Lad os da endelig nuppe endnu en vin fra vinhuset Wirra Wirra Vineyards og denne gang er det en The 12th Man Chardonnay og atter med druer fra marker i Adelaide Hills.
12th Man Chardonnay 2020 er fremstillet på Chardonnay, som håndplukkes fra Lenswood og Lobethal i det højtbeliggende Adelaide Hills.
Som med den forrige er vinen alene lavet med det ekstra fine free run juice fra presningen af hele drueklaser. Mosten spontangærer, gennemgår malolaktisk gæring og har så lagret 9 måneder på burgundiske egetræsfade, heraf 25% nye fade.
Og fadlagringen kan bestemt duftes i vinen … rigtig smørfed med ristede hasselnødder suppleret med vaniljekiks, lakridskonfekt og søde mandariner. Det dufter herregodt, har en frugt med fersken, pærer, dåsepærer, æbletærte med flødeskum … totalt storladen, fyldig, cremet og bamselineblød.
I munden er vinen langt mere syrlig … der er friske æbler, grape, lemon samt en saltet, flintet og skarp mineralitet. Der er lidt fedme i smagen, lidt mynte, let bitterhed, men syren har et god overtag og skaber en smuk, afstemt og balanceret vin. Det smager sgu ret fabelagtigt med en let pleasende kant.
Forhandles af Supervin, hvor tidligere årgange har kostet 229,95 kr. for en flaske med en pris på 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.