Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2008 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

Det siges, at Portugal er én af verdens fredeligste nationer, hvilket sammen med godt vejr, dejlige badestrande og en historie som mægtig søfartsnation gør landet tillokkende. Læg dertil produktion af portvine … mens de almindelige vine bare bliver bedre og bedre.

Her har vi et godt eksemplar af god portugisisk vin, nemlig topvinen fra vinhuset Quinta Do Vale Meão, som ligger i den lille by Vila Nova de Foz Côa ganske tæt på Rio Douro … Douro floden, som også har givet navn til dette vinområde.

Vingården stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord omkring byen Vila Nova de Foz Côa på auktion fra kommunen, hvor økonomien ikke havde det for godt.

Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området, og i perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form. Desværre var glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira. Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje.

I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården, og han begyndte den lange og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt og andre medejere af ejendommen. I 1994 blev han og hans børn de eneste ejere af Quinta do Vale Meâo.

Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.

I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.

Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne vinifikationsudstyr samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.

Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdenskortet, da de i 2004 (som var et fremragende år i Portugal) kom Wine Spectators liste med netop denne deres topvin, som fik hele 97 point.

Der laves 4 vine på Quinta do Vale Meão, en rød og en hvis Meandro, en Monte Meão Touriga Nacional og så denne Quinta do Vale Meão, som altså er 1. vinen aka. topvinen. Derudover laver de selvfølgelig også en portvin, Quinta do Vale Meão Porto Vintage.

Denne Quinta do Vale Meão er i årgang 2008 lavet på 55% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 10% Tinta Roriz og 5% Tinta Barroca. Efter druerne er knust, så køles de ned og fodtrædes i 4 timer i store granitkar, der kaldet Lagares. Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på franske Alier barriques i 8-9 måneder, heraf 80% nye fade og 20% fade, som en anvendt én gang tidligere.

I næsen er her godt med våde fade, sødkrydrede noter, kanel, nelliker, mørk frugt … sådan lidt med blommer, chokolade, lidt earl-grey te, ristede noter og måske en smule sødtobak. I munden er vinen kraftig, fyldig med sødme, søde krydderier, lakrids, solbær, blommer … men også lidt kant og skarphed. Flot portugisisk vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 399 kr.

Rating 5/7 

2007 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape Chaupin, Rhône, Frankrig

Medynk er ikke nødvendigt her … dette er – mine damer og herrer – monstervin af bedste skuffe. Vi har her fat i en Châteauneuf-du-Pape Chaupin, endda i den herregode årgang 2007, fra vinhuset Domaine de la Janasse. Og det blev samtidig byggemødets absolut vinøse højdepunkt.

Den kan kaldes mange ting … monstervin var min første indskydelse. Meditationsvin. Klassevin. Topvin. Perfektion … ja, perfektion er måske endda det bedste og mest rammende ord. Du kan sikkert finde på flere superlativer end mig.

Bag vinhuset Domaine de la Janasse står én af de store, traditionsrige familier i Rhône, nemlig Sabon familien, som også står bag domæner som Roger Sabon (naturligvis), Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse.

Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.

De mange Sabon vinhuse i Rhône – og specielt Châteneuf-du-Pape – stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.

Domaine de la Janasse er grundlagt af Aimé Sabon, men jeg har ikke kunnet se, om Aimé var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt. Hvis du ved dette, så skriv endelig info her på bloggen. Nå, men Aimé Sabon passede i hvert fald i 1967 – efter endt værnepligt – nogle vinmarker for sin far, som – på det tidspunkt – ikke selv producerede vin, men i stedet solgt druerne til det lokale kooperativ.

I 1973 grundlagde Aimé imidlertid sin egen vingård i Courthézon, og den fik navnet Domaine de la Janasse – opkaldt efter stedet, som de lokale kaldte La Janasse. Og Aimé var en ambitiøs herre og han vidste, at han havde fået fat i noget fabelagtig jord, så han udvidede langsomt fra de oprindelige 15 hektar til de nuværende 90 hektar.

15 hektar af de 90 hektar er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

I dag drives Domaine de la Janasse af Aimé og Hélènes søn Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader. Christophe er uddannet ønolog i Beaune og har derudover en uddannelse indenfor markedsføring fra Mâcon. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.

I markerne anvedes så få kemiske produkter som muligt, reasonable culture. Der foretages kun afstilkning af druerne, hvis stilkene ikke er helt modne. Normalt afstilkes 50-80%.

Denne Châteauneuf-du-Pape Chaupin har sit navn efter den meget gamle mark Chaupin, hvor de ældste vinstokke kan dateres helt tilbage til året 1912. Det er 100% Grenache. Udbyttet er på kun 28 hektoliter pr. hektar og 80% af druerne afstilkes. Macerationstiden er på 26 dage, og mosten blev daglig pumpet over skallerne.

Vinen lagrer for 2/3 dele i store foudres, men den resterende 1/3 del lagrer in 600 liters tønder, de såkaldte demi-muids. Der produceres årligt 12.000 – 16.000 flasker af denne vin.

Og hold nu op, hvor er dette altså helt fantastisk vin. I næsen er der mejeri, yoghurt, mørkerøde bær, solbær, blåbær, lidt blommer oveni … animalsk, tæt på babybræk og lidt af samme næse, som jeg sidst har oplevet hos Bonneau. Det er rustikt med Rhônekrydderier, rosmarin, godt med urter, gamle egefade, vanilje, kanel … og samtidig fornemmes lidt alder.

I munden er vinen et sandt kraftværk med peber, sorte bær, sødme og er samtidig lækker rund, blød … fløjl og nervøs velour, hvor smager dette dog fucking fantastisk. Det er intens og koncentreret kraft, lette krydderier og vinen er bare i total harmoni … total zen. Meget moderne i stilen og en stor mundfuld. I don’t give a shit. Far er glad … far er rigtig glad. Mesterværk er endnu et ord.

Købt hos Jysk Vin, prisen på 2007’eren kender jeg ikke, men en 2011 koster 479 kr. Denne er det dobbelte værd.

Rating 7/7 

2010 Stonestreet Wines, Monument Ridge Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Mens alle render rundt og nyder sensommerens solrige vejr sidder Danmarks flittigste vinblogger aka. Houlberg inde i skyggen og opdaterer vine fra sidste weekends byggemøde. Lidt medynk tak. Og lige nu er det denne Monument Ridge Cabernet Sauvignon fra vinhuset Stonestreet Wines.

Stonestreet Wines … eller Stonestreet Alexander Mountain Estate, som det også hedder, ligger ved den lille by Healdsburg i Californien omkring 20 kilometer nord for Santa Rosa, og ikke langt fra store vinfirmaer som Francis Ford Coppola Winery og Kendall-Jackson Winery … og sidstnævnte er nemlig også ejer af Stonestreet Wines.

Og Kendall-Jackson er lidt af en stor historie, som ejer vinhuse som Kendall-Jackson, Murphy-Goode, Robert Pecota Winery, Byron Estates, Edmeades, Matanzas Creek, La Crema, Stonestreet Wines, Arrowood, Lajota, Cardinale, Freemark Abbey Winery, Atalon, Lokoya, Carmel Road, Cambria, Hartford Family Wines, Vérité, Archipel, Chateau Potelle i USA, Château Lassègue i Bordeaux, Tenuta di Arceno i Toscana, Yangarra i McLaren Vale og Viña Calina i Chile.

Kendall-Jackson er grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han sammen med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen sværere.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt “50 Wines You Can Always Trust” og nydes den dag i dag bl.a. af Barack Obama.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium. Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af  hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

Nå, men det er jo reelt ikke Kendall-Jackson, som vi skal skrive om, men derimod ét af deres mange vinhuse, nemlig Stonestreet Wines, som jo er opkaldt efter den afdøde grundlægger, som jo i øvrigt kaldte mange af hans investeringer for Stonestreet.

Jess Stonestreet Jackson Jr. var bl.a. meget aktiv indenfor hesteopdræt og -vædeløb. Han drev et stort stutteri, som selvfølgelig hed Stonestreet Farm og Stonestreet Stables. Samlet skulle den gode Jess have investeret ikke mindre end 200 mio. dollars i heste. Så har man da vist alt for mange penge.

Selve vinhuset Stonestreet Wines er der ikke så mange informationer om. Ansvarlig for vinproduktionen er Lisa Valtenbergs, men den ansvarlige for markerne er Gabriel Valencia. Hvor mange hektar Stonestreet Wines ejer ved jeg ikke, men jeg gætter på en hel del. Vinhuset laver vine i serierne Estate Wines, Single Vineyards, Legacy Wines og Large Formats, samlet omkring 10-11 forskellige vine.

Denne Monument Ridge Cabernet Sauvignon er lavet med druer fra en håndfuld små parceller, som ligger 10 kilometer nord for Healdsburg, nemlig i bjergene om Alexander Valley i Mayacamas bjergene. Vinstokkene er plantet mellem 1996 og 1999 og ligger i en højde omkring 120-730 meter. Det er selvfølgelig 100% Cabernet Sauvignon, som har været lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 54% nye. Der er lavet 3.871 kasser af denne vin.

Og det er sgu lækker US Cab … i glasset selvfølgelig mørk og kraftig. I næsen er det rød frisk frugt, blåbær, solbær, tobak, violer, aske, enebær, lakrids, lidt blomster, vanilje og sødme. Slet ikke bombastisk, som US Cab nogle gange kan blive. I munden er der godt med kraft, frisk frugt, champignon, kul og en smule chokolade. Lækker.

Købt hos Jysk Vin, men prisen har jeg ikke fundet.

Rating 5/7 

2011 Graceland Vineyards, Three Graces, Stellenbosch, Sydafrika

Tredje gang er lykkens gang … siges det i hvert fald, og med denne Three Graces er det således tredje gang, at jeg smager en vin fra det sydafrikanske vinhus Graceland Vineyards. De to første gange har jeg ikke været særlig begejstret. Er det også tilfældet denne gang?

Graceland Vineyards ejes og drives af Paul og Susan McNaughton, som købte vingården i Stellenbosch i 1990. Da parret købte stedet fandtes der alene et gammel hus og en misligholdt vinmark for foden af Helberg Mountains i Stellenbosch.

Da Poul altid havde været Elvis fan blev huset døbt Graceland, og vinenes navne blev derfor også Graceland

Den gamle vinmark blev revet op og i begyndelsen af 1990’erne blev der plantet 8 hektar nye vinstokke med Cabernet Sauvignon og Merlot, og senere marker med Shiraz.

Der er tale om en mindre familiedrevet ejendom med 18 hektar vinmarker. I de første år havde de ekspertbistand udefra til at lave vinene, men siden 2002 har Susan haft det fulde ansvar for vinfremstillingen.

Alle på stedet er involveret i den daglige drift, selvom det er Susan, der som vinmageren er den drivende kraft. Paul står for økonomi og administration, og alle andre inklusiv børnene, giver en hjælpende hånd i markerne og i kælderen.

Jordbunden på stedet er særdeles velegnet til røde druer, hvorfor man kun producerer røde vine. Man laver 5 forskellige vine på gården, en Merlot, en Shiraz, en Cabernet Sauvignon, en Strawberry Fields på  70% Shiraz og 30% Cabernet Sauvignon og så denne Three Graces, som er et blend af de tre nævnte druer.

Helt præcis er blendet 60% Cabernet Sauvignon, 20% Shiraz og 20% Merlot. Druerne er lagret hver for sig i 14 måneder, hvorefter den endelige blanding er lavet. Efterfølgende er blandingen lagret yderligere på fad i 8 måneder, heraf på 10% nye fade.

Igen må jeg indrømme, at det bare ikke er mig. Måske er jeg mærkelig. Jeg har ingen aversion imod sydafrikanske vine, men vinene fra Graceland Vineyard er bare ikke mig. I næsen er vinen sød … meget sød med chokolade, solbær … nærmest solbærmarmelade, en smule peber og våde fade. Smagen er også meget sød med et lidt skævt peberbid … peber og marmelade går bare ikke godt i spænd sammen. Der er mørke bær, men det er sgu for sødt og voluminøst.

Købt hos Jysk Vin, pris 229 kr.

Rating 3/7 

2012 Château Rouget, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Med næste vin blev det klassisk Bordeaux, idet vi her har fat i førstevinen fra det lidt mere ukendte Château Rouget i Pomerol … altså på den højre bred. Bliver I også – som mig – altid forvirret over dette med højre bred og venstre bred? Højre … i forhold til hvad?

Nå, men det med højre og venstre er altså set nedefra, dvs. fra syd mod nord og i forhold til floden Gironde, som dermed deler de to breder aka. sider.

På højre side finder vi Saint-Émilion, Pomerol og Fronsac. Her dominerer Merlot, som typisk blandes med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Sammenlignet med vinene fra venstre bred, er vinene her mere feminine og modner hurtigere.

På venstre side har vi bl.a. Médoc halvøen og kendte kommuner som fx Margaux, Saint-Julien, Pauillac og Saint-Estèphe. Vinene fra Girondes venstre bred er generelt domineret af Cabernet Sauvignon, mens Merlot spiller andenviolin. For det meste er der også mindre procentdele af druesorterne Cabernet Franc og Petit Verdot iblandet.

Nå, men med Château Rouget er vi altså på højre bred, hvor slottet er beliggende ved Pomerol by, nabo til Château La Croix-de-Gay. Slottets historie går langt over hundrede år tilbage, og menes bygget omkring år 1700, hvor det var ejet af familien Bayonne, som var en anerkendt familie i Pomerol.

Pierre Bayonne var fx borgmester i Pomerol omkring år 1804, og samtidig en meget talentfuld vinmager. På det tidspunkt var slottet klassificeret blandt de fem bedste godser i appellationen. Imidlertid blev slottet solgt i 1925 til Marcel Bertrand, som senere overdrog slottet til hans nevø François-Jean Brochet i 1974.

Siden 1992 har slottet været ejet af Labruyere familien. Familien Labruyère kommer fra Beaujolais området i Bourgogne, hvor de siden 1850 har drevet vinhuset Domaine Labruyere i Moulin-à-Vent. De har dog udvidet deres aktiviteter – både med Château Rouget – men også med Domaine Jacques Prieur i Bourgogne.

Det er Jean-Pierre Labruyère, som står i spidsen for foretagendet, men i dag er driften lagt i hænderne på sønnen Edouard Labruyère, som har allieret sig med den verdenskendte vinmager Michel Rolland samt en assisterende vinmager ved navn Antoine Ribeiro.

Og de driver nu de omkring 18 hektar vinmarker på Château Rouget og laver – i bedste Bordeaux stil – 2 vine, første vinen, som blot hedder Château Rouget samt andenvinen Le Carillon de Rouget.

Vinen er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc, og kommer fra 40 år gamle vinstokke. Vinen er lavet ved vinificering i både egekar samt rustfrie ståltanke, hvorefter vinen sammenstikkes og lagres 18 måneder på barriques, heraf en tredjedel nye fade.

I næsen afsløres med det samme, at der er tale om Bordeaux, klassisk muldjord, våd skovbund … derudover faktisk ganske animalsk med en smule babybræk (på den fede måde), violer, solbær, kul, blæk, chokolade, vanilje, en mule jern og virker ganske blød samt kompleks. I munden god tørhed og alligevel blid, blød, fyldig med frugt, blommer, solbær, lidt grønlige og syrlige noter. Tanninerne er til stede, men faktisk ganske bløde og afrundede. Flot vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 409 kr.

Rating 5/7 

2012 Schubert Wines, Pinot Noir Block B, Wairarapa, New Zealand

Byggemødet første rødvin … rettelse; byggemødet første udenlandske rødvin blev denne Pinot Noir Block B fra vinhuset Schubert Wines, som ligger lidt nord for Martinborough i Wairarapa provinsen i den sydlige del af Nordøen på New Zealand. Nord – Syd – så fik vi vist den sat på plads.

Det er heller ikke langt fra selve Wairarapa søen. Lige dér har det tyske par Kai Schubert og Marion Deimling slået sig ned. De er begge ønologer fra det anerkendte tyske Geisenheim Universitet for vinavl & ønologi, og har tidligere arbejdet for Erni Loosen hos Vinhuset Dr. Loosen i Bernkastel.

De havde dog en drøm at selv at lave vin … og gerne i et land udenfor Tyskland. Efter rejser igennem Oregon og Californien i USA, Australien og dele af Europa, så kom de endelig til Martinborough i New Zealand, og dér fandt Kai og Marion, hvad de havde ledt efter … et ideelt sted for deres sande lidenskab … Pinot Noir.

I foråret 1998 købte de derfor en lille etableret vingård og 40 hektar bar jord, og startede med at tilplante 14 hektar med forskellige kloner af Pinot Noir.

Vinstokkene er primært tilplantet på to vinmarker, The Home Block, som ligger tæt på gården ved Martinborough, Wairarapa samt The Marion’s Vineyard – selvfølgelig opkaldt efter fruen i huset – beliggende ved East Taratahi, Wairarapa. Klimaet i området kalder de selv cool-climate, da det minder meget om de køligste vinområder i Europa.

Filosofien er meget klar. Kun sunde vinstokke kan give perfekte druer, og kun perfekte druer af højeste kvalitet kan give fremragende vine. Derfor har de overordentlig meget fokus på plejen af planter og jord, selvfølgelig efter økologiske principper.

Druerne til denne vin … Pinot Noir Block B kommer fra Block B – en lille del af Marions Vineyard, hvor der er plantet 5 forskellige kloner af Dijon Pinot Noir, nemlig klonerne 115, 667, 777, 114 og 113. Alle druer plukkes i hånden.

Efter plukning og den første sortering i vinmarken bliver druerne transporteret til Schuberts vineri, hvor de sorteres en ekstra gang og helt afstilkes med undtagelse af de hele drueklaser, der indgår i presningen. Ved hjælp af en kran bliver druerne meget forsigtigt anbragt i temperaturkontrollerede ståltanke, hvor en kold maceration finder sted.

Gæringen starter efterfølgende og hele processen tager 4-6 uger. I løbet af denne proces foretages af og til en meget nænsom omrøring. Når processen er tilendebragt, flyttes den unge vin og drueskallerne forsigtigt til vinpressen uden brug af pumpe, men udelukkende ved håndkraft i spande. Der udføres en let presning, og den unge vin overføres derefter til lagring på franske egefade – 45% nye – i 18 måneder.

Og i glasset også en lysere vin … ikke så lys som nogle af dens europæiske søstre, men en tand mørkere. Underligt udtryk i øvrigt … en tand mørkere, som om tænder er mørke. Nå, men i næsen helt klare Pinot Noir noter, lidt stald … både heste og køer, hindbær, skovbær, vilde jordbær, eg, lidt nelliker, mineraler og en smule krydderier.

I munden er vinen grøn, syrlig … det er hindbær, ribs … faktisk godt med syrlighed, og derudover lidt krydderier. Elegant, men måske knap så let og elegant, som de vinene fra det land, som Kai Schubert og Marion Deimling forlod … der große Vater-land. Men det er en ganske okay Pinot Noir uden jeg svinger mig helt op.

Købt hos Jysk Vin, pris 289 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Domaine Roux Pere & Fils, Puligny Montrachet Les Enseigneres, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Roux Pere & Fils, Puligny Montrachet Les Enseigneres, Bourgogne, FrankrigMed tillægsord som utrolig, absurd god, overbevisende – måske endda svimlende – var denne flaske Puligny Montrachet Les Enseigneres fra vinhuset Domaine Roux Pere & Fils en eminent start på den officielle del af byggemødet … aka. vinaftenen for rigtige mænd.

Og lad os endelig lige først komme lidt omkring vinhuset. Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som ligger på adressen Rue des Lavières ved bjergene i den lille by Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne.

Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at overtage faderen Fernand Roux’s vingård med 4 hektar vinstokke og hengive sig til vinproduktion.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtog driften, så var gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden voksede fortsat løbende, bl.a. kom Christians brødre også med i foretagendet … Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. Løbende har familien også efterfølgende investeret i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne er også gennem årene blevet yderligere forbedret.

I 1990 opførte brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skulle opfylde det stigende produktionskrav, og det betød også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – blev udvidet med en moderne kælder, der rummer yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation, nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med faderen Christian – driver de nuværende 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise. De 65 hektar er meget i Bourgogne … og gør også, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt ​​de top 10 største jordejere i Côte d’Or i Frankrig.

Denne Puligny Montrachet Les Enseigneres er selvfølgelig 100% Chardonnay, og druerne selvfølgelig fra marken Les Enseigneres. Druerne høstes manuelt og fermenteringen foregår helt traditionelt på egefade, hvoraf 30-35% er nye. Den efterfølgende fadlagring strækker sig over 12-14 måneder inden aftapning på flaske.

Og hvilken herlig aroma … faktisk er vinen meget aromatisk med blomster, appelsinskal, vanilje, fadnoter, hyld, smør, marcipan, nødder, mandler samt nærmest lidt skaldyr eller muslinger. Virkelig lidt en oplevelse. I munden har vinen nærmest lidt noter fra nødder og er ellers cremet, blød, fyldig med appelsin – men selvom der ikke er så megen syre, så bliver smagen aldrig for fed … men er elegant og med en superfin balance.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 389 kr.

Rating 6/7  

2013 Hedegårdens Vinavl, Portvin nr. 30X Leon Millot & Regent, Jylland, Danmark

I det lille danske raid … el tour danés blev rosinen i pølse-enden noget så eksotisk som en dansk portvin, nemlig Hedegårdens Vinavls Portvin nr. 30X Leon Millot & Regent, men da vinen jo ikke kommer fra Douro regionen i det nordlige Portugal, så er betegnelsen portvin selvfølgelig lidt af en tilsnigelse.

Vi er i stedet i regionen Jylland i den hjemmelige andedam. Vor værtslige vinbonde fortalte, at Danmark nu faktisk officielt er blevet opdelt i 4 vinområder aka. distrikter, og at hele Jylland er ét af disse. Jamen, så kan man jo snakke om AOC Jylland … eller måske DOCG Jylland vine?

Og så er det store spørgsmål selvfølgelig også … er denne portvin en Ruby eller Tawny? For Vintage er det jo helt klart, nemlig årgang 2013. Nej, Simon kalder det nu også portvin i anførelsestegn, og siger at det alt godt fra gården, let fadlagret.

På etiketten står der også, at den er lavet på druerne Leon Millot og Regent, og at den er til nydelse i godt selskab. Og portvin smager den nu heller ikke helt af. Men som dessertvin … absolut et fint bud på en lidt anderledes oplevelse.

I næsen er der nærmest intense blomsterpollen, porse, rugbrød, lakrids og stjerneanis, appelsin, lærkeskud, gran, harpiks i skøn forening, og dufter ikke som noget, du har fået før. I munden er vinen sød og har godt med power … nærmest som en sød brændevin, likør og således ganske sød og indbydende.

På vingården koster denne portvin på 35 cl 185 kr.

Rating 3/7 

2014 Hedegårdens Vinavl, Bonde Bordvin Regent, Jylland, Danmark

Byggesjakket må ha’ haft én af deres bedre dage … opført sig nogenlunde anstændigt, ædruelige og nærmest behagelige, men nu var det jo også et emne, som interesserede os. Det kunne vores vinbondevært tilsyneladende mærke, så han synes også, at vi skulle smage hans topvin, som ellers ikke var på smageprogrammet.

Hedegårdens Vinavls topvin er denne Bonde Bordvin Regent, som koster lidt mere end de øvrige røde, men i øvrigt synes lavet på samme måde, dvs. lagret 4 måneder på egefade. Det er en vin, som Simon er begyndt at lave lidt senere og virkede ganske stolt over.

Nu havde Simon sørget for, at både vinene på Bolero/Rondo samt Rondo/Leon Millot var åbnet, luftet og dekanteret et par timer inden vort besøg … men det var så ikke tilfældet med denne Regent. Den var måske derfor også en smule mere utilgængelig, men herom senere.

Lad os først kigge nærmere på Regent druen, som er en ret ny druesort, der er fremavlet på instituttet for vindyrkning i Geilweilerhof i Tyskland og frigivet til salg i 1989. Der er tale om en interspecifik sort, hvis forældre er hybriden Chambourcin og en krydsning mellem viniferasorterne Silvaner og Müller-Thurgau.

I EU-landene kunne vin lavet af Regent de første år kun få den laveste kvalitetsbetegnelse – således alene Tafelwein i Tyskland – fordi sorten er en hybrid. Men i dag er Regent inden for EU godkendt som en sort, man kan bruge til fremstilling af kvalitetsvine på linje med andre vinifera-sorter.

Og i næsen var den også langt mere grøn og utilnærmelig i udtrykket. Der er lidt grene, brændestak, stikkelsbær og solbær i underlig kombo samt nærmest lidt hård eg. I munden er vinen mere elegant, stringent og let med godt frisk frugt … hvorfor jeg til fulde forstår, at Simon kalder denne for topvinen.

Den manglende luft/iltning gjorde dog også smagen en anelse for stram og syren alt for dominerende. Tanninerne godt stramme og klæbede nærmest til fortænderne. Det havde selvfølgelig været sjovt, hvis vinen havde været åbnet på samme tid som de øvrige … men sådan er livet jo engang imellem. Måske man blot skulle besøge vingården igen – det kan klart anbefales.

Denne vin koster 275 kr. på vingården.

Rating 3/7 

2014 Hedegårdens Vinavl, Bonde Bordvin Rondo & Leon Millot, Jylland, Danmark

Og vi fortsætter i samme plovfuge … blot med vinbonden Simons Bonde Bordvin på Rondo & Leon Millot … et mere klassisk blend i Danmark, og umiddelbart også den bedste af de røde vine fra Hedegårdens Vinavl. Og det er tilsyneladende to druer, som klæder hinanden ganske pænt.

Rondo stammer oprindeligt fra Tjekkoslovakiet, som en krydsning lavet af professor Kraus i 1964. Han havde imidlertid ikke plads nok til at udvikle den nærmere, hvorfor han sendte nogle frø fra krydsningen til Geisenheim. Her blev den så videreudviklet af professor Helmut Becker og en af frøene blev til Rondo. Rondo er i dag den mest dyrkede rødvinsdrue herhjemme.

Og lige efter kommer Leon Millot, som også er en hybrid skabt i slutningen af 1800-tallet af franskmanden E. Kuhlmann i Alsace ved at krydse Millardet et Grasset, som selv er en hybrid, med sorten Goldriesling. Det skete kort efter, at vinrodlusen havde lagt store dele af de europæiske vinarealer øde, hvorfor man herefter energisk søgte at fremavle mere robuste sorter. Sorten blev hos Kuhlmann benævnt 194-2.

Og jeg har faktisk en enkelt vinstok på Leon Millot stående ved min terrasse, og bidrager på denne måde til den vide udbredelse.

Og her har vi altså Rondo & Leon Millot i skøn forening, og lavet på fuldstændig samme vis som forrige vin, dvs. lagret 4 måneder på eg, og bør som søsteren åbnes og dekanteres 2 timer før nydelse.

I glasset fortsat en ganske mørk vin … men langt mere klassisk i duften. Det er lidt solbær, blåbær, lidt rustik, en smule kantet måske og en kende neutral i aromaen. Til gengæld er vinen langt mere blød og langt mere sammenhængende end forrige vin. Der er knap så meget syre … mindre syrlig, mere fylde sammen med fin fylde for en dansk vin … og en smule peber.

På vingården koster vinen 200 kr., hvilket er ganske okay for denne lille danske bandit.

Rating 3,5/7