Weingut Konstanzer i Ihringen i Baden er jeg stødt på én gang tidligere. Dengang smagte jeg en Spätburgunder vom Vulkan, men nu er det deres hvide 2022 Chardonnay Weissburgunder vom Vulkan
Vinhuset hedder også Weingut Horst & Petra Konstanzer, da det drives af ægteparret, som startede vingården i 1983 … mest som en sidebeskæftigelse til deres daglige job med sølle 1 hektar vinmark.
I dag er de dog gået ind i projektet fulltime, lever og ånder for vin. De har nu samlet 10 hektar vinmarker, som passes økologisk, men udover vinproduktionen har de også udlejning af et par værelser på vingården.
Weingut Konstanzer laver omkring 16 forskellige vine og herunder altså denne Chardonnay Weissburgunder vom Vulkan, hvor druerne kommer fra forskellige marker i det gamle vulkanske område i Kaiserstuhl.
Det er en lille Gutswein aka basisvin, hvor fordelingen mellem Chardonnay og Weissburgunder skulle være fifty/fifty, altså 50% af hver druesort. Druerne er efter høst sorteret manuelt og efter blid presning er gæringen sket spontant på ståltanke over 20 dage,
Efter endt fermentering skulle vinen være lagret på en blanding af ståltanke og egetræsfade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.
I næsen er der pænt med frugt … melon, fersken, ananas er mine første noter suppleret med lidt søde krydderier, men bliver på én eller anden måde en smule endimensionel med det er med er sødt samt venligt ansigt.
Smagen er sådan lidt sjov … ved ikke helt, om den vil være fed eller frisk, så det bliver sådan et sted lige imellem. Frugten er også fra den samme skuffe med melon, fersken og så en lille smule lemon … men rodløs, saftet og uden den store bund. 87 point.
Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 89 kr.