Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Château Saint-Roch, Chimères Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Chimères Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigFra det sydfranske projekt Château Saint-Roch mellem vinmageren Jean-Marc Lafage og amerikanske Eric Solomon smager jeg nu atter en vin … en 2017 Chimères Côtes du Roussillon Villages.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om tidligere og var fx helt vild med deres Kerbuccio vin, som både byder på kraft og kølig syre. Men vinhuset laver også vine, som er store, tykke frugtbomber, der bedst passer allerbedst, når vintervejret sætter ind og vi rykker sammen indenfor i ly af Covid-19 og bare skal ha’ varme i kroppen med en tæt, kraftig, småstærk og højoktan vin.

Denne 2017 Chimères Côtes du Roussillon Villages er lavet på 65% Grenache, 30% Syrah og 5% Carignan. Druerne kommer fra marker omkring byen Maury, gennemgår en benhård sortering, først i selve vinmarken og efterfølgende i vinkælderen.

Så afstilkes druer inden macerationen sker på betontanke og tager omkring 4 uger. Derefter lagrer vinen så 6 måneder … halvdelen på 500 liter franske demi-muids og resten i betontankene.

Vinen har en landlig næse … med mørk, gæret, flæsket frugt på en syrlig mødding sammen med en kirsebærtærte, et glas med Fabbri Amarena kirsebær i sirup, brombær, tørt træ, vanilje, cola, lakrids og samtidig en halv blomstermark. Der er sgu skrald på drengen … total teenager frembrusende uden at frontallapperne er helt vokset sammen.

Desværre er der voldsom megen sødme, tonstunge sødbrændte fade, hvorved det bliver en stor, fed frugtbombe af en teenager. Det er en meget sødmefuld vin med lidt alkohol, sød solmoden frugt som solbær, sorte kirsebær, nærmest tørret i frugten supplere med noget peber, tør stenmel … en virkelig vamset vintervin for dem, der bare elsker voluminøse, bamseglade vine med sød, højoktan kærlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York, USADen lille korporal aka Le Petit Caporal er sidste vin fra Morten Hallgren og hans vinhus Ravines Wine Cellars … igen et klassisk Bordeaux blend og et navn, der er en hyldest til Mortens afdøde ven Sam Argetsinger, som var en rigtig stor beundrer af den lille korporal Napoleon Bonaparte.

Det er alene 3. gang, at Morten har lavet vinen, hvor 2015 altså var første gang og en stor del af druerne til vinen kommer netop fra Sams elskede Argentsinger Vineyard, som Sams søn Beren Argetsinger i dag driver videre.

Blendet i Le Petit Caporal varierer lidt fra år til år, men i denne årgang 2017 består det af 43% Cabernet Sauvignon, 40% Cabernet Franc og 17% Merlot. Og Cabernet Franc druerne kommer fra den nederste del af Argentsinger Vineyard, mens Merlot og Cabernet Sauvignon druerne kommer fra den stejle Hoffman Vineyard.

Efter den manuelle høst er alle druerne afstilkede, hvorefter de gennemgår 5-6 dages koldmaceration inden gæringen sker i åbne kar over 3 uger med skindkontakt, daglige overpumpninger samt punch-down. Så lagrer hver druesort separat 10 måneder på et blend af 80% franske og 20% amerikanske barriques, hvoraf omkring 20% er helt nye.

Først derefter laves det endelige blend og vinen lagrer yderligere 6 måneder på neutrale, brugte fade.

Som med Maximilien Red Blend er sammenligningen med Bordeaux næsten skræmmende. Mørk og tør frugt, solbær, kirsebær, hindbær, stikkelsbær, violer, skovbund, cigarkasser, røg, kaffe, tobak, engelsk lakrids, mørk chokolade, kaffegrums, grøn peber … faktisk meget klassisk og dufter vildt godt. Har en sådan lille grøn nerve, som suppleres med lidt mentol og svagt lidt blomster.

I munden har vinen lidt samme indflyvning som Maximilien med syrlighed i frugten, virkelig frisk med et mineralsk bid, mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, blåbær, tonsvis af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Vinen er tør, den er frisk, rank, syrlig, tanninrig og stor klasse … over mange gode Bordeaux vine.

Med forrige Maximilien skrev jeg, at den var bedste amerikanske Bordeaux- Wanna-Be i lang tid. Det fortryder jeg nu, for den titel tager denne Le Petit Caporal. Men som en gammel statsminister engang sagde; man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USA

2016 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York, USAOgså de sidste to vine fra Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars har Bordeaux som reference og fix-punkt. Denne hedder Maximilien og er lavet på 57% Cabernet Sauvignon og 43% Merlot fra Ravines husets egne marker rundt om Seneca Lake søen.

Omkring 76% af druerne kommer fra den kalkholdige mark White Springs Vineyard på den vestlige side af søen, mens de resterende 24% høstes fra den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard på østbredden.

Alle druer afstilkes inden gæring i åbne gæringskar over 3-4 uger med skindkontakt, pigeage og daglige overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 18% nye fade. 20% af fadene er amerikanske fra Dargaud & Jaegle og hovedparten franske fra Taransaud og Francois Freres.

What? Det dufter vildt meget af Bordeaux, men den er altså lavet i USA, men slet ikke i en overfed eller opulent stil. I stedet møder din næse en kølig og klassisk bordeauxfil aroma med solbær, lidt knuste enebær, tør jord, cedertræ, cigaræsker, grøn peber, blæk og blyanter, mentol, kaffebønder … hallo, hvor det dufter vildt godt.

I munden er frugt også langt mere syrlig, rank og kølig end forventet og arghhh, hvor det smager godt. Vinen har en frisk smag med nogle mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, bitterhed, jern, jord, mærkbare, stramme og spændstige tanniner og så lidt blomster. Og tænk engang, at vinen fortsat er ung med masser af potentiale ved yderligere modning i kælderen. Noget af det bedste Bordeaux-Wanna-Be, som jeg har smagt fra USA i long time.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York State, USA

2018 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York, USAWTF? En 100% Cabernet Franc vin fra danske Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars? Måske var jeg inden lidt forbeholden, men det er der ingen grund til, for det smager bare fantastisk.

Måske skyldes det, at Morten har sin inspiration fra Bordeaux, hvor han blev meget inspireret af Bruno Prats, som drev Cos d’Estournel tilbage i 1990’erne og bl.a. også mestrede Cabernet Franc druen.

Her hos Morten kommer Cabernet Franc druerne fra alle 3 af de primære marker, 46% fra den kalkholdige White Springs Vineyard, 21% fra Argetsinger Vineyard og 24% fra den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard.

Efter den manuelle høst er druerne afstilkes inden gæring med skindkontakt over 3 uger i åbne ståltanke med daglig punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder i store 2.300 liter fade af  fransk eg. Morten startede med årgang 2017 årgangen at bruge store fade for at mindske egenoterne, og det er han fortsat med her i denne årgang 2018.

Jamen dog … intens mørk næse med masser af fadpræg, vanilje, kanel, nyt og garvet læder, våde fade, sødbrændte elementer, en aromatisk og lettere grøn nerve, gennemtyggede blyanter, meget parfumeret og samlet dufter det vildt godt. Som i vildt godt. På en eller anden måde, som spiller de søde, brændte noter totalt godt sammen med de grønne, stramme elementer. Frugten er lækker, brombær, solbær og hindbær suppleret med lidt røgede toner.

I munden er vinen langt mere frisk, slankere og mere elegant end duften lovede dig i starten. Frugten er også her solbær, brombær og hindbær, meget frisk, virkelig godt afstemt med en frugtsyre, der hænger i din mund i noget, som kan synes som en evighed.

Smagte du denne vin blindt, så vil du aldrig ha’ gættet, at det var amerikanske Cabernet Franc, for stilen er europæisk og hjernen bag vinen dansk. Alt er her smukt afstemt, tørhed fin, tanninerne også fine og mærkbare, men ellers smager det bare rigtigt godt. Det er virkelig lækker vin, så 5,5 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Ravines Wine Cellars, Argetsinger Vineyard Pinot Noir, New York State, USA

2015 Ravines Wine Cellars, Argetsinger Vineyard Pinot Noir, New York, USAAf de 4 rødvine i testen af Morten Hallgrens Finger Lakes vine, så startede Houlberg med denne 2015 Argetsinger Vineyard Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer fra Argetsinger marken, der ligger på en skråning på den sydøstlige bred af Seneca Lake. Morten har lejet en del af marken fra Beren Argetsinger og marken har både vinstokke med Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Merlot og Riesling. Marken har en mineralsk kalkstensrig jord og giver druer til flere af topvinene hos Ravines Wine Cellars.

Druerne til denne Argetsinger Vineyard Pinot Noir er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket i åbne fermentorer på skindet over 4 uger med punchdown 2 gange dagligt. Efter fermenteringen er vinen lagret 11 måneder på franske egefade, heraf 10% nye fade efterfulgt af 2 års lagring på flaske inden frigivelse.

I glasset er Argetsinger Vineyard Pinot Noir forholdsvis lys og transparent … ikke overdrevet, men det er bestemt heller ikke en mørk, varm og småbuttet amerikansk Pinot Noir. Men den har dog sådan en vel lidt maskulin side, meget røget med kirsebær, tranebær, vilde skovbær, baconfedt, violer, tør kakao samt engelsk lakrids, en smule Ahr karakter røg og lidt blæk i noterne, urter … meget intens, tæt og direkte. Giv det godt med luft i glasset, så åbner frugten sig virkelig ud … multo eleganto.

I munden er vinen anderledes end forventet … sådan meget smooth, afdæmpet og med masser af blød saftighed. Det er total relax, blødt og cremet med en luftig lethed. Selvom man måske fornemmer nogle mørkere bør som kirsebær, brombær og blommer, så smager vinen bare ultralet med tørhed, nogle tanniner, en svag bitterhed … og en fabelagtig balance. Det er stor kølig og forholdsvis rank US Pinot Noir med smuk elegance, så 5,5 houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienJeg har nu 2 gange smagt Albariño hvidvinen Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas. Lækker vin. Nu smager jeg en rødvin fra det lille vinhus, der ligger 20 kilometer nordvest for havnebyen Pontevedra, nemlig vinen Goliardo.

Vinen er lavet på et skønt mix af lokale druesorter …  40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão. Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix og Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño.

Caíño er en rød frue, som findes på den iberiske halvø, altså Spanien og Portugal. Den dyrkes mest i Galicien og især Rías Baixas og Ribeiro, hvor Caíño overvejende bruges i rødvinsblandinger,

I Portugal er Caíño kendt som Borraçal og bruges også dér som blandingsdrue i de røde vine i Vinho Verde.

Caiño er en druesort med et mørk, tykt skind, der giver dyb farve og kraftige tanniner til vinene. Derfor laves vine på Caíño ofte med en carbonic maceration for at dæmpe tørheden og tanninerne.

Derudover er vine på Caiño ofte en del parfumerede, medium fyldige og ofte meget sure. Caiño er vanskelig at dyrke i markerne, da druen er let modtagelig for mange sygdomme som fx meldug, solskoldning og råd. Udbyttet er også uregelmæssigt, men synes bedst kontrolleret i Spanien.

Her hos Bodegas Forjas del Salnés kommer Caíño druerne til denne Goliardo Tinto fra op til 90 år gamle Caíño, som vokser i nogle af de sandede og granitholdige jorder tilhørende vinhuset. Den er i denne vin som suppleret med Espadeiro, Sousão og den hvide Loureiro.

 Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Næsen er meget blomsterrig, parfumeret og ganske frisk. Der er blomsternektar, lynghonning, pænt med dugfriske kirsebær og lidt lysere bær, grøntsagsfond og fennikel. Det er absolut en vin til den friske og lyse side … med en charmende bondsk side.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … og langt mere syrlig end forventet. Det er sgu en frisk, lys og let lille syrebasse, som spræller i munden og giver dig både syre, lidt bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler. Det er et forfriskende syretrip … ikke med finesse eller elegance, men i stedet med stram citronsyre, lys, stram balsamisk eddike og kant … men charmerende er det sgu.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Meyer-Näkel, Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Meyer-Näkel, Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, Ahr, TysklandPå mit besøg hos Weingut Meyer-Näkel i Ahr sidste år smagte jeg denne Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, men i årgang 2017. Jeg fik dog aldrig lavet smagsnoter på vinen, men det råder jeg nu bod på, hvor jeg smager vinen i årgang 2018.

Druerne til vinen kommer fra nogle af husets marker med den blå- og grå skifer … selvfølgelig høstet manuelt, afstilket og så lavet med maceration og gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af 10 måneder lagring på brugte barriques.

Herlig Spätburgunder næse … sød, animalsk og kølig kostald, pænt med fagpræg, røg, lejrbål, blæk, kul, tjære, saftige og bitre bær, roser, kirsebær, boysenbær, bolsjesødme, stor dybde, vanilje, chokolade og vitterlig en flot, fin og drønlækker næse. Den har samtidig denne lidt kølige og ranke side, som giver vinen lidt nobelt udtryk.

I munden – hold da op – er der masser af ren, dyb, frisk og bitter frugt, masser af saftig kraft, kirsebær, hindbær, brombær, tørhed, direkte præcis, poleret og kontrolleret syre. Ren, bitter og vild dyb.

Forhandles herhjemme af Løgismose, men denne er ikke i sortimentet, men koster 21€ på vingården … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, Spanien

2018 Compañía Vinícola del Norte del España, Contino Garnacha, Rioja, SpanienDen næste Contino vin fra Compañía Vinícola del Norte de España er der lavet langt færre af, nemlig alene 10.665 flasker, hvor denne er nr. 1768. Det er husets Contino Garnacha.

Høsten er foregået med håndkraft og med sortering af druerne i marken og derefter på vineriet, hvorefter de ligger til kold udblødning i franske fade indtil gæringen så sker spontant i fadene over cirka 8 dage. Efter endt fermentering har vinen så lagret på de 400-500 liter egefade sur lie i 14 måneder inden aftapning på flaske.

Næsen virker langt mere kølig, blomstret og parfumeret end Rioja Riserva søstervinen. Fagpræget er her langt mindre, mens frugten er mere frisk … masser af saftige kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, en lidt flæsket og mælket note. Det er således en mindre mørk og tung næse, som bare emmer af frisk, dyb og direkte frugt suppleret med vanilje, kul og let lejrbål.

I munden er der en frisk vin med nogen tyngde. Dermed bliver det således ikke et let, fin og sart Grenache vin, men i stedet meget frisk, intens og koncentreret vin med tonsvis af kirsebær, tranebær, blæk, sødme og svag bitterhed. Tanninerne bider en smule mere end hos foregående Riserva, men alt er cremet, blødt og pænt pakket ind … og så bare samtidig vildt saftig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Reserva, Rioja, Spanien

2016 Compañía Vinícola del Norte del España, Contino Gran Reserva, Rioja, SpanienViñedos del Contino er et af 5 vinerier ejet af det store vinhus Compañía Vinícola del Norte de España … et gammelt, historisk Rioja vinhus, der til dagligt blot er kaldt CVNE. Det er derfra, at jeg nu smager denne Contino Reserva i årgang 2016.

Compañía Vinícola del Norte de España er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus. Nu driver Real de Asúa familien blot fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Viñedos del Contino købte CVNE som nævnt i 1973, men har en historie, der stammer helt tilbage fra det 16. århundrede og navnet Contino refererer til den officer, der havde ansvaret for vagtkorpset, der beskyttede den kongelige familie, bl.a. på det sted, hvor Viñedos del Contino i dag ligger og derfor bærer navnet Contino.

Samlet har Viñedos del Contino 62 hektar vinmarker i Laserna ved i Laguardia i læ af højdedraget kaldet Cerro de la Mesa og derfra laver vinhuset 6 forskellige vine, hvor denne Reserva er deres storsællert, som – der afhængig af årgang – produceres et par hundrede tusinde flaske af. I denne årgang 2016 er der lavet 281.389 normale flasker og 3.000 magnum-flasker af vinen.

Derudover laver de Gran Reserva, Garnacha, Graciano, den Viura baseret hvidvin og den mere sjældne Viña del Olivo, der kommer fra en lille parcel – af samme navn – beliggende omkring et omkring 700 år gammelt oliventræ.

Contino vineneer stilmæssigt langt fra den overekstraherede og ofte meget fadprægede vinstil, som Rioja har været berygtet for, men er i stedet langt mere oldschool Rioja. Tradition og innovation går hånd i hånd hos Contino, således vinene laves efter de gamle  principper … men i et moderne vineri bygget ovenpå de gamle vinkældre.

Contino Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Graciano samt 5% Mazuelo og Grenache. Druerne kommer fra nogle af husets egne  marker omkring Finca de San Rafael.

Druerne er høstet manuelt  og ligger i kølerum i 24-48 timer inden vinificeringen starter. Så sorteres druerne igen, afstilkes, hvorefter gæring sker i store 12.000 liter rustfrie ståltanke. Vinen er igennem en 15-20 dage lang maceration, hvor man er ret varsom med at udøve for heftig ekstraktion.

Slutteligt er vinen lagret to år på gamle fade, hvor af 60% er franske og 40% amerikanske. Slutteligt tappes vinen, hvorefter den lagrer på flaske, indtil man mener den er klar … her omkring 12 måneder.

Slam og slask … det er en fed, sødbrændt aroma med dyb engelsk lakrids, finsk lakrids, vanilje, chokolade, Nutella, hasselnødder og sød tobak. Frugten er også klart i det mørkere univers … sorte kirsebær, brombær, blåbær og så lidt tørrede blomster. Det dufter herregodt med klart spansk temperament.

Smagen er langt mere rank end duften måske ville antyde … det er frisk, saftig og direkte frugt, masser af kirsebær. Sødmen er dermed heller ikke i førersædet, men det er en nærmest læskende syre, lidt syrlige tanniner … rart og syrligt bid. Ja for fanden og fedt, at vinen således har denne friske, ranke og syrlige side. Dermed er det også milevidt fra de Rioja vine, som osede af alt for megen træ.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Voerzio Martini, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, Italien

2019 Voerzio Martini, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, ItalienTimorasso er en drue, som jeg ikke tidligere er stødt på, men det er jo det herlige ved vin … man lærer hele tiden noget nyt. Nu smager jeg netop en vin på den ukendte drue og endda fra den gode Barolo producent Voerzio Martini, nemlig 2019 Derthona Colli Tortonesi Timorasso.

Voerzio Martini har jeg skrevet om tidligere, så det gider jeg ikk’ igen. I stedet så kigger jeg så lidt nærmere på druen Tomorasso, som er grøn piemontisk druesort, der i 1980’erne var tæt på total udryddelse, men blev reddet af Walter Massa fra vinhuset Vigneti Massa.

Siden dengang har Timorasso druen fået en genopblomstring og anvendes i dag til tørre hvidvine samt produktion af grappa. Før i tiden var vine på Timorasso druen meget udbredte og det siges at ha’ været druen bag en af Leonardo da Vincis yndlingsvine.

Druen findes fortrinsvis i Colli Tortonesi regionen i det sydøstlige hjørne af Piemonte. Dér produceres hvidvine på Timorasso, der som minimum skal udgøre 85%, mens resten typisk består af Moscato Bianco samt Vermentino.

Timorasso vinene fra Colli Tortonesi regionen har også meget ofte navnet Derthona på etiketterne. Det er det traditionelle navn for byen Tortona på den lokale dialekt, som appellationen Colli Tortonesi DOC også er opkaldt efter.

Nogle har foreslået, at man laver en decideret Timorasso DOC appellation, hvilket også antyder, at den interessante drue også vinder mere og mere opmærksomhed. Timorasso kaldes i dag både den hvide Barolo og Piemontes Riesling  med hentydning til det høje syreindhold og den lange levetid.

Timorasso har et tyk skind, som beskytter druen imod både sygdomme og dårligt vejr. Vine fremstillet på Timorasso har tendens til at være fyldige med god syre. Timorasso er samtidig en aromatisk sort, som giver dufte af tropiske frugter i nogle tilfælde og blomster i andre. Den reagerer fint på modning på egefade, hvilket kun giver vinene mere kompleksitet.

Hos Voerzio Martini laver man også Derthona Colli Tortonesi Timorasso … her på 100% Timorasso fra vinstokke plantet tilbage i 1990 på marker i 350 meters højde.

Vinen er lavet med en kold kryomaceration på de knuste druer i 12 timer ved brug af tøris, hvilket så er efterfulgt af alkoholisk gæring i en autoklav ved 15-16 grader for at minimere kontakt med ilt. Så er vinen efterfølgende lagret meget køligt ved brug af nitrogen, således vinen bevarer så mange aromaer og farvestoffer inden flaskning med meget begrænset brug af svovl.

Mr. Ruby siger selv, at den dufter af gul Bassets vingummi af den gamle slags, friske fisk på kajen, nytrykt avis, røg, ler, kalk og citrus. Det giver meget god mening, for vinen har bestemt nogle af disse elementer … har sådan en stram og lidt røget aroma med pærer, stikkelsbær, fersken og vandmelon samt en lille lakridsal note.

I munden er det faktisk overraskende … måske er det den meget friske, pivskarpe syre kombineret med stor mundfylde, som bare lige overrasker. Der er masser af pondus, masser af anmassende syre, en bitterhed, men det kommer sammen med dybde, krop og en krydret tør smag samt salte og stenede mineraler.

Man laver lige en tyggebevægelse, når man har smagt en tår, men det holder sgu og absolut en god overraskelse af en vin … godt med både syre, fylde samt korpus.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., men pt. fås på tilbud til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7