også at lave vin fra ejendommens vinmarker.

Hans første vin var en supertoscaner med 70% Sangiovese og 30% Cabernet Sauvignon og fik der blod på tanden, så ved siden af sit arbejde med moden, så startede han også med at tilplante flere vinmarker og øgede også langsomt kvaliteten af vinene.

Omkring 10 år senere besluttede Marco at hellige sig vinproduktionen på fuld tid og ledte samtidig efter flere vingårde med et mål om samlet at eje 3 vinerier i nogle af de bedste områder i Toscana.

Det blev til købet af Renieri di Montalcino og Tenuta di Renieri i 1998, hvor han startede med at genplante samtlige marker, og så endelig Terre di Talamo i Maremma i 2000, som han købte mens jorden ved Morrelino di Scansano stadig var forholdsvis billig.

Renieri vinhuset er opdelt i 2 særskilte vinhuse … ét i Montalcino og ét i Chianti, altså Renieri di Montalcino og Tenuta di Renieri. Denne Invetro kommer fra Montalcino ejendommen, som samlet har 128 hektar jord, hvoraf 30 hektar – indtil videre – er vinmarker. I Chianti delen har Marco Bacci samlet 60 hektar jord, hvoraf 22 hektar er vinmarker.

Invetro er en IGT Rosso Toscana, som er lavet på et blend på 50% Sangiovese, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot fra 15 år gamle vinstokke på markerne i 350 meters højde ved Montalcino. Vinen er lavet med maceration og gæring over 14 dage ved 29-31 grader, hvorefter vinen er lagret 3 måneder på flaske.

Næsen er herlig mørk, urtet og mælket, en lille smule parfumeret, har nogle grønne noter, pænt med solmoden frugt, svagt på vej mod lidt marmeladekraftig fedme og sødme, lidt kaktuspiller, tør jord … duftmæssigt en kraftig og syrlig vin.

Smagen er meget imødekommende, masser af frugt, kirsebær, solbær, blommer, sødmen måske lige en snert for meget, men det reddes af en vis syre, peber og tørre tanniner. Det er tæt, mørkt og kraftigt med en stringent og kantet syre. Fin lille vin, som bestemt overrasker meget positivt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2011 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder, Ahr, TysklandSå er vi atter ved det ældste vinkooperativ i Tyskland, nemlig hos Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr i byen Mayschoß i Ahr og denne gang er det med deres almindelige Spätburgunder … men med lidt alder, idet vi under vort roadtrip i Ahr smagte vinen i årgang 2011 på vinbaren Weinstein i Bad-Neuenahr.

Det store kooperativ skrev jeg sidst om i et blogindlæg ifb. med vores tur med Peter Kriechel, som serverede en 2017 Pinot Noir R fra netop Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr.

Denne Spätburgunder med etiketten med et flot – men for mig ukendt – slot, er lavet med almindelig maceration og gæring, hvilket er efterfulgt af en malolaktisk gæring samt lagring 10 måneder på store egetræsfade.

I næsen er det ganske moden frugt, mørke bær, blommer, blåbær, kirsebær, engelsk lakrids, måske endda lidt flæsket, meget moden syre, blæk, kul, masser af fad, eg, vanilje og kanel. Det giver vinen et lidt varmt udtryk … på vej til at blive lidt bedaget.

Smagsmæssigt er det også en moden vin med alderens blødhed, meget cremet og fyldig, men også lidt stærk med peber samt nogle søde krydderier og samlet på vej til at blive lidt kvalm.

På kooperativet koster en nyere årgang 8,40€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2013 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2013 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Merlot, Stellenbosch, SydafrikaUva Mira Mountain Vineyards ligger i 620 meters højde på skråningerne af Helderberg Mountain bjergkæden tæt ved Helderberg naturreservatet omkring 15 kilometer syd for Stellenbosch. Fra vinhuset smager vi nu deres The Mira Merlot.

Uva Mira betyder vidunderlige druer, da Uva er det latinske ord for drue og Mira betyder fantastisk eller vidunderlig.

Uva Mira Mountain Vineyards er reelt grundlagt i 2014, da Toby Venter købte vingården for et hullens masse penge. Han er øverste direktør for Porsche South Africa og driver en succesfuld forretning med import og salg af dyre, eksklusive biler som Porsche, Bentley og andre fede øser … og det har han tjent kassen på.

Til Uva Mira Mountain Vineyards er der 127 hektar jord, men alene 33 hektar af disse er vinmarker, som er spredt på vildt mange små parceller. Den mindste parcel er på 0,2 hektar og den største er på 0,9 hektar. De ligger dog helt  perfekt ved Helderberg i 260-620 meters højde med alene 9 kilometer til havet ved False Bay mod vest.

På markerne dyrker de 6 forskellige druesorter … selvfølgelig Sauvignon Blanc, Chardonnay, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Til at lave vinene har Toby Venter allieret sig med vinmageren Christiaan Coetzee, mens Christo Crous er ansat som ansvarlig for markerne. Christiaan Coetzee er en erfaren vinmager, som tidligere har arbejdet i Champagne i Frankrig, i Tyskland og vinhuse som Graham Beck, Nederburg og KWV i Sydafrika.

Siden etableringen har Uva Mira Mountain Vineyards fået en række flotte priser og udmærkelser, bl.a. prisen The Best South African Winemaker of the Year og The Best Chardonnay in the World i International Wine and Spirit Competition samt The Top Ten Winemakers in the World.

Det har til gengæld også betydet, at priserne på vinhusets vine er strøget i vejret en fart som … en Bentley eller måske nærmere en Porsche og i dag er mange af vinene hundedyre. Vi smager dog her deres The Mira Merlot, som er nogenlunde til at betale med menneskepenge.

Det er ren 100% Merlot, som er er gæret i moderne, rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på egefade, heraf 50% nye fade.

Uha sikke da en intens, dyb og samtidig frisk næse … der er Bordeaux referencer, syrlig og samtidig mørk, frisk frugt, både kirsebær, solbær, boysenbær, solbærblade, skumfiduser, cigaræsker, kakao samt en lille snert af lidt kaktus og eukalyptus.

Smagen er ikke fed … overhovedet. Det er en frisk, svagt syrlig og utroligt frugtrig vin, hvor frugten er lysere end forventet. Vinen har pæn tørhed, masser af syrlige tanniner, men ellers leveres det hele cremet og silkefint med stor friskhed og lang frugtrig eftersmag.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Mimosa Wines, Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2017 Mimosa Wines, Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay, Western Cape, SydafrikaNu smager jeg for fjerde gang en vin fra den schweiziske chefkok Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen på Mimosa Wines … og som sidst med deres Chenin Blanc Reserve så skyder Mimosa igen et lille pletskud med denne 2017 Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay.

Bernhard Hess har opkaldt vinen efter sin far, Josef Hess, der i 2014 blev fejret på sin 70 års fødselsdag med denne vin. Det er en enkeltmarks Chardonnay, som Mimisa Wines nu har produceret siden 2014 … og med masser af kvalitet, bl.a. bruges der 2,2 kg druer pr. flaske.

Der er alene produceret 600 flasker af vinen i denne årgang 2017 … og 30% af produktionen kommer til Danmark, altså små 180 flasker, og hver flaske er da også nummereret.

Det dufter vildt godt … lidt en kombi af forskellige stilretninger med en smule fedme, en vild blomsterrig side, er ganske aromatisk og har samtidig en smuk, kølig elegance over sig. Der er både syrlig og søde noter, fersken, ananas, papaya, citroner og lidt varmkrydrede elementer.

Smagen er syrligere end forventet … slet ingen fed, fadpræget oversøisk Chardonnay her, men derimod Chardonnay med masser af lemon og citroner, fast og stringent syre … totalt rank rygrad, masser surhed, masse af smag, grøn, frisk og med kalkagtige mineraler. Det er sgu ret god Chardonnay.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Lismore Estate Vineyards, Syrah, Western Cape, Sydafrika

2016 Lismore Estate Vineyards, Syrah, Western Cape, SydafrikaJeg er – indrømmet – vild med vinene fra Samantha O’Keefe på Lismore Estate Vineyards … en betagelse der startede, da jeg smagte hendes Chardonnay Estate Reserve. Nu smager jeg Samanthas Syrah, som bestemt heller ikke blot er mainstream Syrah.

Vinen er lavet med afstilkning af omkring 60% af drueklaserne, mens de øvrige 40% anvendes hele med stilke. Gæring sker i store åbne 5.000 liters trækar med blid pigeage dagligt. Vinen er derefter presset og så lagret på 3.000 liter fade i 9 måneder.

Næsen er mørk … virkelig med masser af duft og igen meget indbydende. Det er både tjære, jernbanesveller … er lidt flæsket og småsødlig med finsk lakrids, kanel, brombær, blåbær, hindbær i skøn forening samt en lille grøn note, som lige driller og pirrer smådejligt i næseborene. Med mere luft i glasset er det som om, at nogle af de tungere aromaer fordufter en smule og afslører en mere syrlig og stringent side.

Smagen er totalt anderledes en duften … stringent, syrlig med sindssyg frisk – og langt lysere – frugt, ribs, tranebær og lidt syrlige kirsebær. Der er pænt med egenoter, peber og det smager vildt godt med lethed, syrlighed og total friskhed … samt en lang eftersmag. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt så frisk, syrlig oversøisk Syrah … klart 5,5 fede fingre med stor pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Paul Schumacher, Magna Essentia Ahrweiler Rosenthal Kleinbeerig Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Paul Schumacher, Magna Essentia Ahrweiler Rosenthal Kleinbeerig Spätburgunder, Ahr, TysklandSidste Spätburgunder hos Weingut Paul Schumacher var en speciel af slagsen, nemlig hans 2016 Magna Essentia Ahrweiler Rosenthal Kleinbeerig Spätburgunder, som er lavet med nogle gamle og særligt små bær fra Ahrweiler Rosenthal marken.

Det er nemlig en ny parcel hos Weingut Paul Schumacher, som har lejet parcellen fra en god ven. Parcellen på Ahrweiler Rosenthal er på 0,25 hektar, vinstokkene over 20 år gamle og har nogle specielt små druer, der nærmest ligner store blåbær, som giver en langt mere koncentreret saft.

Druerne er høstet med et udbytte på 36 hektoliter pr. hektar og vinificeres separat alene til denne Magna Essentia vin, som Paul alene laver i magnum flasker, men ellers lavet som de forrige med 18 måneder gæring, her dog alene på brugte barriques. Denne årgang 2016 er første årgang af vinen, som Paul alene laver 2 barriques af, svarende til 456 liter eller omkring 300 magnumflasker.

I næsen er Magna Essentia Ahrweiler Rosenthal Kleinbeerig Spätburgunder også mere maskulin, mere kraftfuld og mørk end de foregående vine. Det er næsten solbær, ribs og tranebær i forening, en vis modenhed over frugten, masser af træ, hvid peber, blomster  og sådan meget tæt i strukturen.

Smagen er blød, cremet og med stor tæthed, moden i frugten og klart mere mørk frugt end fx Schumachers almindelige Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder. Det er lidt andefond, masser af syre, mineraler … fin vin.

Dansk importør er Rotweiss Vinimport, men denne er ikke i sortimentet og koster 79€ på vingården … svarende til 588 kr., men så er det jo altså også en magnumflaske.

Vinanmeldelse 5,5/7