Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Tabarrini, Montefalco Sagrantino Campo alla Cerqua, Umbrien, Italien

Giampaolo Tabarrini er en herlig frisk, skør og højenergisk fyr. Jeg mødte både ham og hans søde hustru Federica flere gange under mit umbriske eventyr, bl.a. til nogle af de officielle middage, mens Frederica – som mig – også var dommer i kokkekonkurrencen Sagrantino Nel Piatto og sad lige ved siden af Guisy Moretti og mig.

Og så ejer Giampaolo Tabarrini vinhuset Azienda Agricola Giampaolo Tabarrini aka Tabarrini, som han selv grundlagde i slutningen af 1990’erne, selvom han egentlig er 4. generation af vinavlere på ejendommen ved Turrita lidt syd for Montefalco.

Han producerer meget tørre og ganske tanninrige vine, men dog ikke så voldsomme som hos Caprai. Han nævnes af flere som værende blandt de top-3 bedste vinerier i området og er flere gange udråbt som The Rising Star of Umbria. Han laver hele 3 enkeltmarks Sagrantino og de bliver gentagne gange rost af både Gambero Rosso, The Wine Advocate og Wine Spectator.

Taberrini har samlet 11,6 hektar vinmarker, som er fordelt på 9 forskellige marker, nemlig markerne Pastene, Colle Grimaldesco, Piantata, Erede, La Vigna del Padrone, Cerqua, Biricocolo, Macchie og Ziesu.

Og fra disse marker laver vinhuset en Passito, en Bianca, en Rosato, 2 forskellige Rosso’er og 3 enkeltmarks Montefalco Sagrantino vine, nemlig fra markerne Colle Grimaldesco, Macchie og så Cerqua. Det er netop sidstnævnte vin, som vi her har fat i.

Montefalco Sagrantino Campo alla Cerqua er lavet med druer fra marken Cerqua, som ligger i 420 meters højde. Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med maceration i over en måned.

Efter den alkoholiske fermentering lagrer vinen 36 måneder i franske egefade og derefter yderligere 12 måneder på flaske, altså mere en reglerne i appellationen egentlig foreskriver.

Det betyder også, at denne 2013’ner slet ikke var færdig endnu og således alene en forsmag aka tidlig anteprima. På bagetiketten står der da også; Campione non in vendita, altså prøve – ikke til salg.

Og så laves der alene 1.800 flasker af denne vin hver år … marken Cerqua er da også alene på 1 hektar. Denne skulle efter sigende være den mest elegante af alle Taberrinis tre enkeltmarksvine.

I næsen er der mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, gazebind, vilde urter, mynte, blomster, eg samt vanilje og ellers virker den faktisk en smule neutral eller måske blot knap så powerfuld som andre Sagrantino’er.

Smagsmæssigt er der godt med frisk frugt, blommer, chokolade og så tonsvis af tanniner, som på nuværende tidspunkt desværre dominerer vinen alt for meget. Den skal ha’ alder. Det bliver en smule stramt og utilgængeligt. Kunne være sjov af smage i en ældre årgang.

Forhandles herhjemme af BB Vinimport, hvor en flaske årgang 2012 koster 329 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Fattoria Colleallodole Milziade Antano, Montefalco Sagrantino Colleallodole, Umbrien, Italien

Ved selve Anteprima Sagrantino smagningen, hvor jeg smagte 36 Sagrantino 2013 i streg, havde jeg faktisk begge Fattoria Colleallodole Milziade Antanos vine i min top-10. Her er det enkeltmarksvinen Montefalco Sagrantino Colleallodole i årgangen tidligere.

Den er lavet fuldstændig som den forrige vin, altså i rustfrie ståltanke og har samlet lagret 37 måneder, heraf 16-18 måneder i store egefade og 4-6 måneder på flaske. Druerne kommer dog alene fra marken Colleallodole, hvor stokkene er en tand ældre, nemlig mellem 30-40 år. Der laves samtidig alene også beskedne 1.300 flasker af denne vin årligt.

Og nu sker der virkelig noget mere i næsen. Hold da op. Det er landligt, animalsk og rustikt. Det dufter virkelig godt med sort og dybmørke bær, kød, blyanter, sten, tobak, lakrids og en nærmest tjæreagtig tæthed.

I munden er sødmen mere udtalt end hos lillesøsteren og samtidig er den satans tør og tanninerne igen voldsomme. Nu sammenlignede jeg forleden en Barolo med Nathalie Portman og skal jeg man fortsætte i den boldgade, så er dette mere Pam Grier som Jackie Brown … en smule badass. Det er fløjl og jern i en mundfuld og frugten mørk, sort og fed.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen – så vidt jeg kan se – 47€ eller omkring 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Fattoria Colleallodole Milziade Antano, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2012 Fattoria Colleallodole Milziade Antano, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienEt drys er normalvis en person, som er en smøl … kommer for sent eller efter de andre. Jeg har såmænd også lidt drys til jer, men en anden slags og fra Umbrien … et par vine, som jeg smagte undervejs, men endnu ikke har fået skrevet om. Denne Montefalco Sagrantino DOCG fra vinhuset Fattoria Colleallodole Milziade Antano er én af dem.

Vinhuset Fattoria Colleallodole Milziade Antano eller Fattoria di Milziade Antano ligger på adressen Via Colleallodole ved Bevagna svagt nordvest for Montefalco.

Det er et lille familievinbrug. som er grundlagt i slutningen af 1960’erne af Milziade Antano, men i dag drives af næste generation i form af Francesco Antano, som I også kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 20 hektar vinmarker i området, bl.a. marken Colleallodole, som også giver druer til husets enkeltmarkvin Montefalco Sagrantino Colleallodole. Markerne og produktionen sker naturligt og uden brug af kemikalier.

Denne Montefalco Sagrantino DOCG er husets almindelige Sagrantino vin, som kommer fra husets marker omkring Bevagna og fra vinstokke, som er mellem 10-35 år gamle, høstet med et udbytte omkring 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og har samlet lagret 37 måneder, heraf 16-18 måneder i store egefade og 4-6 måneder på flaske. Der laves årligt omkring 8.000 flasker af denne vin.

Næsen er mørk som kul … og med både noter af kul, koks, bly, fuldfede blommer, lakrids, tobak, blåbær, kirsebær, vilde urter og tør jord. I munden er vinen fortsat nærmest en teenager … ung, tæt, stram og med en sød side. Tanninerne er massive og kan nærmest lamme dig, så sug ikke for megen luft i munden … medmindre du selvfølgelig er til lidt S/M. Nej, så galt er det nu ikke, men det er bestemt en powervin.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 26,50€ eller omkring 197 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2013 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienDenne 2013’er Montefalco Sagrantino DOCG blev sidste vin, som jeg smagte under mit ophold i Umbrien. Det sidste punktum.

Ikke engang om aftenen på restauranten Locanda del Teatro drak jeg vin, men sprang der i stedet på en italiensk specialøl Mastri Birrai Umbri, et velkommet afbræk på den lange række af vine. Det virkede sgu også fint til både aftenens menu, som bestod af en lækker tartar til forret, en fantastisk risotto til hovedret samt en fed blødende chokoladekage med is.

Åh for fanden … I skal da lige ha’ billederne af maden på Locanda del Teatro:


Rørt tatar … elsker sgu denne ret.


Risotto med en rød pebersauce indkogt med Sagrantino … vistnok


Blødende chokoladekage – molleux au chocolat – med vaniljeis.

Nå, men denne 2013 Montefalco Sagrantino DOCG minder på mange måder jo om 2012’eren og byder i næsen på eg, blæk, mynte, eukalyptus, blåbær, men kirsebær er ikke her til at finde. Virker mørkere i frugten sammen med tobak, læder, krydderier og balsamisk syre.

Smagen har godt med markante tanniner, men syren er her klart mere stram og stenet. Der er fortsat jern, rust og power og frugten er blåbær, brombær og masser en ungdom.

På Uvinum koster vinen 263 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Fattoria ColSanto, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

De sidste to vine hos vinmageren Renato Cozzarolo og tolken Angela på Fattoria ColSanto blev husets Montefalco Sagrantino DOCG, som jeg først smagte i årgang 2012.

Vinen er lavet med macaration i 15 dage, fermentering ved 23 grader og efter den alkoholiske gæring, så er vinen lagret de obligatoriske 36 måneder. Det sker ved, at 70% af vinen lagrer på store egefade – som på billedet ovenfor – i 15 måneder, mens den resterende del lagrer i ståltanke. Derefter lagrer det hele yderligere 12 måneder på ståltanke og efter flaskning yderligere en periode.

Det er lidt anderledes, at Fattoria ColSanto alene lagrer 70% af deres Montefalco Sagrantino på egefade … det var eneste sted, som jeg stødte på den praksis. Jeg vil umiddelbart tro, at der er lige på kanten af appellationens regler, som jo siger, at vinen skal være lagret minimum 12 måneder på egefade.

Næsen er dog – sjovt nok – præget af en egenote … godt med træ og egeplanker, blåbær, kirsebær, tobak, læder, krydderier, balsamisk syre og en smule mynte.

Smagen har godt med markante tanniner, som dog aldrig bliver totalt bidende. Derudover er der jern, rust, sten og power – en virkelig rå power – samt egentlig meget ren i næsen uden den bliver for opulent. Men den virker fortsat meget ung.

På Uvinum koster vinen 263 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2015 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienDerefter smagte jeg en prøve på Fattoria ColSantos Montefalco Rosso DOC i årgang 2015 … en vin som først skulle flaskes senere på året.

Vinmageren Renato Cozzarolo fortalte, at de normalt først flasker deres Rosso i juni måned.

Og den dufter bestemt også meget yngre end foregående 2014’ener. I næsen er den mere grøn og byder derudover på røget bacon, mens der ikke er så megen læder endnu. Der er dog mørke bær, kirsebær, mynte og eukalyptus.

I smagen er egen meget fremme … som om, at vinen mangler at samle sig. Tanninerne er bomstærke, syren fin og frisk, men der mangler lidt rundhed. Det tegner dog ganske godt.

På Uvinum koster vinen 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2014 Fattoria ColSanto, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienHos Fattoria ColSanto var smagningen både lille og overskuelig … 2 af deres vine, nemlig både deres Rosso og deres Sagrantino i to årgange og vi startede med Rosso’en i årgang 2014.

Druerne til vinen kommer fra husets marker omkring Bevagna og er høstet i slutningen af september og starten af oktober måned. Renato fortalte, at de reelt høster 14 dage tidligere end andre producenter pga. en god tæthed i vinstokkene og at høsten foregår med maskiner. På nettet står der dog, at høsten sker med håndkraft, men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Vinen er kun lavet med Sangiovese og Sagrantino … altså uden Merlot. Om brugen af kun 2 druesorter lever op til reglerne i appellationen er jeg ikke helt sikker på, men der står skam DOC på flaskerne og fejlagtigt DOCG på deres tekniske pdf på nettet.

Nå, men vinen er lavet med maceration i 15 dage og gæring i rustfrie ståltanke ved 23 grader. Derefter lagres 70% af vinen i egefade og den resterende del i ståltankene i 15 måneder, hvorefter vi samles, flaskes og lagrer en periode yderligere.

Renato fortalte mig dog, at Sagrantino druerne faktisk lagrer 18 måneder på fad inden samlingen af vinen.

Duftmæssigt er vinen dejlig animalsk, frugten ganske mørk, dyb og frugtrig … frisk frugt samt læder, kirsebær og vanilje. Smagen er fint blød og vinen fornemmes velvoksen. Der er kraft, tørhed, en svag portion og stramme tanniner.

På Uvinum koster vinen 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Roter Hang Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Denne Riesling Roter Hang Trocken fra Weingut Georg Gustav Huff har jeg smagt i tidligere årgange, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2016.

Som sidst kommer druerne til denne vin fra Der Rote Hang – som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein – et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar. Dér har Huff’erne en del parceller, bl.a. på markerne Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg.

Nå, men denne Riesling Roter Hang Trocken kommer således ikke fra én bestemt mark, men fra flere af markerne fra Rote Hang. Vinen er lavet på ren stål og ellers ikke så mange informationer om vinen, så lad os i stedet smage på den og se, om den er lige så god som de andre gange.

I næsen er der mest ananas, ja faktisk godt med ananas, så det er ikke anderledes end sidst. Derudover æbler, tropisk frugt, kvæde, modellervoks og ganske tæt i duften.

Smagsmæssigt er vinen nærmest let perlende med æbler og ananas i skøn forening … måske er det æbnas ;o) Der er lidt sødme, en snas citron og ellers lige ud af landevejen … mangler måske en kende syre og mineralitet.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 4,90€ … svarende til 37 kr., hvilket er forbavsende billigt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Kirchberg GG Spätburgunder, Baden, Tyskland

Vi sluttede Weingut Franz Keller Schwarzer Adler rundturen med husets Grosse Lage Kirchberg GG Spätburgunder … en af husets topvine. Den er samme vin, som for år tilbage blot blev kaldt Selection A og A’et fremgår da også fortsat som et vandmærke på bagetiketten.

I dag er A vinen dog blevet til 3 separate enkeltmarksvine, nemlig fra Grosse Lage markerneOberrotweiler Kirchberg, Oberrotweiler Eichberg og Achkarrer Schlossberg, hvor sidstnævnte er den absolutte topmark.

Oberrotweiler Kirchberg ligger jo lige ved nabobyen Oberrotweil. Det er en forholdsvis lille mark på 4,5 hektar – faktisk den mindste i Kaiserstuhl – og bl.a. Salwey har også parceller på marken. Marken har sit navn efter en klosterkirke i et tidligere nonnekloster fra middelalderen og har en mørk, sort og stenet jord, som også præger vinene herfra.

Vinen er lavet traditionelt og har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere.

Duftmæssigt er denne Kirchberg GG Spätburgunder mere streng end forrige lillesøster og har heller ikke helt samme lethed. Der er til gengæld, flæsk, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster samt en dejlig animalsk side med både stald og gammel ged. Dufter himmelsk.

I munden har vinen en skarp, grøn side … her bliver Bourgogne referencerne endda endnu mere tydelige. Det er strengt og syrligt, hindbær, jordbær og en tand kirsebær, men alt i en fløjlsblød indpakning. Det smager stjernegodt, men sjovt nok er jeg mere vild med lillesøsteren … på den måde er jeg sgu meget billig.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Jechtinger Enselberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Der er ikke meget liv i den lille by Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl udover selvfølgelig et vinkooperativ og en håndfuld vinbønder, primært Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, deres topmoderne vineri, hotel samt Kellers 3 restauranter, hvor den primære Schwarzer Adler såmænd også har en Michelin stjerne.

Det er med andre ord et sandt lille smørhul for gourmenter, vinelskere og folk, som bare ønsker en god oplevelse. Selv hotellet er spitzenklasse og tilbyder total forkælelse med lækre værelser, fantastisk morgenkomplet og høj service. Det kan varmt anbefales.


Jeres flittige vinblogger i trukket i hotel Schwarzer Adlers badetøfler.

Og man glemmer ikke, at man er på Schwarzer Adler, for alle steder fremgår vinhusets logo med de to germanske ørne. Det er på håndklæderne, badekåben, sæben og de hvide tøfler.

Der er selvfølgelig også brochurer på alle værelser for vinhuset og restauranterne Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock og KellerWirtschaft.

Nå, i dette smørhul finder vi dermed atter en af Kellers flotte Spätburgunder … en ny vin i deres sortiment, nemlig vinen Jechtinger Enselberg Spätburgunder og det er én af de bedste vine, som jeg har smagt fra vinhuset.

Vinen er en enkeltmarksvin med druer fra erste lage marken Jechtinger Enselberg … altså stort set fra samme mark, som leverede druerne til den tidligere smagte vin fra Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl. Marken ligger lige mellem byerne Jechtingen og Bischoffingen.

Jechtinger Enselberg Spätburgunder er lavet stort set som facon som forrige vine, altså med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på både brugte barriques og større fade … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

I næsen er der lidt af det samme som hos Kellers Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, men lidt mere tæt, intens, let og svævende i duften, selvom vi er nede i marginaler. Men den er klart mere imødekommende, utroligt feminin og hold nu kæft, hvor det bare dufter godt. Der er mere blødt med hindbær, jordbær, lethed og svævende syre. Far er glad, meget glad.

Smagen er ren, præcis og stringent med kontrolleret syre, en tør og fin syre og – uha – det smager godt. Der er et grønt islæt med klare referencer til Bourgogne og syren spids, præcis og sætter dig blidt på plads.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 27€ … svarende til 200 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7