De seneste gange jeg har smagt denne Meandro Tinto fra vinhuset Quinta do Vale Meâo, så var det henholdsvis i årgang 2011 og 2009. Sjovt nok er dette så årgangen lige imellem.
Det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.
Quinta do Vale Meâo stammer tilbage fra 1877, hvor Antonia Adelaide Ferreira købte 300 hektar uberørt jord på auktion fra kommunen i Vila Nova de Foz Côa.
Hendes drøm var at skabe en vingård fra det bare ingenting, alene med den erfaring hun i forvejen havde som godsejer i Douro området. I perioden fra 1887 til 1895 begyndte projektet at tage form, mens desværre blev glæden kortvarig, for allerede i 1896 døde Antonia Adelaide Ferreira.
Siden da er godset altid forblevet i hendes efterkommeres eje. I 1970’erne blev hendes tip-tip-oldebarn, Francisco Javier de Olazabal ansvarlig for vingården. Han startede en lang, tung og besværlige proces med at erhverve de aktier, der tilhørte hans slægt, men i 1994 var missionen fuldført og familien blev igen fuldstændige ejere af Quinta do Vale Meâo.
Indtil 1998 blev alle druerne fra gården solgt til AA Ferreira SA, et selskab oprettet af den gamle Antonias efterkommere. Hos AA Ferreira SA dannede druerne fra Quinta do Vale Meâo grundlag for nogle af Ferreiras fineste vine.
I 1998 fratrådte Francisco Javier de Olazabal jobbet som administrerende direktør for AA Ferreira SA og kastede – sammen med hans søn Francisco de Olazabal – kræfterne i at lave vine i Quinta do Vale Meâos eget navn.
Hele vingården blev herefter totalrenoveret og fyldt med moderne udstyr til vinifikationen samt et antal granitkar til fodtrædning af druerne. Fodtrædningen er således ikke et kuriosum fra gammel tid – alle druer på Quinta do Vale Meão gennemgår denne proces, så gamle traditioner og ny teknologi går fint hånd i hånd.
Quinta do Vale Meão kom for alvor på verdens kortet da de i 2004 kom Wine Spectators liste med deres 1. vin, som fik hele 97 point, altså storesøsteren til Meandro Tinto.
Vinen her Meandro Tinto er vingårdens 2. vin og er i årgang 2010 lavet på 45% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 13% Tinta Roriz, 5% Sousão, 4% Tinta Barroca og 3% Tinto Cão.
Hvis vi kigger vinifikationen – vinificação – så sker det ved, at druerne først knuses og derefter køles ned og så fodtrampes i de store granitkar i 4 timer. Derefter overføres vinen til små rustfrie ståltanke til gæring og hver druesort vinificeres separat. Efter endt fermentering lagres vinen i franske barriques, som er brugt 1 og 2 gange tidligere.
Næsen er en smule animalsk og flæsket, masser af vanilje, søde mørke bær, blåbær, røg, chokolade, kakao og det er en tæt mørk tjæreholdig vin med masser af sol og varme.
Smagsmæssigt er det også en kraftig basse, hvor der både er tobak, fed lakrids, sødme, mørk chokolade, et drys peber, men også mere kant end lige forventet. Syren er ganske fin og sikrer en vis nerve gennem vinen.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i en nyere årgang koster 149 kr., men fx kan årgang 2013 fås til 99 kr. ved køb af 12 flasker.