Jura er hip og med på den økologiske/biodynamiske bølge, som de seneste år har ramt både de nye, moderne restauranter samt os forbrugere, som er træt af de gamle travere, gerne vil prøve noget nyt og selvfølgelig også flashe, at vi er med på moden.
Opblomstringen af det kun 1.100 hektar lille vinområde mellem Bourgogne og Schweiz skyldes bl.a. et væld af nye unge og stræbende vinbønder, som laver økologiske, biodynamiske og naturlige vine. Og én af disse er det unge ægtepar Géraud og Pauline Fromont, som driver Domaine des Marnes Blanches og derfra kommer denne 2012 Empreinte Savagnin.
Vinhuset ligger ved den lille by Sainte-Agnés og blev grundlagt tilbage i 2016 af Géraud og Pauline. De stammer begge fra Franche-Comté lidt længere mod syd, hvor deres respektive forældre drev lidt landbrug inkl. et par hektar vinmarker.
De forfulgte imidlertid begge en drøm om at lave egne vine og mødte hinanden under deres studier til ønologer i Dijon. Og der var ingen tvivl om, at de skulle slå sig ned i Jura … hvilket således blev ved Sainte-Agnés, lige knap 2 kilometer fra andre nye, progressive producenter som Peggy & Jean Pascal Buronfosse samt den skøre og energiske Julien Labet, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.
Géraud og Pauline Fromont har samlet 10 hektar vinmarker med vinstokke, der er op til 100 år gamle. Marker ligger spredt omkring 3 byer i den sydlige del af Côtes du Jura appellationen, nemlig omkring Cesancey, Vincelles og Sainte-Agnés.
Marken ved Cesancey var deres første køb og har en undergrund rig på hvid mergel. Mergel hedder på fransk Marne og derfor blev husets navn også Domaine des Marnes Blanches … huset med den hvide mergel.
Husets øvrige marker har dog ganske forskellig jord, bl.a. rød mergel, kalk og kalksten med fossile rester. Alle parceller drives certificeret økologisk og vinificeres separat på samme måde som hos nabo regionen Bourgogne.
Parret dyrker primært druerne de hvide Savagnin og Chardonnay samt de røde Trousseau, Pinot Noir og Poulsard. Specielt Trousseau har Géraud Fromont store forventninger til. Han har endda ryddet en ældre 2 hektar stor mark og tilplantet den med Trousseau, som han mener passer perfekt til den mergelholdige jord.
Fromont har opdelt deres vineri i to vinkældre … én dedikeret til deres Blanc Ouillé, hvor fadene toppes op, som man gør i Bourgogne, og den anden del til de mere traditionelle Sous Voile vine, som Jura er kendt og berygtet for.
Førstnævnte er et nyere anlæg, som fyldt med rustfrie ståltanke og neutral fade af forskellige størrelser. Her sigter man efter elegance, mineraler og energi.
Sidstnævnte er en 200 år gammel vingård, som de har omdannet til et tre etagers vineri. Det er i øvrigt også i den bygning, at man finder husets smagerum.
I de gamle bygning er der vinduer i hver ende af huset, hvorved der tillades varm luft at passere gennem hvert niveau om sommeren. Og de forskellige niveauer af fugtighed på hver etage gør, at der skabes optimale betingelser for den naturlige gæring.
Sous Voile betyder “under slør” … altså at vinen ligger under et slør af gær. Vinene laves uden at fadene toppes op, hvilket giver mere fordampning og dermed oxydering – hvorved der kommer et slør af gær på overfladen – hvilket giver mulighed for udvikling af aromaerne af nødder, karry og sherry.
Udover disse to slags vine, så laver Géraud og klassisk Crémant, en sjov PetNat og den magiske Vin Jaune.
Géraud og Pauline Fromont kalder deres Sous Voile vine for Empreinte, hvilket jo meget passende betyder fodaftryk … fodaftryk af et terroir, aftryk af en knowhow og fodaftryk af typisk Jura.
Der laves to Empreinte vine, en Tradition – lavet på 60% Savagnin og 40% Chardonnay – samt denne Empreinte Savagnin på ren 100% Savagnin.
Druerne er høstet med meget lille udbytte, alene 25 hektoliter pr. hektar fra 60 år gamle vinstokke. Den er lavet – som bekrevet ovenfor – helt Jura klassisk med lagring i 4 år uden at blive toppet op og uden indblanding af nogen slags. Masser af slør … masser af oxydering … næsten på vej til en Vin Jaune. Vinen sikres alene med en lille knivspids svovl.
Og det er – som altid med Jura – vin, som deler vandene. Mange står helt af, når de dufter og smager klassiske Jura vine, som både har sherry og oxyderede noter. Min frue var en af dem og sagde direkte, at den smagte forfærdelig.
Det gør den ikke og selvom jeg heller ikke har en stor forkærlighed for oxyderede vine, så rummer vinen faktisk rigtigt mange herlige og klassiske Jura elementer … og til et stykke stærk ost vil den være fantastisk aka et match made in heaven.
Næsen byder på tonsvis af valnødder, en sjat benzin, honning, gær, svage oxyderede noter, fedme, mug, sherry, timian, salt og en smule karry. Jo, den er god nok. Det dufter faktisk herligt.
Smagsmæssigt er det klart sherry med et citrus-tvist, salt, nødder. Syren er sådan lidt medium … ikke bidende og der er en vis elegance, luftighed og afdæmpethed over vinen, hvilket klæder den. Den bliver bedre og bedre med lidt luft i glasset.
Har du ikke tidligere smagt Jura vine, så skal du altså iklæde dig en vis portion tålmodighed og samtidig sænke dine parader, men så bliver du altså også belønnet. Det er fransk Film Noir … uforståeligt for nogle og genialt for andre.
Nogle vil dermed sige, at 4½ fede tommelfingre er alt for lidt, mens andre hårdnakket vil påstå, at det er alt for meget. Jeg er heldigvis ligeglad teflonbelagt og elsker vinen … men med en vis portion tålmodig indforståethed.
Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 210 kr.
Rating 4,5/7