Domaine la Sarabande ligger i Faugéres området i Languedoc og drives af ægteparret Isla og Paul Gordon, der stammer fra New Zealand. Vi smager her en GSM vin fra Sarabande, nemlig vinen Misterioso.
Historien om Domaine La Sarabande startede i 2009 hvor Isla og Paul Gordon rejste fra New Zealand til Frankrig og slog sig ned et par kilometer sydøst for byen Cabrerolles i Faugéres området i Languedoc for at lave vin. Dér fandt de alle de ting, som de ønskede sig for at lave vin og startede med at leje et par vinmarker samt et hos med kælder.
I New Zealand havde parret arbejdet i vinindustrien og Isla havde opnået sine færdigheder hos nogle af landet bedste vinavlere bl.a. Jeremy Hyland på det prestigefulde Astrolabe Winery, mens Paul stammer fra Australien og havde arbejdet med vin der. Efter endt vinuddannelse har han bl.a. arbejdet for vinhuse som Brokenwood, Domaine Chardon og Hardys. Derudover har han været flydende vinmager i Gard og i Spanien, men faktisk også på Isabel Estate i Marlborough på New Zealand.
Parret mødtes dog i Australien, hvor Isla rejste rundt som backpacker og tog jobs undervejs. En dag efterspurgte en lokal vinavlere nogle til at plukke druer … og der meldte Isla sig og mødte sin kommende mand Paul. Og lige siden har Isla dygtiggjort sig som vinmager og er i dag også den bærende kraft på Domaine la Sarabande … men med god støtte fra Paul.
I dag har parret selv købt marker og har 6,5 hektar fordelt på markerne Mont Gras, Lou Sagnas og Les Rabasses. Alle marker drives fuldstændig økologisk.
Derudover er de i 2020 startet med at bygge deres egen vingård med nyt og moderne vineri … en balancegang i arbejdet med vinene og deres to børn Rory og Peter samt hundene Scarba og Sherpa.
Denne Misterioso er Paul og Islas GSM med druer fra de yngste stokke. Den består primært af Grenache suppleret med en smule Syrah og Mourvèdre. I senere årgange er vinen faktisk kun lavet med 80% Grenache og 20% Syrah. Der er dog begrænsede oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine sirlige smagsnoter.
Nøj, hvor den dufter godt … sådan mørk, gæret, flæsket med et lille mejeri smidt med i puljen. Det er totalt animalsk, landlig, bio bio med sorte kirsebær, brombær og solbær, skovbund, våd kompost, tobak, aske, læder, blæk og en tyk, balsamisk syre med urter som timian og lidt salvie. Det er sgu en ret fint aroma, der strømmer ud af glasset.
Smagen er lidt anderledes … mere ren, direkte og frisk end duften, masser af stramme tanniner, bitterhed og mellemrøde bær som ribs, hindbær og brombær, alle en smule umodne, hvilket giver masser af vitalitet, kant og friskhed. Det bliver dermed også lidt surt, men jeg synes faktisk, at det spiller ret godt og ligger omkring 4,5 tomler samt en kæmpepil op.
Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 4,5/7