Lidt sjov kom der dog på bordet i løbet af dagen … nemlig denne lille charmerende Grüner Veltliner fra vinhuset Laurenz V, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Vinhuset ejes og drives af Laurenz Maria Moser V – i daglig tale blot kaldt Lenz Moser.
V’et i Laurenz Maria Moser V er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.
Familien har haft betydelig indflydelse på den østrigske vinindustri, men Laurenz M. Moser skulle blive den femte og sidste generation på familievingården. For lidt over 10 år siden solgte han nemlig virksomheden, idet han ikke ville arbejde for banken og for familien.
Han ville lave sine egne vine … og alene på Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner. Og i 2005 stiftede han sammen med sine kammerater Dieter Hübler og Franz Schweiger således vinhuset Laurenz V … eller det lidt mere officielle og kedelige navn Laurenzfive Fine Wine GmbH.
Målet for foretagendet var at lave topvine på Grüner Veltliner og få dem solgt på verdensplan. Og der blev derfor investeret i marker, samlet omkring 85 hektar i vinområdet Kamptal i Kremstal samt i Weinviertel. Og i dag eksporteres omkring 91 procent af produktionen og til ikke mindre end 45 lande rundt om i verden, så man må sige, at Lenz Moser har nået sin målsætning.
Lenz siger selv, at Grüner Veltliner har Riesling’ens transparens, Chardonnay’ens rundhed og Sauvignon Blanc’ens friskhed.
Lenz’ bedstefar var også – som Lenz – en pioner for Grüner Veltliner. Han udviklede det ophængningssystem, som førte til stor udbredelse af druen i Østrig, hvilket paradoksalt nok gjorde den til en drue, man lavede mange lavkvalitetsvine af. Hans råd til hans barnebarn, var: “Koncentrer dig om de vigtige opgaver i livet og gøre dem godt, Kunsten ved god Grüner Veltliner er at dyrke perfekte druer og simpelthen ikke ødelægge dem i kælderen.”
Men i 1980’erne fandt kvalitetsbevidste vinbønder ud af at skære ned på udbyttet, hvilket førte til vine af langt bedre kvalitet – og med tiden har givet Grüner Veltliner ry for at kunne blive til virkelig god vin, på højde med store hvide bourgogner.
Hos Laurenz V laves der i alt 7 forskellige vine … alle med helt enkle etiketter … og alle selvfølgelig på Grüner Veltliner og med navnene Friendly, Charming, Sunny, Singing, Silver Bullet, Four og så denne Forbidden Grüner.
Druerne til vinen dyrkes hovedsageligt i løs grusjord i regionen Kremstal. Ved at tilføje nogle druer fra markerne i Weinviertel får vinen et mere krydret udtryk. Vinen har fået sit navn Forbidden Grüner Veltliner på grund af, at vinen er enkel, man stopper tidligt gæringen og det giver en lav alkohol på kun 11% og en god restsødme. Det gør vinen forbudt god og til fornuftige penge … hvilket lever op til vingårdens motto om Grüner og lutter fornøjelige vine.
I næsen godt med ananas, gule æbler, jasmin-blomster, vanilje … ganske blid og aromatisk. I munden er vinen rund, blid og blød. Den har et varmt og behageligt udtryk med sødme, modne pærer, tropiske frugter … meget saftig og en rigtig skøn vin. Faktisk overraskende god … og i min bog et tak bedre end husets Singing Grüner Veltliner.
Købt hos Gourmondo, pris 10,90€ … dvs. omkring 81 kr.