Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Piercarlo Culasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Piercarlo Culasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSmalle Vine har en herlig vinbutik på Frederiksberg i København og har nu også fået forhandlingen af et spændende vinhus i Piemonte … Azienda Agricola Piercarlo Culasso.

De laver kun 4 forskellige vine på vingården og jeg smager 3 af dem og starter med denne 2021 Langhe Nebbiolo.

Piercarlo Culasso holder til på adressen Località Faset lidt syd for Barbaresco. Dér har familien Culasso familien ejet parceller på Faset marken i generationer og op til midt i 1970’erne også selv produceret vin derfra under Culasso navnet.

Imidlertid blev produktionen indstillet, da Dante Culasso – Piercarlos far – døde. Familien besluttede dog at beholde jorden, men valgte i stedet at sælge deres druer til Vietti, som anvendte dem til deres Barbaresco Masseria.

Piercarlo har siden 1999 stået for at passe markerne og vinstokkene, som dyrkes økologisk helt uden pesticider og andet skidt, men i 2017 besluttede han i fælleskab med fruen Franca og deres datter Martina igen at lave og flaske vine under eget navn.

I dag deltager Martinas lillesøster Michela også i det lille familieforetagende.

Så med årgang 2017 som første årgang, så producerer Piercarlo og Martina beskedne 20.000 flasker vin årligt fordelt på en Barbera, en Langhe Nebbiolo, en Barbaresco Faset og så en Barbaresco Faset Duesoli.

Stilen på deres Nebbiolo og to Barbaresco er udpræget til den lyse og elegant side. Frugten er saftig, fokuseret og lys, men uden på nogen måde at miste intensitet og kompleksitet.

Deres vine er i sagens natur alle enkeltmarksvine, da de jo kun ejer jord på Faset vinmarken, hvor også andre gode producenter som fx  Roagna, Ceretto, Chiarlo og Abbona har parceller på.

Denne Langhe Nebbiolo har Piercarlo Culasso første gang lavet i årgang 2020, så dette er blot anden årgang produceret, selvfølgelig lavet med Nebbiolo druer fra husets egen mark i 240 meters højde.

Gæringen er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur, hvorefter vinen er presset og dekanteret … og så blot lagret i ståltanke et par måneder frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en grøn Langhe Nebbiolo, hvor der er ribs, jordbær, brombær og stikkelsbær, tørrede blomster, appelsinskal, virker meget sprød og frisk, har nogle jordagtige noter, balsamico, grønne urter, blodagtige elementer og saltet mineraler.

Hvor smager den dog rigtig godt … saftlig og læskende med friske frugter og en lille bitterhed. Der er hindbær, ribs og rabarber, lidt citroner og appelsinskal, fennikel og saltlakrids, masser af syre, sprød, frisk og vild drikbar … man får lyst til at kyle en hel flaske i drænrøret med det samme. 91 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen kun er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Le Strette, Barolo Le Strette, Piemonte, Italien

2017 Le Strette, Barolo Le Strette, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Le Strette ligger et par hundrede meter nord for byen Novello. Jeg har smagt flere vine fra huset, men aldrig deres Barolo … og det råder jeg nu bod på med denne 2017 Barolo Le Strette.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra samme lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag har etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin.

Nas-cëtta er en næsten glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et ret stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

På  Le Strette laver de 4 Baroloer … denne Barolo Le Strette, som er deres indgangs-Barolo, men derudover er det 3 enkeltmarks Barolo Bergera Pezzole, Barolo Corini Pallaretta og Barolo Bergeisa.

Denne sorte Barolo Le Strette er lavet med Nebbiolo druer fra alle deres 3 marker i Novello og Barolo, altså Bergera Pezzole, Corini Pallaretta og Bergeisa, hvor Bergera Pezzolle bidrager med dybde, power og struktur, mens Corini Pallaretta tilføjer friskhed og balance.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket og så presset eller knust lavet, hvorefter gæring og maceration er sket over 22-35 dage efterfulgt af lagring på små egefade og store botti i 28-32 måneder.

WHAT? Sikke en aroma, der er så lys, let, smuk og æterisk med både terpentindampe, og acetone,  strandsand, knuste rosenblade, violer og samtidig er den småanimalsk, svedig og landlig. Der er læder, bark og gammelt reb. Frugten er lyse kirsebær, hindbær, jordbær, ribs og der fornemmes også lidt mynte. Meget ren og feminin … meget opløftende i aromaerne.

Det smager – mine damer og herrer – også forrygende. Det er svært at tro, at vinen trækker en højoktan på 15%, for alt virker bare så let, lyst og næsten svævende. Det er jordbær, ribs og rabarber, har tjære og så bitre rødder, bitre tebreve, harpiks, malerspand, grønne stilke, men alt er så lækker og i smukkeste balance. Tanninerne er lyse, lidt småharske og alligevel så markante, at det næsten gør ondt. Elsker denne lyse og fine balance … flot Barolo. 96 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2020 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienNæste vin er fra Bodega Hacienda Solano og dermed mit elskede Ribera del Duero. Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og derfra smager jeg nu en 2020 Selección.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der blev grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedsteforældre, som dog oprindelig blot leverede druerne til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Denne 2020 Selección består da også af 98% Tempranillo og 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten. Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en tør og mørkere vin med masser af garvet læder, gamle egefade, gamle cigaræsker, gran, nelliker samt en frugt af søde kirsebær, hindbær, svesker, kakaopulver, chokolade, røg, lidt baconfedt og endda lidt kødfuld suppleret med ristede og krydrede noter.

I munden er det også en mørkere og kødfuld vin, hvor de krydrede og ristede elementer hurtigt kommer frem til med peber. Frugten er blåbær, kirsebær, hindbær og svesker, egentlig ret frisk og frugttrig i smagen suppleret med kakaopulver, markante tanniner, der er både tørre, tætte og tydelige … og sidst svag sødme. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Schmitt Söhne Weinkellerei, Riesling Relax, Mosel, Tyskland

2021 Schmitt Söhne Weinkellerei, Riesling Relax, Mosel, TysklandSchmitt Söhne Weinkellerei ligger meget passende på Weinstraße i byen Longuich ved Mosel floden og er et større foretagende, som også står bag denne blå 2021 Riesling Relax.

Vinhuset er grundlagt i 1919 af Hilar Schmitt … oldefar til den nuværende ejer Thomas Schmitt, som har udviklet den dengang lille vingård til et stort verdensomspændende vineri. Men siden 2020 har hans datter Juliane Schmitt som 5. generation begyndt at overtage ledelsen stille og roligt.

I dag er Schmitt Söhne Weinkellerei blevet en af Tysklands største vinproducenter og bl.a. er man den største tyske eksportør af vine til Nordamerika. I USA varetages salget af vinene igennem det store Delicato Family Vineyards, som jo selv er en af USA’s største vinproducenter.

Vinene fra Schmitt Söhne Weinkellerei laves via opkøbte druer, bl.a. fra Mosel, men også fra andre områder i Tyskland som fx fra Nahe, Pflaz, Rheinhessen – nogle endda blandet fra flere områder – mens vinene under navnet Relax er lavet med druer fra både Tyskland, Italien, Spanien og Sydafrika.

Denne 2021 Riesling Relax skulle være lavet med druer fra Mosel, men ellers er der faktisk ikke mange oplysninger om produktionen, der formentlig blot er sket i ståltanke med opkøbte druer. Vinen har 38-40 gram restsukker pr. liter, hvilket jo egentlig placerer den som en mild vin, hvor der blot skal være mindst 18 gram sukker.

Duftmæssigt er det en tropisk storm … masser af multifrugtjuice af abrikos, fersken, mango og papaya, mens der til gengæld ikke er ret meget Riesling karakter. Det er svulstigt og man fornemmer tonsvis af den eksotiske frugtsødme.

Sådan smager vinen også … multifrugtjuice på morgenbordet, abrikoser, fersken, saftpressede gulerødder, mango, ananas samt dåsepærer. Der er en smule lemon, som giver lidt rygrad, men det er fortsat en sød sommervin, som egner sig til ukompliceret fest samt glade dage i haven. 83 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har virkelig fået sit alsaciske og biodynamiske vinhus Domaine Bott Geyl op blandt den absolutte top og er måske et af de mest innovative … her smager vi hans 2017 Pinot Noir Les Galets Oligocène.

Du kan læse mere om Bott Geyl og hele historien i mit blogindlæg fra en online smagningen med Jean-Christophe, nemlig Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl.

Denne Pinot Noir Les Galets Oligocène er den ene af de 2 Pinot Noir vine, som laves på Bott Geyls. Udover denne laves der en Jules Geyl Pinot Noir, opkaldt efter én af forfædrene.

Pinot Noir Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra Pinot Noir druerne kommer fra. Galets kan vel oversættes med sten og Oligocène betyder Oligocæn og det hentyder til en tidsperiode for omkring 33,9 til 23,0 millioner år siden.

Da Oligocænperioden begyndte faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket bl.a. forårsagede at temperaturen faldt og Antarktis’ iskappe dannedes. Det har nok haft en stor betydning for aflejringer i undergrunden, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Bott Geyl er jo biodynamisk, så det gælder selvfølgelig også for denne mark Les Galets Oligocène. Vinen er lavet ved, at 50% af alle drueklaserne er afstilket, hvorefter der er sket kort premaceration i 4-5 dage efterfulgt af alkoholisk gæring i omkring 15 dage og samlet maceration 18-20 dage. Derefter er vinen lagret 14-18 måneder på barriques.

Sikke en aroma … sød hestestald, meget røget og næsten helt burgundisk i stilen. Der er hyben, tranebær, jordbær og ribs, en halv stang sød vanilje, meget delikat, aromatisk … legende, let, drillesyg og med en feminin, lys frugtsødme suppleret med tørre, grønne urter.

I munden har vinen samme lethed … bare mere mineralsk, jernet og stenet med en frisk frugt af tranebær, grønne jordbær, virkelig frisk med samme tørre feminine touch, masser af grønne elementer, der også giver associationer til noget burgundisk … virkelig en pågående samt sødbitter Pinot Noir af bedste alsaciske skuffe. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, ItalienDet er da ikke mange år siden, at jeg smagte denne Crognolo fra Tenuta Sette Ponti i en Limited Edition 20th Anniversary udgave, men årene går jo … og en ny fødselsdag er altid på vej, så nu smager jeg 2021 Crognolo Limited Edition 25th Anniversary.

Tenuta Sette Pontis vin Crognolo kaldes af flere for The Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Deres Crognolo Limited Edition 20th Anniversary var anderledes end den almindelig Crognolo, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Sådan er det også med Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, der så er lavet i 2021, men blandet med vin fra de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019. Samlet skulle det dog være et blend på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra 30-35 år gamle vinstokke fra sydvendte og stenede parceller nær Arezzo i Chianti Colli Arenti.

En del af druerne kommer fra supermarken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i normalt 14 måneder … men her er det en blanding af de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019, som er stukket sammen og flasket med yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Som med 20 års vinen, så er det virkelig en lækker og meget imødekommende næse, hvor der er bløde og behagelige aromaer med brønddyb intensitet. Der er godt med mørke bær, pænt med fad og det dufter vildt godt og rundt. Det er jordbær, sorte kirsebær, lidt blåbær, svesker, røg, lejrbål, sød lakrids, nødder, kaffe, tobak, sødme, chokolade og en balsamisk italiensk syre.

Hvor er smagen proppet med frisk frugt … der er saft kraft og så masser af bundtræk, men igen på en syrlig, let, elegant og utrolig frugtrig facon. Der er syrligfriske kirsebær, blommer, champignon, sandaltræ, appelsinskal,  Campari … meget ren, rank, strunk med småbitre og lyse tanniner, som lige markerer og udtørrer munden uden at blive skræmmende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Rui Roboredo Madeira, Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria, Beira Interior, Portugal

2018 Rui Roboredo Madeira, Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria, Beira Interior, PortugalDen næste Beyra vin fra Rui Roboredo Madeira har jeg faktisk ikke smagt før. Det er deres 2018 Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria.

Det er en 100% Tempranillo baseret vin, hvor alle druer er høstet manuelt fra den kalkede enkeltmark Santa Maria, som ligger i 825 meters højde nær den spanske grænse.

Efter høsten er fermentering sket i betontanke uden temperaturstyring, hvor mosten af de delvist afstilkede druer har spontangæret alene med druernes helt egne gærceller. Herefter omstikkes vinen til 12 måneders lagring på 50% franske barriquefade og 50% trendy betonæg inden aftapning på flaske uden filtrering.

Duften afslører en mørk og meget frugtrig vin, hvor der både er sødme og ristede fadnoter. Der er tranebær, brombær, solbær og svagt lidt svesker, gran, violer, læder og lidt nelliker, kakao, kaffe, røg samt bitter mørk chokolade … tørt og intenst.

I munden går det frugtrige igen … masser af ren, tør frugt med tranebær, hindbær, blåbær og ribs, balsamisk syre med noget citron, sort te bitterhed, ristede kaffebønner, tørre og markante tanniner, som man ikke skal spøge med, for de mener seriøs business. Det gør vinen både tør, stram og alligevel fyldig med en lille stenet, mineralsk kant. Hvor er der godt med tør frugt … flot glas. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 169,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Superiore, Beira Interior, PortugalVi skal da lige for en stund retur til fabelagtige Rui Roboredo Madeira og hans vine fra de højtbeliggende marker i Beira Interior og første vin er denne 2021 Beyra Superiore, men er en vin, som jeg har smagt nogle gange før.

Beyra Superiore er i denne årgang 2021 er lavet på 80% Tinta Roriz aka Tempranillo, 10% Jaen aka Mencia og 10% Touriga Nacional. Her er alle druerne fra 40 år gamle vinstokke på granit- og skiferholdige marker i 700 meters højde i Beira Interior.

Rui Roboredo Madeira gærer alle fire druesorter sammen for at opnå harmonisk kompleksitet og det sker ved 22-26 grader med 7 dages udblødning af drueskallerne, hvor druerne er afstilkede inden gæringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på nye egetræsfade, heraf 1/3 franske og 2/3 amerikanske.

Tør, fyldig, sødkrydret og så er der skrald på … det er mine første duftnoter. Duften er nærmest våd, næsten af drypvåde fade og en mørk frugt med solbær, brombær, tør engelsk og sød finsk lakrids, lakridskonfekt, mynte samt grønne krydderurter, vanilje samt en spiseskefuld natron.

I munden er det en kraftfuld, fyldig, let sød og blød vin med masser af solbær, brombær, en blød syre … i det hele taget meget blød, men det er samtidig med en vis friskhed i frugten. Det gør vinen varm, comfy og sofabehagelig, men har alligevel et lille peberbid og så ret tørre, tætte og markante taninner, der giver spark og bid. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigMer’ Bordeaux, men vi er rykket over på vestre bred til Médoc halvøen, hvor vi i kommunen Blanquefort finder Château Grand Clapeau Olivier og derfra smager vi nu en 2015 Haut-Médoc Cru Bourgeois.

Det historiske vinslot er grundlagt i 1850’erne af entreprenøren Edouard Avril, som senere blev manden bag etableringen af Médoc-halvøens jernbane. Siden 1923 har slottet været i besiddelse af fire generationer af familien Baudinière.

I dag er det med Pierre Baudinière ved roret, men hans døtre er allerede med i driften og ivrige efter at fortsætte alle de tidligere generationers arbejde og modernisere vingård og kælder.

Château Grand Clapeau Olivier har knap 36 hektar grusholdige vinmarker med bæredygtig HVE-certificering og derfra kommer druerne også til denne Haut-Médoc Cru Bourgeois, som i denne årgang er lavet på 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Vinen har gærey på ståltank med frugtbevarende temperaturstyring ved 28-30°C med lang macerationstid. Efter endt gæring omstikkes vinen til 12 måneders lagring delvist nye 225 liter barriquefade.

Duftmæssigt er det en Bordeaux oppe på tæerne … let, luftig med søde krydderier,, en lys sødlig frugt med hindbær, brombær, solbær, lidt brændte fadnoter, cedertræ, teaktræsolie og en mælkerig cafe latte. Meget indbydende.

I munden er det lidt samme historie … lys, rund og let med en vis bitterhed ala sort te, Campari og lemonskal, masser af hindbær og tranebær. Det er måske ikke så kompleks, men har til gengæld stor drikkeglæde, en lys saftighed og levende syre. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Château Grand Corbin, Saint-Emilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Corbin, Saint-Emilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed næste vin i glasset er vi på højre bred i Bordeaux med en 2019 Saint-Emilion Grand Cru Classé fra vinslottet Château Grand Corbin.

Slottet er opkaldt efter sin placering på plateauet Grand Corbin, som ligger nær grænsen til Pomerol og har samme type blåler i jordbunden som man fx også kan finde ved berømte slotte som Château Pétrus.

Château Grand Corbin er grundlagt i 1852 og har været ejet af forskellige berømte familier gennem årene, men det var i familien Girauds ejerskab i lidt over 50 år.

Igennem tiden blev det gamle domæne delt, når der skulle arves, hvilket skabte seks forskellige ejendomme, der delte Corbin-navnet. Det var  bl.a. Giraud, der i 2006 fik slottet ind som Saint-Émilion Grand Cru Classé – og den velfortjente forfremmelse blev igen bekræftet ved seneste klassificering i 2012.

I slutningen af 2010 blev slottet købt af SMABTP Group, som allerede fra overtagelsen havde et ønske om at forene Corbins fælles terroir. De fik således forenet Château Haut-Corbin og Grand Corbin forenet under navnet Grand Corbin, mens Château Le Jurat også kom ind under samme hat.

Den ambitiøse SMABTP-gruppe, der i forvejen råder over den store og legendariske Château Cantemerle 5. Cru Classé, har derfor hyret Hubert de Boüard fra Château Angelus til lave vinene og føre Château Grand Corbin op på næste niveau.

Ejendommen har 28,5 hektar vinmarker, der er tilplantet med 70% Merlot, 25% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon og dette bliver hvert år til ca. 150.000 flasker. 1. vinen hedder Château Grand Corbin Grand Cru og 2. vinen Les Charmes de Grand Corbin.

Her har vi netop 1. vinen i årgang 2019 og det er lavet på et klassisk højrebredsblend af 85% Merlot og 15% Cabernet Franc, som er fra 45 år gamle vinstokke på plateauet Grand Corbin.

I kælderen sker vinificeringen efter en streng sortering og afstilkning af druerne. Vinen gærer og macererer på en kombination af trækar og betontanke, hvilket efterfølges af 12 måneder lagring på 225 liters franske barriquefade, heraf 40% helt nye.

Sikke da en dejlig duft … moden, ædel og umiskendelig Bordeaux, hvor der både kommer skovbund, cedertræ, cigarkasser, gammelt chatol af ædeltræ, sorte oliven, violer og så en mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og tranebær med let bitterhed, blyant, blæk samt en let fadsødme med mintchokolade.

Hvor er der et godt bid i smagen … masser af frisk frugt, meget ren, kølig og smooth. Det er meget tørt, så det er samtidig en Bordeaux, der skriger på lidt mad … tanninerne er spillevende og kommer med et drys peber, sort te, let Campari samt mineralitet. Der er ingen kære mor i smagen … skarp og ren. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7