Den karismatiske og dygtige vinmager Rui Roboredo Madeiras har jeg efterhånden smagt en del vine fra. En af hans bedste vine er helt klart Beyra Grande Reserva. Det er hans topvin lavet med druer fra højt beliggende marker ved Vermiosa i Beira Interior området. Jeg smager den nu i årgang 2019.
Beyra Grande Reserva er lavet på samme blend som både 2017’eren og 2018’eren, altså igen 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i Beira Interior … et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park.
Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.
Duftsmæssigt er 2019’eren her fulgt på højde med de tidligere årgange og atter har Rui Roboredo Madeira formet en kugle med komprimerede dufte, der ligger klar til et BIG BANG, når kuglens overflade slås i stykker. Ud i rummet svæver så tykke bordeauxfile velfærdsaromaer med kompakt, massiv og tætpakket mørk frugt, brombær, solbær, sorte kirsebær, dadler suppleret med fadnoter med både vanilje, mælkechokolade, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids og tørre krydderier.
Hvor smager den dog godt … blød, fed, cremet med en fyldig, mørk frugt, fløjlsblød velour og så alligevel med en kølig, slank, stenet og tør side. Frugten er så fortættet, tør og intens og selv tanninerne er mundudtørrende, stramme og tørre suppleret med knust sten, jern, rust og balsamicoeddike. Det er vin med nerve, atomar intensitet, bitterhed og frisk, mørk frugt.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.