Jeg bliver bare mere og mere tosset med god portvin og specielt Colheita vinene har vundet mit hjerte, så derfor havde jeg dagen før juleaften smagt mig igennem 3 drønlækre Dalva Colheita portvine, der alle skulle serveres til risalamanden.
Den første var denne 2007 Dalva Colheita White fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden.
Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.
Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.
Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.
I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.
I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.
Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.
Men tilbage til denne 2007 Dalva Colheita White, der er lavet på et mix af de hvide druesorter Malvasia Fina, Viosinho og Rabigato. Normalt er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange og skal have ligget på fad i minimum 7 år inden tapning, men denne her har ligget på fad i minimum 10 år. Den har 117 gram restsukker pr. liter.
Sikke smuk farve … nærmest helt rav-farvet med lidt mahogni blandet i, mens duften starter med lidt alkohol, men på den fede måde suppleret med kandiseret mandarinskrald, nødder, en del marcipan og mandelessens, indkogt og tørret abrikos, karamel og kan allerede mærke, at jeg bliver helt svag i knæene.
Smagen er lige så god som udseendet … blød, sød med tørrede frugter, velintegreret alkohol, der giver sødmen fint modspil med en lækker oxidativ og nøddet nekltarfeeling. Det er en portvin, som varmer mig sjæl, legeme og humør … 95 point.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 6/7