Den første vin til Rhône Masterclass webinaret med Niels Lillelund var denne 2018 Crozes-Hermitage Georges fra Domaine les Bruyères.
Domaine les Bruyéres ligger i byen Beaumont-Monteux 5-6 kilometer nord for Valence og drives af David Reynaud. Selve vingården stammer tilbage fra 1700-tallet, men der blev først lavet vin på gården i slutningen af 1800-tallet, hvor Auguste Serret og Adélaïde Marron anlagde vinmarkerne. Senere blev driften overtaget af sønnen Joseph Serret og dennes hustru Gabrielle Ronjat.
Efter anden verdenskrig giftede deres datter Josette Serret sig med Georges Reynaud og det er ham, som fik gang i en større vinavl på de dengang 7 hektar vinmarker. De solgte dog blot alle druerne til det lokale vinkooperativ Cave de Tain l’Hermitage, som den dag i dag fortsat er den største producent i området.
I 1988 blev driften overtaget af Georges’ datter Marceline og det var under hendes ledelse, at familien begyndte med egenproduktion samt køb af flere marker. Siden år 2000 har det imidlertid været Marcelines søn David Reynaud, som har forestået driften og produktionen af vinene fra Domaine les Bruyéres.
David er uddannet ønolog og har siden overtagelsen i år 2000 virkelig vendt op og ned på produktionen. Ved overtagelsen blev udbyttet straks sænket og produktionsmetoderne omlagt for at skabe mere intense og karakterfulde vine med tydeligt terroir.
I første ombæring blev hele fremstillingsprocessen omlagt til økologisk produktion, men siden 2005 er Domaine les Bruyères gået et skridt videre og er blevet 100% biodynamisk.
David har også købt yderligere jordlodder, således Domaine les Bruyéres i dag ejer 27 hektar vinmarker, hvoraf hele 14,5 hektar er AOC Crozes-Hermitage. Der dyrker han fortrinsvis Syrah, men også Marsanne, Roussanne, Mondeuse Blanche og Viognier til hvidvin, Grenache til en rosévin samt en smule Persan og Merlot.
Det meste markarbejde på Domaine les Bruyères laves i hånden og ved høsten foretages der strikt sortering af druerne både i marken og inden vinifikationen. Kælderen er beliggende helt under jorden, så al transport af druerne sker ved hjælp af tyngdekraften. Gæring foregår hovedsageligt i store betonæg, som giver en mere harmonisk gæring. Der svovles kun ganske let.
Denne Crozes-Hermitage er lavet på ren Syrah fra 30 år gamle vinstokke. Høstet og sorteret i hånden. Vinificeret i beton med fuld afstilkning og uden tilsætning af gær. Halvdelen af vine er lagret 12 måneder på gamle barriques, mens den anden halvdel er lagret på cementtank. Vinen har en sådan moderne hvid plastikprop … og dette er jeg ikke specielt vild med.
Men jeg er vild med duften … herlig landlig med øko-prut, lakrids, sorte oliven, mørk ren frugt, brombær, kloroform, blomster, sæbe, salvie, lidt hospital, grønne krydderurter, flæsk, røget bacon, lidt jernbanesveller … og en syre, som faktisk virker frisk, let til bens samt iført lys, næsten hvid gabardinehabit.
I munden er det en frisk, frugtrig og saftig vin med en markant, stringent syre … lige præcis som duften også lovede. Frugten har denne sødlige, let bitre side, som er uovertruffen, hvilket gør det hele meget balanceret. Der er lyse solbær, brombær, peber og samtidig cremet, fyldig og blød med dette friske bid.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af minimum 2 flasker.