Det næste vinhus er rigtigt spændende og det er Domaine Garnier & Fils og denne Petit Chablis blev måske endda dagens bedste køb.
Domaine Garnier & Fils ligger i byen Ligny-le-Châtel omkring 10 kilometer nord for selve Chablis by.
Domaine Garnier & Fils ejes og drives af to brødre Xavier samt Jérome Garnier, som selv er fra kommer fra området omkring Ligny-le-Châtel. Denne fredag, var det Jérôme Garnier, som havde taget turen til Danmark og nu skænkede sine 4 vine for vinbloggeren.
Garniuer brødrene ejer omkring 23 hektar vinmarker, fordelt omkring byerne Ligny-le-Châtel, Maligny, Villy, Lignorelles samt Chablis. De har siden 1992 løbende udvidet både deres produktion og kvalitet og laver primært Chablis vine.
Udover egne marker, som køber vinhuset også druer fra en række andre lokale vinavlere, som ejer nogle af de bedste marker i selve området.
I dag laves der helt præcis 8 forskellige vine, heraf er de 7 selvfølgelig hvide, og et par stykker er endda 1. Cru og Grand Cru Chablis … og så producerer brødrene også en rød bourgogne, som de selv kalder Bourgogne Epineuil Pinot Noir, da druerne til fremstilling af vinen ikke kommer fra egne marker, men derimod fra andre vinavlere ved byen Epineuil.
Men denne eftermiddag smagte jeg kun Chablis … 4 stykker og den første var denne 2019 Petit Chablis, hvor Chardonnay druerne er fra en 2,2 hektar stor mark og efter høst og et presning, så får den lov til at gære i vanvittige 120 dage ved 20 grader. Efterfølgende gennemgår vinen malolaktiske gæring og herefter lagres den på store ståltanke i 6 måneder på bærmen.
WAUW … sikke en flot duft og selvom den ikke er lagret på fade, som har den alligevel en vis cremet, fed og fyldig duft med lakridskonfekt, vanilje, blomster samt en kalket mineralitet. Den er småbuttet med smør, pærer, æbler, abrikos, citroner, sten og skolekridt.
I munden har vinen en fin, frisk og let smag, uden det bliver for fimset, en god syre, lidt rustik, men bundet så forbandet fint sammen via en god, kalket mineralitet, citroner, grønne æbler og en ganske svag lille sødme. Det smager vanedannende godt og til prisen helt sikkert en af dagens allerbedste køb … lige under 5,5 fingre.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 199,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 159 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7