Hvad er bedre end 1 flaske med druernes dronning Riesling? Tja, det kunne jo være 2 flasker Riesling, specielt når kvaliteten er som denne Oberhäuser Kieselberg Riesling, som kommer fra vinhuset Weingut von Racknitz.
Vinhuset drives af Luise von Racknitz Adams samt hendes mand Matthias Adams. Luise Freifrau von Racknitz-Adams er adelig … en rigtig baronesse, som kommer fra en lang slægt af baroner, som man i Tyskland i øvrigt kalder for Freiherrer.
Von Racknitz slægten stammer fra Steiermark i Østrig, hvor den i 1180 holdt til på Schloss Pernegg og var venner med hoffet. Da familien var protestanter og i 1629 ikke accepterede den nye kejsers katolske tro, så mistede de hurtigt indflydelse og så måtte Freiherr Gallus von Racknitz allerede samme år forlade Østrig sammen med frue og børn. De slog sig ned i Tyskland … først Regensburg og senere Nürnberg.
Baronesse Luise er datter af en af de gamle efterkommere af slægten, nemlig Hans-Lothar Freiherr von Racknitz, hvis familie siden 1753 bl.a. har ejet den gamle klosterruin Kloster Disibodenberg med tilhørende jord i Odernheim am Glan … ved Glan floden omkring 20 kilometer sydvest for Bad Kreuznach i Nahe.
Klosteret kan spores tilbage til 1100-tallet, hvor det var hjem for den tyske helgen, abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist Sankt Hildegard af Bingen. Klosteret var senere også en del af det store Kolster Eberbach og havde – som alle gode klostre – selvfølgelig også produktion af vin fra de tilhørende vinmarker.
Under Hans-Lothar Freiherr von Racknitz’ ejerskab led vinproduktionen imidlertid og vinhuset var i 2002 tæt på et kolaps, så familien hyrede et konsulentfirma til at hjælpe med udviklingen. De ringede til Matthias Adams, som på det tidspunkt ledte efter en vingård.
Matthias Adams var tidligere bankmand og finansdirektør i det store teknologiselskab Infineon Germany. Han havde besluttet sig for – inden han blev 40 år – at foretage et karriereskift. Han sagde derfor jobbet op og begyndte at studere vinproduktion, da en ven fra et stort konsulentfirma ringede og spurgte, om han ville undersøge, om han kunne hjælpe/redde og eventuelt investere i vinhuset i Odernheim.
Det undersøgte Matthias fluks og sagde ja til opgave. Det endte dog med, at han blev forelsket i Hans-Lothars datter Luise, og siden har de i fællesskab drevet Weingut von Racknitz, hvor Luise står for produktionen i vinkælderen og pasningen af parrets to børn, mens Matthias passer vinmarkerne. Siden 2015 har Luise dog selv stået for hele driften af vingården.
Og vinhuset er begunstiget af nogle helt fantastiske vinmarker af bedste kvalitet … faktisk nogle af de bedste marker i Nahe, dels bestående at de marker, som tidligere tilhørte klosteret og dels yderligere tilkøbte parceller. Samlet har parret 13 hektar vinmarker, hvor de bedste er de stejle Niederhauser Klamm og Hermannshohle samt de mere ukendte Schlossbockelheimer Konigfels, Rotenfels, Traiser Bastei og Oberhäuser Kieselberg.
Og siden 2003 har de virkelig fået hævet kvaliteten, og det er blevet bemærket. Vinhuset er kvalitativt i raketfart på vej op af den vinøse rangstige i Tyskland. Gault&Millau har for nyligt givet dem prædikatet Rising Star i Nahe. De bliver i dag også sammenlignet med andre Nahe producenter som Dönnhoff, Diel, Gut Hermannsberg og Schäfer-Fröhlich.
Vinhuset producerer årligt omkring 40-50.000 flasker vin og alle vinene fremstilles økologsik, men uden certificering. Her har vi husets Oberhäuser Kieselberg Riesling, hvor druerne netop kommer fra én af husets topmarker.
Og det med kvaliteten er der bestemt noget om, for i næsen byder vinen på et strejf af petroleum, men har ellers en fantastisk intensitet, fedme, dybde og kompleksitet. Det er modne gule æbler, abrikos, ristet brød … virker fyldig og har samtidig et køligt, mineralsk islæt. Hmmmm, tegner fandme godt.
I munden er vinen dyb, intens og smagen er mineralsk med grape, sødme … en syre/sødme, som er helt perfekt. Det smager helt perfekt og er helt klart på højde med nogle af de bedste Grosses Gewächs, som jeg har smagt. Thumbs Up.
Forhandles af Vinova, hvor prisen er 195 kr., og det er faktisk billigt for en vin på dette niveau.
Rating 6/7