Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDa jeg sidst smagte denne almindelige basis Bourgogne Pinot Noir fra Domaine Michel & Marc Rossignol i årgang 2017 kaldte jeg den fremragende og til tilbudsprisen vanvittig, loco og galning. Det gælder også for denne årgang 2016.

Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge … heldigt for os, for så får du masser af lækker vin til billigere penge.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.

I glasset er vinen – som 2017’eren – herlig lys og transparent med svag brunlig kant. Duftmæssigt har den en sådan lille mulle, våd og landlig-syrlig aroma, skovbund, champignon, våde fade og i det hele taget godt med træ, godt med jordbær og hindbær, meget venlig og har klart også lidt sødme, der binder det fint sammen.

Smagsmæssigt er det en bourgognevin, der er let at drikke … har masser af friske jordbær, hindbær, tranebær, let bitterhed samt en let sødme, slank, let og fin. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er vinen ret nem, venlig og imødekommende. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men til prisen er det atter bare ran, rov og rapseri. Igen ligger vi lige i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, SpanienSexet, saftig, smuk og eksklusiv som bare pokker. Netop som jeg troede, at vinen Selección – som jeg smagte tilbage i november – er topvinen hos Bodegas López Cristóbal, så dukker denne lille perle op. Vinen Viracocha, der kun er lavet i 925 eksemplarer og denne er nummer 125 med et prisskilte på over 1.000 kr.

Vinen har fået navn efter de gamle inkaers skabende gud Viracocha, som betyder herre. Ifølge inkaerne har Viracocha skabt ikke blot alle verdslige ting, men også alle de andre guder som fx solguden Inti, månen, Venus, visse stjerner samt jorden og havet. Derfor har Viracocha måske også samtidig haft en finger med i spillet i produktionen af denne vin.

Vinhuset Bodegas López Cristóbal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristóbal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristóbal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig først og fremmest Tempranillo eller Tinta del País, som druen kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.

På kassen af denne eksklusive Viracocha står der; Vino de Familia, men denne her fik familien altså ikke lov at beholde. Måske de også er ramt af COVID-19 og må sælge ud at hjerteguldet. Vinen ligger i kassen, der er lavet med ædeltræ i bund og top … det stinker med andre ord af en eksklusiv vin.

Vinen er lavet på ren Tempranillo, men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Men mon ikke, at den er lavet på nogenlunde samme facon som Selección, hvilket betyder gæring ved 30 grader … en efterfølgende malolaktisk gæring i fade og så lagring i 15 måneder eller længere på barriques fra 3 forskellige franske producenter. Denne har dog formentlig bare lige fået ekstra TLC … tender, love and care … and I don’t care lige nu … for vinen er i glasset.

Næsen er moden, forfinet, rund … helt zen, blød, intens, rolig og jeg kan mærke, at mit smil pludselig er blevet en kende bredere. Her er sgu intet, der vender forkert … ikke et græsstrå, mislyd eller underlig bevægelser på dansegulvet, bare stor vellyst og balance. Der er lidt letbrændte noter, mens frugten er sorte kirsebær, solbær, brombær, blommer suppleret med let kaffe, lakrids, belgiske praliner, røg samt en fin, balsamisk, letbitter syre. Fadaftrykket er ikke vildt stort, men efterlader blot strejf af vanilje, kanel og tørv … men hvor er det vildt godt og elegant balanceret.

I munden er alt også lagt på de rette hylder … alt i total orden efter farve, størrelse og anvendelse. Galo har sgu skruet denne vin rigtigt godt sammen og justeret knapperne på mixerpulten, så alt smager blødt, cremet, elegant og balanceret. Det bliver på inden måder tyk powervin, men en forfinet og slank Tempranillo, moden i frugten, der mest kirsebær, jordbær, brombær og blommer. Tanninerne er også polerede og til at vise frem, syren forholdsvis tør og småbitter, men samlet spiller tingene godt sammen. Det glider gennem halsrøret, der takker og bukker … alt er zen, så Houlberg får atter bekræftet, hvorfor Ribera del Duero står tæt på hjertet. Den vin oser bare af kærlighed og saftig eksklusivitet. Floor de Pingus go home og vinbloggeren er tæt på at trække det helt store skilt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.499 kr., mens prisen er 1.299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Jean Monnier & Fils, Beaune 1er Cru Les Montrevenots, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Monnier & Fils, Beaune 1er Cru Montrevenots, Bourgogne, FrankrigEfter en røvfuld tyske vine med burgundisk elegance, så skulle vi også smage denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots fra Jean Monnier & Fils i Bourgogne og som de forrige også i årgang 2018.

Domaine Jean Monnier & Fils ligger midt i  byen Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er et historisk domæne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i år 1720 af familien Monnier og drives i dag af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas. Familien har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller.

Premier Cru markerne omfatter Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots er fra deres mark Montrevenots, der ligger ved den sydlige del af Beaune kommune nærmest ved grænsen til Pommard. Marken er samlet på 8 hektar, hvoraf Monnier alene har en lille del og deler således marken med nogle få andre producenter, bl.a. den dygtige Vincent Dancer.

Montrevenots er den højeste beliggende mark i Beaune med en stenet og rødlig jordbund på grund af den jernholdige ler, som er med til at frembringe mineralske og elegante vine. Druerne er også høstet med håndkraft og derefter sortere. Gæring er sket naturligt med 3 dages kold premaceration og efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques … men hvor lang tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det en nærmest saftig, juicy vin med en dejlig ædelmulle og dyb aroma med hindbær, jordbær, kirsebær og ribs, grønne elementer, våde fade, lidt varme og rundhed fra fadene med træ, vanilje, sødme … meget rund og venlig i udtrykket.

Smagsmæssigt er det en vild cremet, blød og rund bourgognevin med silkeblød venlighed, meget saftig, frugtrig med kirsebær samt jordbær, røg, jord, salte mineraler … lækker blød syre, som virker poleret og medgørlig. Det er en sådan lidt småbuttet vin, men smager sgu bare tæskegodt, så 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Paul Schumacher, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder, Ahr, TysklandVi sluttede vort lille deja-vu med Weingut Paul Schumacher 2018 Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder … altså fra den mark, der af de fleste regnes som den den bedste vinmark i Ahr og vine fra netop den mark er da også normalt de dyreste hos alle producenterne.

Walporzheimer Kräuterberg ligger ved Walporzheim by og er på samlet 5,15 hektar og er en del af Großlage Klosterberg. Marken ligger i 110-180 meters højde på monsterstejle terrasser bestående af sort og brun skifer, greywacke sandsten og ler.

Den øverste del er Walporzheimer Gärkammer og Kräuterberg marken omslutter faktisk Gärkammer. Walporzheimer Kräuterberg har sit navn efter de urter – kräuter – der tidligere voksede der.

Igen er vinen lavet som de øvrige Schumacher vine med tidlig høst med lavt udbytte, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af nye og gamle barriques.

I glasset er Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder klart en kende mørkere end Rosenthal og man fornemmer også duftmæssigt tættere, mørkere og mere intens frugt. Stilen er dog fortsat lys, fin og virkelig elegant. Fadpræget også ganske stort, hvorved frugten lige skubbes lidt i baggrunden til fordel for tobak, lakrids, vanilje, røg, ukrudt og en anelse animalsk landlighed. Frugten virker mere moden og tæt, hindbær, jordbær, blommer, skovbær og suppleres med både sten, kul, blomster og en zenagtig rolighed.

I munden minder vinen lidt om Rosenthal, bare lige en anelse mere maskulin. Frugten er også et my mørkere, men er fortsat i den lette, lyse og syrlige side med kirsebær, jordbær, tranebær og ribs. Der er tørre og medium stramme tanninger, hvid peber, skarp, mineralsk, koncentreret med en lille sødme til sidt  … men fortsat meget ung, hvorved den med fordel vil kunne lagre et par år.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 489 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder, Ahr, TysklandUnder vort Ahr besøg for lidt over et år siden var det næsten altid vine fra marken Ahrweiler Rosenthal, der duperede os alle mest. Det gjaldt også hos Paul Schumacher … og her igen med 2018 årgangen duperer vin fra marken atter.

Marken Ahrweiler Rosenthal ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg og er en Erste Lage mark. Vinen er lavet  som de øvrige, altså med tidlig høst, spontangæring med druernes gærceller i åbne gærringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage samt lagring i 18 måneder på nye og gamle barriques.

Nøj, hvor det dufter godt, totalt luftigt og æterisk aroma med masser af blomster, røde roser, røg, ribs, granatæbler, kirsebær og en snert sødme, vanilje, tobak samt mælkechokolade fra fadene, nogle leragtige og mineralske noter, grønne blade og dufter nu nærmest helt burgundisk. Luftigt, lyst, sart, feminint og bare freaking fantastisk, så far er glad.

I munden har vinen fortsat stram, syrlig, lys og frisk frugt med masser af syre, men det kommer sammen med en virkelig blød og cremet eksekvering. Smagen er simpelthen så klar, ren og frisk at det nærmest får tårrene frem i øjenkrogene. Det er en rund, meget frugtrig og frisk smag, præcis, tæt og med masser af tænding, spænding og lys, let koncentration. Far er glad … stor vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 315 kr., mens prisen er 289 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Pur πno, Ahr, TysklandDen tredje af vinene i årgang 2018 fra Weingut Paul Schumacher var hans Spätburgunder Pur πno .. aka Pur Pinot med en kreativ udnyttelse af Arkimedes’ matematiske konstant med det græske bogstav π.

Druerne til Pur Pinot kommer fra nogle af husets allerbedste marker, nemlig Marienthaler Trotzenberg og Walporzheimer Kräuterberg. De er høstet med lavt udbytte, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på en kombination af nye og gamle barriques.

Næsen er lidt mere røget, kraftigere og mere woody end de forrige, frugten er mere gæret og mørkere med sorte kirsebær, brombær og hindbær, lidt flæsk og bacon, blæk og ristede noter. Fadpræget synes også tydelig med en smule vanilje og lakrids, hvilket suppleres med lidt blomstrede noter samt en snert mentol.

I munden er vinen rund, men fortsat med Schumacher tørhed og pænt med syre, nærmest citroner, ribs og granatæbler. Der er mer’ kraft, tyngde og mineraler end hos de foregående, så på den måde minder den meget om årgang 2016, som jeg smagte, da jeg besøgte vingården for knap 1½ år siden.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, TysklandVin nummer 2 fra den gode Weingut Paul Schumacher blev Spätburgunder Carpe Diem og ligeledes i årgang 2018.

Spätburgunder Carpe Diem er lavet med en blanding af druer fra de yngste vinstokke på de bedste parceller.

Ellers er den lavet som de øvrige med tidlig høst, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Lagringen foregår derefter 18 måneder på 228 liter burgundiske barriques af ældre dato.

Duftmæssigt minder vinen meget om foregående, ganske grøn med lys og fin frugt som rabarber, kirsebær, jordbær og ribs, men frugten er lige lidt rundere og blidere end foregående basis Spätburgunder og herlig æterisk og sart. Fadpræget er måske lidt tydeligere her med våde fade. røg, bacon og mælkechokolade … men alt doseret så forbandet smukt. Jeg er vild med duften.

Det er jeg skam også med smagen, hvor der er en frisk frugtagtig syrlighed. Der er moreller, rabarber og kirsebær, let bitterhed, men så rent, klart, mineralsk, stringent og delikat fint. Det er klart med den lyse, lette og elegante Ahr stil, frisk, stringent frugt, feminin lethed og total høj drikkeglæde. Jeg er pjattet med den. Dermed havner Houlberg på 5 stensikre fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom under vort besøg hos Weingut Paul Schumacher i september 2019, så startede vi smagningen med basisvinen og deres Spätburgunder Gutswein blot i årgang 2018.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, jord, hindbær, tranebær, granatæbler, en snert af lidt flæskede noter, røg, tørv og virker pænt tør, har pænt med mineraler og godt med syre.

I munden har vinen denne lidt lyse side af Ahr … let, frisk med stor tørhed og masser af syre, en lys frugt ribs, hindbær og granatæbler, grønne elementer, lidt peber spiller sammen med de fine tanniner og derefter kommer der også klare og rene mineraler. Hvor det dog en elegant, syrlig, streng og smuk basis Spätburgunder. Klart 4,5 houlbergske tomler og endda godt på vej mod de 5.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let's Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, TysklandI foråret sidste år drak jeg den lidt provokerende mousserende vin I Wanna Have Riesling Sekt with You, hvor Sex var erstattet af Sekt. Med foråret på spring så gentager jeg det med at smage Weingut Emil Bauer & Söhnes 2018 Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby!, hvor Sex atter er streget ud og her erstattet af Pinot Rosé Sekt.

Og det er sgu også en rigtig forårsbasker af en boblevin fra de to brødre Alexander og Martin Bauer, der som 5. generation af Bauer familien fortsætter med at sprøjte masser af vine med skøre navne og etiketter på markedet … herligt.

Vinen er imidlertid ikke på ren Pinot Noir aka Spätburgunder, for der er tilsat en smule Chardonnay, hvorefter druerne er fermenteret til basisvinen og derefter er andengæringen sket efter den traditionelle måde i flaske over 12 måneder inden degorgering. Der er 15 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duften er også lige formet til en forårsdag på terrassen, for der er godt med lyserøde bær, jordbær, rabarber, stikkelsbær, godt tør med lidt citrus med et stænk grape og en lille vaniljesødme og et legesygt grin, som virker frisk og ubekymret.

Smagen er også dejlig frisk og frugtrig … fin smag og boblerne bruser virkelig i munden med en fin syre, som her dog danser sammen med lidt sødme, salt og svag grape bitterhed. Der er citrus og den røde frugt, som også fremgik af duften. Det er vin til vild partytime og  sammen med den sjove etiket, skal den nok gøre folk lystige, så dermed 4,5 tomler med svag pil op.

Vinene fra Emil Bauer & Söhne forhandles herhjemme af Mr Ruby, men denne er imidlertid ikke i sortimentet. Vinen er engang købt i Tyskland, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandNår vi nu er i gang med at forkæle mundhulen med lækker Winzerhof Stahl vin, så kan vi da lige fortsætte med en af husets absolutte topvine … deres 2018 Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve.

Igen er druerne fra markerne ved Randersacker og her er det fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte tilbage i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Chardonnay druerne er høstet med et begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes de allerbedste klaser. Efter presning, så er vinen gæret på 500 liters franske tonneaux fra Alliers og har derefter lagret sur lie i 12 måneder inden ufiltreret flaskning af vinen.

Fed og røget næse … hvor er der proppet meget duft ned i denne vin, både tropisk frugt, nødder og vild intensitet. Det dufter næsten helt burgundisk, men fedmen er ikke ultra smørfed, men nærmere mere røget, krydret og grandios. Der fersken, mango, ananas og melede æbler, salte mineraler og svag fadpræg med en smule vanilje.

Smagsmæssigt er det ikke overfed Chardonnay, men selvom vinen er intens som en småeksplosiv magiterning, så har den samtidig et slim og slank skelet med sure citroner, lemon og småbitter grape, virkelig pivfrisk, racersharp og mineralsk syre. Den er sgu så levende, kalket og mineralsk, at den nærmest spræller i munden, så Houlberg bliver geil og giver 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7