Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Fattoria San Francesco, Ciró Rosato, Calabrien, Italien

2017 Fattoria San Francesco, Ciro Rosato, Calabrien, ItalienI Luca Maroni ræset stod den derefter på 2 x rosé – ohh skræk og rædsel – og første var denne Ciró Rosato fra vinhuset Fattoria San Francesco i Calabrien.

Vinhuset ligger lidt udenfor byen Ciró i det østligste del af Calabrien … altså forfoden af Italien – hvis vi altså forudsætter, at Italien er en støvle og Apulien hælen.  Vingården har siden 2013 været ejet a Luzzolini familien, men stammer oprindeligt fra et gammel kloster grundlagt af Dominico de Paola i 1578.

Klosteret og tilhørende vinmarker blev i 1777 blev overtaget af Don Benedetto Siciliani og har helt til til salget i 2013 været i familiens Sicilianis eje, og den sidste efterkommer var Dr. Francesco Siciliani, som fra 1997 og frem drev gården med produktion af både vin og oliven.

Siden Luzzolini familiens køb er vinproduktionen moderniseret og de har også lavet en lang række nye vine. Vinkælderen er moderniseret og der er også bygget en restaurant og vinbar.

Og det er en stor vingård … hele 2.500 hektar jord ejer Fattoria San Francesco, men hvor meget der er vinmarker, ved jeg ikke. Men produktionen ligger dog på over 1 millioner flasker vin årligt.

Og en af deres vine er denne Ciró Rosato … en rosévin lavet på druesorten Gaglioppo, som efter sigende skulle være Calabriens ældste druesort og jeg en enkelt gang tidigere er stødt på her på vinbloggen.

Gaglioppo findes således primært i Calabrien og er en hårdfør drue, som kan tåle en pæn portion tørke og oftest anvendes til at blande sammen med andre druer.

Denne rosévin er lavet med afstilking af drueklaserne, frisk presning og fermentering alene i rustfrie ståltanke. Vinen har også lagret på stål i en periode og derefter 1 måned på flaske inden frigivelse. Og så har Maroni givet vinen 95 point.

Duftmæssigt er det en let parfumeret vin med håndsæbe, jordbær, hindbær og egentlig en god frisk frugt, som er meget ren i udtrykket. Smagen er dog langt sødere end forventet og samtidig virker vinen meget let og næsten vandet. Der er lidt citronsyre, grape og bitterhed, så den klarer opgaven okay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 85 kr. Denne aften kunne vinen købes til 69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Cantine di Ora, Masso Antico Fiano del Salento IGT, Puglia, Italien

2017 Cantine di Ora, Masso Antico Fiano del Salento IGT, Puglia, ItalienOg vi fortsætter med endnu en hvidvin fra det store Schenk maskineri … Masso Antico Fiano del Salento IGT, som Maroni skam har smidt hele 97 point efter.

Vi er med denne vin i Apulien aka Puglia og vinen er lavet på den mere ukendte drue Fiano, som jeg heller ikke er stødt på tidligere. Det er en italiensk druesort, som primært findes i Campanien samt på Silcilien … men den findes også i begrænsede områder i Apulien. Derudover har en række australske producenter også plantet sorten i McLaren Vale.

Druen er lille med et tykt skind og er stærk aromatisk. Den giver egentlig ikke ret megen væske, hvilket måske er årsagen til, at den ikke er blevet udbredt mere, selvom druen har en lang historie i Campanien.

Druerne til Masso Antico Fiano del Salento IGT kommer – som navnet også siger – fra Salento området i Apulien. De høstes manuelt og en del af druerne tørres efter appassito metoden, hvilket giver mere sukker og smag til vinen.

Vinifikationen sker i rustfrie ståltanke, men derefter lagres vinen 3 måneder i egefade, hvorefter den blandes med den del, der ikke er tørret og lagret i egefade.

Vinen har også en meget aromatisk og parfumeret næse med både lidt sæbe og benzin, moden eksotisk frugt, mandler og virker meget fyldig og omfavnende i aromaerne.

Smagsmæssigt er det ikke synderligt komplekst, men en blid, venlig og ganske fornøjelig vin. Der er ferskensødme, eksotisk frugt og har pænt bællepotentiale.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr., men denne Luca Maroni aften kunne fås for 65 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Cantine di Ora, Amicone Bianco Veneto IGT, Veneto, Italien

2015 Cantine di Ora, Amicone Bianco Veneto IGT, Veneto, ItalienNæste pointbasker ifølge Luca Maroni blev denne Amicone Bianco Veneto IGT fra Cantine di Ora eller Schenk Italia, som vinhuset – eller rettere den italienske del af koncernen – også hedder.

Schenk Italia er nemlig en del af den store Schenk Wine Group, som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter. Og vi snakker virkelig en mega stor koncern.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag i Schenk Italia store produktionsfaciliteter 5 steder i Italien. Derudover ejer de også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Denne Amicone Bianco Veneto IGT er en af koncernens vine under Amicone navnet … en serie bestående af 6 forskellige vine. Jeg ved ikke, om navnet skal trække referencer til Amarone … men denne hvide udgave er lavet på et blend af druerne Chardonnay, Gewürztraminer samt Garganega.

Vinen laves ved, at druerne først ligger i kold maceration for 8 timer inden de presses og fermenteringen sker ved omkring 16 grader. Fermentering sker for en del af mosten i rustfrie ståltanke og en anden del i egefade. Derefter lagrer vinen med bærmen – sur lie – i mindst 3 måneder inden flaskningen.

Næsen er fersken, melon, abrikos, æbler, blomster og virker derudover en smule sødkrydret med bl.a. en smule vanilje. I munden er vinen lettere vandet og ganske anonym. Det smager ikke helt så sødt, som dufter ellers indikerede.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr., men denne Luca Maroni aften kunne fås for 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2016 Feudi Bizantini, Passofino Pecorino, Abruzzo, Italien

2016 Feudi Bizantini, Passofino Pecorino, Abruzzo, ItalienDen første vin med Luca Maroni stjernestøv – 94 af slagsen – blev denne Passofino Pecorino, som kommer fra vinhuset Feudi Bizantini ved den historiske byzantinske by Crecchio i Chieto området i Abruzzo regionen.

Vinhuset Feudi Bizantini er svært at finde oplysninger om og på husets hjemmeside er der heller ikke megen hjælp. Men lidt researche viser, at manden bag Feudi Bizantini er Luigi Ulisse, som sammen med broderen Antonio driver vinhuset Tenute Ulisse på samme adresse.

Tenute Ulisse er en del af en ældre vingård, som er grundlagt omkring år 1900 af Antonio Antonucc, men i dag altså drives af børnebørnene og brødrene Luigi og Antonio Ulisse. De har samlet 65 hektar vinmarker spredt mellem byerne Crecchio, Guliano Testino, Lanciano og Ortona.

Der dyrker de tæt på Adriaterhavets kyst primært de traditionelle druesorter Montepulciano d’Abruzzo og Trebbiano d’Abruzzo, men også lokale hvide druesorter såsom Pecorino, Passerina, Cococciola, Montonico samt mere internationale sorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Og ud af den gamle vingård er der altså opstået 2 vinhuse, nemlig Tenute Ulisse og så projektet Feudi Bizantini, hvor Luigi Ulisse laver vine sammen med en række partnere, bl.a. vinmageren og vinproducenten Marco Flacco, der til dagligt også hjælper Ulisse brødrene på Tenute Ulisse.

Her er den en hvidvin på netop Pecorino, som er en drue, som tilsyneladende var tæt på udryddelse, idet man mange steder havde plantet til den langt større og langt mere givende drue Trebbiano.

Imidlertid blev druen fundet og et stort podearbejde begyndte, og i dag kan man støder på druen flere steder i Abruzzo og Marche. Hos Feudi Bizantini er vinen under appellationen Terre di Chieti, men en IGP vin, som er lavet på rustfrie ståltanke med fermentering ved 8-11 grader og lagret 3 måneder på ståltankene inden vinen er flasket.

Næsen er fersken, blomster … en kende nærig med sine aromaer. Der er måske lidt hvid balsamico, mens vinen smagsmæssigt byder på grape, bitterhed, medium syre og egentlig virker en kende rustik/kantet i syren.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 129,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr., men denne Luca Maroni aften kunne fås for 69,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland Dennne Spätburgunder S fra Weingut Ellermann-Spiegel er i seneste årgang 2015 fortsat nærmest legal tyveri … ganske prisbillig og smager fortsat ganske fortræffelig.

Trust me … jeg har smagt vinen i både årgang 2013, 2014 og nu 2015 og hver gang været imponeret.

Weingut Ellermann-Spiegel er grundlagt af Frank Spiegel. Efter efter uddannelse til ønolog fra Geisenheim, ophold hos Weingut Knipser og en afstikker til Bordeaux overtog han i 2007 sin stedfar Harald Ellermanns vingård i den lille by Kleinfischlingen, omkring 20 kilometer sydøst for Kaiserslautern i Pfalz.

Harald Ellermann havde indtil Franks overtagelse af vingården solgt sine druer til det lokale kooperativ, men da Frank overtog driften ændrede man navnet til Ellermann-Spiegel og begyndte produktionen af egne vine. Frank har udover forbedring af vinene også satset massivt på markedsføring af vingården.

Et af elementer i markedsføringen er blandt andet etiketterne på husets vine, hvor der er en stjerne og initialerne for Ellermann-Spiegel … ES, som jo også på tysk betyder “det”. Og der står ganske passende på etiketterne; Dir muss ES schmecken! … du må smage det. Og det gør vi skam også.

Weingut Ellermann-Spiegel har samlet 48 hektar og dyrker sorterne Riesling, Auxerrois, Cabernet Dorsa, Spätburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer, Grauburgunder, Sauvignon Blanc, Weißburgunder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Regent, St. Laurent … ja et bredt udsnit af de druer, som typisk findes rundt omkring i Tyskland.

Her har vi husets Spätburgunder S, som Frank Spiegel har lavet i temperaturkontrollerede ståltanke og lagret på barriques … endda sur lie en periode, men hvor lang tid ved jeg ikke.

I glasset er vinen som tidligere herlig transparent … den fine, lyse teglfarve. Duftmæssigt sød kostald, igen let animalsk med lyse frugter, hindbær, kirsebær, røget kød, nelliker, spidskommen, marcipan og kanel. Der fornemmes klart en vis portion sødme.

Smagsmæssigt er det en saftig vin, som smager virkelig godt. Der er en pæn omgang sødme i vinen, men ikke så meget at bægeret flyder over, for der er også bitterhed, lethed, en smule peber og stor saftighed. Den har en populær imødekommenhed … letbenet vil nogle sikkert sige og det er måske ganske rigtigt, men ganske fornøjelig.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 7,00€ … eller omkring 52 kr. og dermed dokumenteret legalt tyveri.

Vinanmeldelse 5/7   

2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin kommer ganske vist fra Baden, men er lavet af vinmagere fra 2 vinområder, nemlig af ægteparret Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, hvorfor den også meget passende hedder Hand in Hand Spätburgunder.

Ahr til Baden … A til B er også helt bogstaveligt vist på etiketten, der både rummer druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé. Og det er en vin, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2012.

Markus Klumpp fra Weingut Klumpp i Bruchsal, Baden og Meike Näkel fra Meyer-Näkel i Dernau, Ahr kan I se på billedet ovenover. De blev gift i 2011 … men de to vinhuse kører videre uafhængig af hinanden, dog med dette fælles projekt Hand in Hand.

Der laves dog kun 3 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder, denne Spätburgunder samt en Rosé Sekt, som er lavet på både Grau- og Spätburgunder.

Jeg skal nok undlade at skrive om vinhusene … begge huse har jeg nemlig skrevet om tidligere her på bloggen, så i stedet kigger vi lidt nærmere på denne Hand in Hand Spätburgunder, hvor druerne i dag udelukkende kommer fra marker i Baden. I starten var der også en smule druer fra Ahr i vinen, men det ser ikke ud til at være tilfældet længere.

Druerne høstes manuelt, og er lavet med 2 ugers maceration og fermentering i bütten … små åbne egekar. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen ikke helt lys og transparent … men lidt mørkere end traditionel Spätburgunder. Næsen er dog klassisk Pino med lidt sød stald, hindbær, røde bolsjer, estragon, enebær, røg, kastanjer, kakao, baconfedt, grannåle og lidt kanel.

Smagsmæssigt er det syrlige kirsebær, hindbær … nærmest som frysetørret frugt. Vinen har en lidt kraftigere og varmere side end de fleste tyske Spätburgundere, men har ellers en blød syre og er ganske blid med en eftersmag med lidt krydderier.

Købt på weine.de, hvor prisen er 13,40€ … svarende til 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Roterfaden, Riesling Trocken, Württemberg, Tyskland

2016 Weingut Roterfaden, Riesling Trocken, Württemberg, TysklandMartin fra Extra Brut Vinimport har fundet en lille spændende mikroproducent i det store – og nogle gange kedelige -Württemberg område, nemlig Weingut Roterfaden og derfra smager vi deres tørre Riesling.

Det lille vinhus, der drives af Johannes Hoffmann – som blot kaldes Hannes – samt hans græske kæreste Olympia Samara. Det er de smukke mennesker, som I kan se på billedet ovenover. De mødte hinanden under deres studier til vinmagere på universitetet i Geisenheim og blev straks forelskede.

Efter endt uddannelse studerede de vin i den store verden med ophold i både Frankrig, Californien og specielt Østrig, da de begge deler en stor kærlighed for vine på druen Blaufränkisch, der jo i Tyskland kaldes Lemberger.

Arbejdet hos de forskellige vinproducenter øgede kun deres ønske om deres eget vinhus, så derfor overtog de i 2014 Hannes’ bedsteforældres gamle vinbrug lidt udenfor den lille by Roßwag ikke langt fra byen Vaihingen an der Enz … den 112 kilometer lange flod, som er en af Neckars bifloder i Baden-Württemberg.

Bedsteforældrenes havde altid leveret deres druer til det lokale kooperativ, men det unge par havde andre planer og grundlagde således Weingut Roterfaden, hvor de siden 2015 har lavet vine fra deres små 2 hektar vinmarker med Riesling, Spätburgunder og selvfølgelig Lemberger. Jordbunden er kalkholdig med Muschelkalk og vinstokkene står på terrasser på de stejle marker.

Vingården Weingut Roterfaden er også renoveret med hjælp fra parrets venner. Det er sket med et design domineret af træ og ler for at understrege det naturlige look og parrets naturlige tilgang til vinproduktion.

Deres mål er nemlig at lave vin, der smager af terrior og af området, så alt dyrkning sker efter biodynamiske principper uden gødning og alene med egen kompost.

Vinene laves også uden tilsætning af gær, og hos de bedste røde sker presningen ved at trampe i druerne. Der filtreres heller ikke og der anvendes alene begrænset svovl. En ganske lille produktion på samlet omkring 4.500 flasker om året.

Denne Riesling Trocken fra Weingut Roterfaden er – som de andre vin fra parret – lavet med så lidt indgriben som muligt. Det er med spontangæring og derefter lagret 11 måneder på fad, hvorefter vinen flaskes ufiltreret og alene med en lille knivspids svovl.

Og i glasset er det da også en smuk grumset væske … nærmest som et akvarium, som ikke er passet i sommerferien. Men det dufter nu ganske anderledes … af syrlige æbler, æbleeddike, hyben, hundelegetøj af gummi, flæsk, tang, saltkaramel og derudover er man ikke i tvivl om en biodynamisk tilgang. Det dufter af både landlighed og en smule fad. Duften er lidt anderledes end Riesling normalt, men fandens interessant.

Smagen er både grape, friske og nærmest umodne æbler, syrlig og vedkommende frugt, en kande æblemost, en vase med blomstervand og tørre krydderier. Der er noget virkelig organisk over vinen … noget oplivende ved vinen og det er svært at tro, at det virkelig er fra Württemberg. Sjovt nok bliver vinen med at vinde i glasset, så take your time. Vinen er nærmest som en frisk sorbet mellem to retter … opfriskende. Daddy likes it.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New ZealandSeresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo … lidt som Cold Hand Winery. Michael Seresin siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ord er overflødige … kun hånden som symbol på styrke samt kraft fra jord og sten. Så må vi se, om det også præger denne 2013 Pinot Noir Leah.

Pinot Noir Leah er opkaldt efter Michael Seresins datter og lavet med druer fra næsten alle husets vinmarker, bl.a. de mest lerholdige parceller på  marken Raupo Creek Vineyard i Omaka Valley samt Tatou Vineyard og Noa Vineyard, alle dyrket både økologisk og biodynamisk.

Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres – efter en periode med udblødning – ud i ståltanke med druernes naturlige gær i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-–11 måneder.

Og den læner sig i nogen grad op ad Momo lillesøsteren med en næse, som har en smule kirsebær, men heldigvis også både stikkelsbær, hindbær, rabarber og ribs. Derudover er det krydret, grønt, mineralsk og har samtidig lakrids samt masser af tørret træ.

Smagen har klart mere bid, kraft og mere dybde, men der er ikke ret megen sødme … i stedet er det tørt med eg, kirsebær samt en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade. Rating lander på samme niveau, som sidst jeg smagte vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New ZealandHerringbone betyder vel sildeben. Og druerne til denne Pinot Noir kommer netop fra Aras vinmarker ved Herringbone Hills … en række bakkeformationer ved Waihopai floden i Marlborough, hvor der på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster, som har givet navn til stedet.

Og vinen Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of ARA aka ARA Wines er en gammel kending, som jeg tidligere har smagt og skrevet om i både årgang 2010 og 2012, men her har vi altså fat i en nyere årgang 2014. Sidst jeg drak 2012’eren var jeg ikke særligt begejstret.

Druerne kommer som sagt fra området ved Herringbone Hills, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Der består jordbunden af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Druerne høstes med maskiner, hvorefter de hos Winegrowers of ARA afstilkes og presses forsigtigt. Derefter ligger de i kold maceration 10-15 dage, hvorefter mosten fermenteres i rustfrie ståltanke. Den malolaktiske gæring startes i ståltankene og derefter lagrer vinen 6 måneder på franske barriques, hvoraf 10% er nye fade.

Sjovt nok dufter denne vin langt mere animalsk end foregående økologiske Momo. Her kommer der lidt sødlig, landlig hestestald med kirsebær, flæsk, bacon og kanel. Der er klart mere sødme, men også med en tendens til at blive lidt overdone.

I munden er vinen også klart lettere end Momo … det er mere klassisk Pino med hindbær, jordbær, lidt granatæbler, ribs samt en svagt syrlig kant. Denne 2014 er bedre end 2012’eren.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New ZealandMed næste Marlborough vin fortsætter vi hos det netop solgte vinhus Seresin Estate … nemlig med deres Momo Pinot Noir, der ikke – som øvrige vine fra gården – har en etiket med et håndaftryk som logo.

Vinene i Momo serien omfatter 5 forskellige vine, en rosé, 3 hvidvine på henholdsvis Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og så denne Pinot Noir. Fællesnævneren i Momo serien er, at druerne til vinene ikke kommer fra Seresins egne marker, men fra druer opkøbt hos flere mindre vinavlere i Wairau Valley, dog fortsat dyrket økologisk.

Seresin opkøber druerne umiddelbart før, at høsten går i gang, og efter høstet – som foregår med håndkraft – gærer mosten ud på åbne tanke, 2 ugers maceration før den lægges på primært brugte og 4% nye franske barriques, hvor den får lov til at lagre i 12 måneder før den endelige aftapning på flaske.

I næsen er der ribs, hindbær, stikkelsbær, rabarber, eg, røg og peber. Syren er måske en kende aggressiv og har en klart grøn slagside samt et svagt animalsk islæt med krydderurter og lidt tørrede krydderier.

Momo Pinot Noir er dog bedre smagsmæssigt, hvor der egentlig er okay blidhed og lethed. Frugten er i samme boldgade som duften, altså hindbær, stikkelsbær og ribs, mens syren er sådan medium afbalanceret. Der er en smule tørhed og bitterhed i smagen, men samlet lidt indtrykket en smule rustikt og simpelt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Vinanmeldelse 4/7