Vi skulle da smage mere Pinot Noir og den næste er faktisk lavet af den danske vinmager Leo Steen Hansen på hans eget vinhus beliggende i Healdsburg i Californien … vinen er hans 2020 Mendo Pinot Noir.
Leo Steen Hansen er vokset op i et hjem med stor glæde for mad og vin. Hans far var køkkenchef, så allerede som 12-årig fik Leo Steen Hansen lov til at arbejde med sin far i køkkenet.
Da han blev ældre, tog han først en uddannelse i salg og marketing, men mad og vin var kommet i blodet, så han begyndte derfor hurtigt at studere på Kolding Hotel- og Restaurantskole.
I løbet af hans læretid var han heldig at arbejde sammen med Orla Farmann, der var landsmester for det danske verdensmesterskab i Sommelier. Orla hjalp Leo med at udvikle sin gane og uddybede Leos kærlighed til vin yderligere.
Læretiden blev så efterfulgt af vinrejser til både Alsace, Loire, Champagne, Bourgogne samt Italien og Spanien. Det kulminerede med certificering som europæisk sommelier og i 1997 blev Leo også vindirektør på den én-stjernede Michelin-guide-restaurant Kong Hans i København.
Arbejdet førte ham også til Californien på jagt efter nye vine til vinkortet på Kong Hans … og det blev kærlighed ved første blik, så i 1999 hev han teltpælene op og flyttede til Californien for at lære at fremstille vin.
I de næste mange år arbejdede han om dagen i forskellige vinhuse og om aftenen som sommelier. Samtidig studerede han kemi, dyrkning samt fremstilling af vin og i 2004 blev Leo Steen Hansen ansat som vinmager hos Stuhlmuller Vineyards i Alexander Valley i Sonoma.
Det var samme år, som Leo grundlagde samme år sit eget vinhus, som han kaldte Leo Steen Wines, der ligger i Sonoma. Der laver Leo så sine egne vine med en stil med mindre alkohol og mindre brug af egefade.
Leo Steen Hansen er også stadig vinmager – samt ansvarlig for salg og marketing hos Stuhlmuller Vineyards. Derudover har han også aftenjob som sommelier. Og så fik han oven i købet i 2009 tid at gennemføre et Diploma kursus hos WSET.
Vinene på Leo Steen Wines er alle lavet med opkøbte druer fra marker eget af familier, som Leo arbejder sammen med. Der er i dag således markler i både Sonoma, Santa Barbara, Santa Cruz og Mendocino.
Denne 2020 Mendo Pinot Noir er lavet af håndhøstede druer, som er afstilket og fermenteret i små partier med naturlig gær. Vinen er så eftergæret i tank og med malolaktisk gæring, hvorefter den er lagret 16 måneder på burgundiske egefade.
I næsen virker det som en venlig Pinot Noir … der er lidt eukalyptus, en frugt mørkere end forventet, brombær, solbær, mørke kirsebær, hindbær, kaffebønner, tørrede blomster og ristede champignon.
Smagsmæssigt er der lidt amerikanersødme med bred skygge på cowboyhatten, da det ikke bliver alt for sød. Der er kirsebær samt blommer, men der kommer også noget peber, som brænder en smule på tungen … men samlet blød og cremet med stor comfort hygge og behagelighed. 91 point.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr.
Vinanmeldelse 5/7