Én af mine favoritter til byggemødet blev vinen Bagús fra vinhuset Bodegas López Cristobal, som holder til tæt ved byen Roa de Duero i Ribera del Duero. Hvad kan jeg sige … har nok altid haft et svagt punkt for vinene fra Ribera del Duero, selvom der laves fabelagtig vin i mange andre områder i Spanien.
Bodegas López Cristobal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderen ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.
Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde. Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han og hustruen Lola Cristobal ind på ejendommen og startede med at producere egne vine.
Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola. Og senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.
Bodegas López Cristobal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero, opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig primært Tempranillo, eller “Tinta del País”, som den kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.
Bagús er husets enkeltmarksvin fra marken Pago de Manvirgo. Vinstokkene er over 85 år gamle, ekstremt lille udbytte med 4 hektoliter pr. hektar, og druerne håndplukket og sorteret. Vinen lagrer 14 måneder på nye fade, efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt beskedne 3.000 flasker af vinen.
Bagús 2009 blev kåret til Spaniens bedste vin på Spaniens største internationale vinmesse Zarcillo Awards, som vinder af The Great Gold Zarcillo. The Zarcillo Awards er verdens 5. største vinmesse, når man ser på antallet af testede vine fra hele verden. De 50 kasser der kom til Danmark var udsolgt på under 18 timer. Her har vi dog vinen i en nyere årgang 2011.
Og i næsen godt med mørke godter, blommer, sorte kirsebær, kaffe, chokolade, søde krydderier, uhmmmm. Smagen er rund, fyldig, blød med blommer, lakrids, tørhed og god balance med power og fint greb med syre og godt med tanniner. Skøn vin, som jeg gerne vil smage igen.
Købt hos Supervin, pris 270 kr. ved køb af 6 stk,, og 359,95 kr. ved køb af en enkelte flaske.