Gert E serverede også en gammel kending … en Barolo Marcenasco fra Renato Ratti. Sidst jeg smagte vinen var i en årgang 2006, men denne gang er den en 10 år yngre model.
Vinhuset ligger på adressen Frazione Annunziata i La Morra og er grundlagt i 1965 af Renato Ratti, der efter et ophold i Sao Paolo i Brasilien – hvor han var ansvarlig for produktionen af vermouth og vin for Cinzano – returnerede til sin hjemegn i Piemonte og købte sin første vinmark. Det var en lille parcel på den historiske Marcenasco parcel ved siden af klosteret l’Annunziata og derfra lavede han sin første Barolo Marcenasco.
På det tidspunkt mente man, at Barolo skulle smage på én måde, hvilket var kraftfuld, bentør og med vild garvesyre. Men det passede ikke Renato Ratti, så han kortlagde markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne.
Han ansatte i 1969 den talentfulde ønolog Massimo Martinelli, der i øvrigt også var Rattis nevø. Han blev en del af vinhuset og sammen perfektionerede de en ny teknik til vinificering, modning og forfining for deres Barolo Marcenasco med det erklærede mål at opnå elegance, subtilitet og lang levetid.
De forkortede bl.a. gæring og maceration og lagrede også vinene i kortere tid … alene 2 år. Med tiden blev deres innovative proces så anerkendt, at de fleste producenter med parceller på Marcenasco endda tog deres metoder i brug.
I løbet af 1970’erne udvidede de sammen vinhuset med købet af flere vinmarker, bl.a. flere parceller på Marcenasco samt Conca og Rocche. De gendannede også Colombè marken ved Mango og så omdannede de også klosteret l’Annunziata til et vinmuseum.
Renato Ratti døde i 1988, men i dag drives vingården af Renato Rattis søn Pietro, og han opførte efter årtusindskiftet en splinterny vingård, som blev specialdesignet i alle henseender.
Vinhuset har samlet i dag 35 hectares, så er fordelt med parceller på 6 forskellige marker i La Morra, Mango og Costigliole d’Asti, men her smager vi altså husets 2016 Barolo Marcenasco.
Vinen er lavet … først med afstilkning af druerne, som herefter knuses let inden termokontrolleret gæring ved 30 grader i 7-10 dage efterfulgt af malolaktisk gæring en måned i egefade. Så er vinen lagret 2 år i 25 og 50 hektoliter egefade.
I næsen har vinen en lys, mineralsk og frisk frugt med jern, røde rosenblade, garvet læder, violer, bitter Campari-likør, småbitter te, kirsebær, tranebær, rabarber suppleret med sagte fadnoter … lidt vanilje, kanel, let mentol, stjerneanis og appelsinskal.
Smagen er ren, stringent og syrerig … masser af syre og masser af tanniner, som masserer, modererer og bearbejder din mund. Der er også jordbær, ribs … vældig stor tørhed og svag sødme.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2017 koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 12 flasker.