Udenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich finder vi det gamle vinhus Lesehof Stagård, som står bag denne Grüner Veltliner Handwerk … en økologisk vin på Østrigs velkendte hvidvinsdrue.
Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.
Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique.
Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.
Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.
Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen ”rytme”. Det grundige markarbejde og den minimalistiske tilgang til vinifikationen, er de to vigtigste grunde til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.
Denne Grüner Veltliner Handwerk er lavet med druerne fra terrasserne på markerne Danzern og Pitschental, hvor jorden indeholder godt med mineraler og kalk. Druerne høstes relativt sent for at sikre maksimal modenhed i de nu gyldne druer. Der bliver kun høstet i hånden og druerne udblødes i 48 timer før de presses og den spontane gæring starter.
Selve gæringen foregår i rustfrie ståltanke og her bliver vinen med bærmen indtil selve aftapningen. Det giver maksimal tekstur til vinen og beskytter samtidig mod oxydering.
I næsen er her godt med vådt hø, græs, pærer, citrus, citrongræs, en smule tyggegummi og nogle mineralske noter. Der fornemmes også en vis syre, selvom næsen på ingen måder er dyb eller kompleks.
Smagsmæssigt er der heller ikke den friskhed og sprødhed, som jeg måske havde forventet .. og i stedet bliver den lidt blød, blid, tilbagelænet, selvom der dog er en vis syre og tørhed. På mig virker den dog en smule anonym i smagen.
Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 170 kr.
Rating 4/7