Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2011 Paco Del Vicario, Penta, Castilla La Mancha, Spanien

Så blev det Pauls tur, og han havde medbragt vinen Penta fra Bodega Pago del Vicario, som ligger 9 kilomter fra Ciudad Real, tæt ved Guadiana-floden og nationalparken Parque Nacional de Cabañeros i det sydlige Spanien … i området Castilla La Mancha.

Beliggenheden tæt ved floden frembringer et særligt klima som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området. Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – særdeles gunstige betingelser for modningen af druerne.

Vingården har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste i Tierra de Castilla men også en del i Bierzo.Vinmarkerne ligger i godt 600 meters højde. Jordbundsforholdene er meget forskelligartede, spændende fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale. Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er vinmarkerne inddelt i mange mindre separate dele.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, som blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er Susana López Mendiondo, som er oplært hos Peter Sisseck. Hun har dog fået hjælp af den australske Richard Smart, én af de mange “flyvende vinmagere”. Han har også været stærkt involveret med bistand til udvælgelse og sammensætning af Paco del Vicarios vinmarker i relation til de anvendte druesorter.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Denne vin med det græsk inspirerede navn Penta – hvilket betyder fem – er også lavet på 5 druesorter, nemlig sorterne Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Tempranillo og Syrah. Den har såmænd også lagret i 5 måneder på franske fade.

I næsen har jeg noget solbær, brombær, chokolade og en smule krydderier. Lidt landlig og rustik i udtrykket. Smagen er varm, fyldig og tør … godt med tanniner. Også grøn og kantet i munden, har god syrlighed, som passede fantastisk til de braiserede svinekæber, som vinen blev nydt til. Derudover mynte, røde bær og generelt meget frugtrig og varm vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles bl.a. hos World Of Wine, pris 94 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Longplay Wine, Pinot Noir Jory Bench Reserve Lia’s Vineyard, Oregon, USA

Næste vin havde jeg taget med – en Pinot Noir Jory Bench Reserve Lia’s Vineyard fra Longplay Wine, som holder til tæt på den lille by Newberg i Chehalem Mountains. Det ligger i Willamette Valley, ca. 40 km. sydvest for Portland i staten Oregon.

Det er en vin, som jeg havde smagt tidligere sammen med Jan og vi begge var ovenud begejstret for … jeg gav den faktisk 6 Thumbs Up … men synes, at Paul & Steffen nu også skulle smage den.

Området ved Chehalem Mountains er et af Oregons mest kendte og velanskrevne områder for produktion af Pinot Noir, og her ligger omkring 150 små vinproducenter, hver typisk med omkring 5 hektar vinmarker.

Ejeren af Longplay Wine eller Lia’s Vineyard, som gården rettelig hedder, bærer det danskklingende navn Hansen, nemlig Todd Hansen. Han driver vingården på lidt over 10 hektar sammen med et par hjælpere, nemlig Javier Marin, der står for selve markdriften, og så vinmageren Jay Somers, som i 2011 afløste Aron Hess. Todd står sammen med vinmageren for produktionen og derudover markedsføring, website m.v.

Lia’s Vineyard er opkaldt efter Todds lille datter, og markerne ligger i 380 til 560 meters højde, og jordbunden er, hvad amerikanerne kalder for “Jory”, en slags mørk, rødbrun og mudret lerjord.

Der laves primært Pinot Noir og på franske vinstokke. Markerne er således beplantet med 8 forskellige kloner af de franske Pinot Noir sorter Wädenswil, Pommard, Dijon nr. 114, 115, 667, 777, 828 samt Mariafeld. Derudover er der også plantet en smule Chardonnay.

Vinene produceres og sælges under navnet Longplay Wines … med sloganet “Analog Wine for a Digital World” … no overdubbing, no remixing. Etiketterne har også en god, gammeldags pladespiller som logo.

Det siges endvidere, at der altid spilles gamle, ridsede vinylplader i husets smagelokale, som ligger inde “downtown” i byen Newberg … og at den fyr, der arbejder i butikken kan være lidt mærkelig, og bl.a. hader at arbejde i weekender, hvorfor bedste råd er at købe lidt vin for at glæde ham!

Denne “Jory Bench Reserve” er husets topvin og kommer fra et stykke (bench) i toppen af vinmarken med den specielle jord (Jory), og deraf også navnet.

Vinen er stukket sammen af 75% Pommard, 19% Wädenswil og 6% Mariafeld Pinot Noir fra stokke med en alder mellem 12-21 år. Dermed er blandingen mellem de forskellige Pinot Noir kloner også en del anderledes end 2009’eren. Vinen spontangærer i store 2 tons rustfrie tanke, ligger med skallerne i 23-28 dage, hvorefter vinen lagrer 10 måneder på fransk eg, her 16% nye fade.

Mellem 2007-2010 var den vinmageren Aron Hess, som stod bag vinen, men denne 2011’er er lavet af Jay Somers. Der er kun lavet sølle 154 kasser af denne vin, og den har i denne årgang høstet 92 point af Tanzer og 91 point af Parkers Wine Advocate.

Smagsmæssigt … ja, og for den sags skyld og duftmæssigt … når denne 2011’er ikke 2009’eren. I næsen har jeg våde sten, kirsebær, mynte, estragon samt det skønne landlige udtryk, men kostalden ikke så tydelig, selvom du ikke er i tvivl om, at dette er Pinot Noir. Læg dertil, at vinen er ganske lys teglfarvet, transparent i glasset. Herudover er der chokolade samt et lidt krydret udtryk i næsen.

Smagen præges af søde og vilde kirsebær, hindbær, lys chokolade med dejlig tørhed, lethed og mineralitet, jern og blide tanniner. Elegant … men bare ikke så elegant og forførende som 2009’eren … måske den vil vinde det sidste ved lagring nogle år? Ja, men det nåede vi så ikke finde ud af, men stadigvæk en vin, som jeg bestemt vil anbefale alle, som holder af god Pinot Noir.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Smalle Vine, pris 249 kr.

Rating 5,5/7   

2013 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling, Washington State, USA

Forretten ved vinaftenen lørdag hos Steffen blev akkompagneret af en Riesling fra én af mine yndlings-vinmagere, den unike og specielle Charles Smith fra Walla Walla Valley i Washington State. Sindsyg fyr, men han laver nogle ret spændende vine, og denne Kung Fu Girl Riesling er én af dem.

Charles Smith har tidligere været manager fra et af mine gamle yndlingsbands, nemlig Psyched Up Janis med Sune Wagner i forgrunden. Han har også skrevet for musikbladet Rolling Stone … og nu har han slået sig på vinproduktioin i Washington State. Hvis du ikke har smagt hans vine, så er det absolut et must.

Flotte vine og de mest underlige navne på vinene og fantastiske etiketter. Fandt i øvrigt denne artikel om Charles Smith … ørkenens boheme.

Charles laver vine i eget navn, under navnet House Wine, The Magnificent Wine Company og K. Vintners. Jeg har drukket en del vine fra Charles Smith, bl.a. House Wine, Boom Boom Syrah, Milbrandt, Eve, Chateau Smith, The Velvet Devil m.fl., og det er kun en brøkdel, da han laver rigtigt mange forskellige vine … efter humør og årgang.

Her er man heller ikke bange for at blande vine. Parker har også tidligere smidt en del høje point til vinene fra Charles Smith, bl.a. flere gange 98 og 99 point til hans Royal City, mens Wine Spectator har været oppe at give 100 point i årgang 2006.

Tjek også hans hjemmeside; www.charlessmithwines.com eller www.kvintners.com

Nå, men lidt om denne Riesling fra Charles Smith, lavet på 100% Riesling fra marken Evergreen Vineyard ved Ancient Lakes. Her i denne årgang 2013 har vinen fået 90 Parker point. Det er selvfølgelig ikke tysk Riesling, men altså ganske godt lavet.

Jeg har tidligere drukket den i årgang 2010 … men her har vi den i en nyere udgave, årgang 2013 … som overordnet føles knap så sød som 2010’eren og mere klar og præcis i udtrykket. I næsen fanger jeg hyld, abrikos, grønne æbler, svag petroleum … mens smagen er frisk med lethed, god syre/sødme balance, tørhed, våde sten eller mineralitet … måske lidt flad i udtrykket, hvis jeg skal komme med en enkelte anke, og det gør at vinen mangler den sidste dybde.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel og Smalle Vine, hvor prisen er 129 kr.

Rating 4,5/7  

2010 Shelter Winery, Spätburgunder, Baden, Tyskland

Fredag er Spätburgunder dag … og i fredags var det denne Spätburgunder fra Shelter Winery, som stod for skud. Og det blev sgu et pletskud … Bullseye, Homerun, Knockout. En elegant vin, som er lavet af Hans-Bert Espe og Silke Wolf, som driver deres Shelter Winery ved byen Kenzingen tæt på Kaiserstuhl i Baden.

Hans-Bert Espe og Silke Wolf grundlagde Shelter Winery i 2003, da de lejede en nedlagt ammunitionsbunker bygget i 1960 af det canadiske flyvevåben. Under et tykt lag af beton, jord og græs installerede de moderne vinificeringsudstyr og nye franske egetræsfade til de første vine lavet på Pinot Noir.

Navnet på vingården lå dermed også til højre ben … Shelter Winery. Der blev også købt en vinmark på hele 1 hektar, og den var i forvejen tilplantet med Pinot Noir i 1978-79. Derudover blev der også købt og lejet et par mindre parceller, som Hans-Bert og Silke tilplantede med mere Pinot Noir, helt præcis klon 777.som betragtes som én af de bedste kloner til vine i Bourgogne stilen.

Både Hans-Bert Espe og Silke Wolf havde forinden læst ønologi på vinuniversitetet i Geisenheim og efterfølgende arbejdet på flere vingårde verden over. Hun kom fra Paderborn, og han var opvokset i Harzen. Allerede i 2003 kunne parret foretage første høst, og i 2004 udgive første vin fra Shelter Winery.

I dag er ejendommen vokset til 4 hektar vinmarker, hvor Pinot Noir deler plads med en smule Chardonnay, som man producerede for første gang i 2011. Markerne ejes i dag alle af Shelter Winery og ligger i Kenzingen og Malterdingen mellem Lahr og Freiburg. Man foretager en meget kontrolleret dyrkning for at opnå en optimal modning af druerne og en begrænsning af udbyttet.

Man er også i 2006 flyttet fra den gamle bunker til andre bygninger, da faciliteterne simpelthen blev for små.

Én af metoderne til at opnå den optimale modning og begrænsning af udbyttet er via beskæring af stokkene via lyra (eller lyre) teknikken, som er en beskæring i V- eller U-form, hvor arealet for fotosyntesen nærmest bliver fordoblet, og hvor man samtidig opnår mere plads til vinden mellem rækkerne og derved sundere druer. Det er en teknik, som ikke er så kendt endnu i Europa,  selvom den oprindeligt blev udviklet i Bordeaux.

Shelter Winery  producerer i dag omkring 11.000 flasker rødvin … primært Spätburgunder og Pinot Noir.

Denne Spätburgunder er lavet med druerne fra marker i Malterdinger Bienenberg og Kenzinger Hummelberg og fra vinstokke på omkring 20 år. Vinen har lagret på brugte barriques og store fade.

Og den smager sgu bare helt fantastisk. I næsen den velkendte, skønne søde kostald, meget rustik og let … meget klart Pinot Noir. Der er yderligere duft af kirsebær, hindbær, jordbær, vanilje, grønne noter og våde sten eller en form for mineralitet. I munden et fint bid med syre, mineralitet, kirsebær, tranebær, tæthed og en tørhed langt ind i mundhulen. Der smages også “noget grønt” … ret meget faktisk. Meget præcis med frugt og syre … virkelig dejlig vin og til prisen en vinder.

Købt hos en Skjold-Burne forhandler i Hjørring, pris 145 kr.

Rating 5,5/7  

N.V. Marchesi di Barolo, Malvasia di Castelnuovo Don Bosco, Piemonte, Italien

Den store Marchesi di Barolo smagning sluttede med en lille dessert fra Restaurant Østergade 1 … en lille chokoladekage ting med bær, og den skulle selvfølgelig lige skyldes ned med lidt sød vin, og det blev husets Malvasia di Castelnuovo Don Bosco.

Malvasia di Castelnuovo Don Bosco er en sød, mousserende, rød eller rosé DOC dessertvin produceret i i Castelnuovo Don Bosco-kommunen i Asti-provinsen på druen Malvasia di Schierano. Der kan – helt valgfrit – tilføjes op til 15% Freisa.

Vinen er normalt kirsebær rød med en aroma af druemost, roser, røde bær, mens smagen er sød og aromatisk med karakteristiske tanniner. En Malvasia di Castelnuovo Don Bosco kan laves i både en let (frizzante) udgave eller fuldt mousserende (spumante).

Druerne til Marchesi di Barolos Malvasia di Castelnuovo Don Bosco kommer udelukkende fra vinmarker lige midt i DOC-området. Ved høsttid bringes de fuldmodne druer med nænsom hånd til vineriet, hvor de gennemgår en grundig selektering inden gæringen igangsættes.

Denne gæring stoppes allerede ved en alkoholprocent på 6%, så det er en forholdsvis let dessertvin.

I glasset er vinen nærmest Sherry-farvet, mens duften er sød, frisk, boblende med overmodne æbler og et gæret udtryk. Smagen er også lidt overmodne æbler, honning, nødder og sødme. Okay … men fordybede mig vist ikke helt i vinen.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 115 kr.

Rating 3,5/7    

2008 Marchesi di Barolo, Barolo Sarmassa, Piemonte, Italien

Sidste Barolo fra Marchesi di Barolo blev denne Barolo Sarmassa, som er en tak mørkere, kraftigere og varmere i udtrykket end både Coste di Rose og Cannubi.

Det er producenter som Marchesi di Barolo, Federico Scarzello og Giacomo Brezza, som har gjort marken Sarmassa så berømt, at den rangerer lige under Cannubi. Vinmarken ligger nord for Barolo, tæt ved Cerequio og næsten i den sydlige del af La Morra.

Sarmassa skråningen ligger med en sydøstlig eksponering og en yderst stejl hældning. Netop på grund af denne stejle hældning er størstedelen af den løse jord over tid skyllet af skråningen, så den tilbageværende jordbund er yderst kompakt og hovedsagligt bestående af kalk og ler.

Dette giver dels en næringsfattig jord, hvor udbyttet naturligt holdes nede, og dels en jordbund med tilstrækkelig vandressourcer til, at vinstokken har grokraft nok til at opnå den phenoliske modning. De fleste af vinstokke på Sarmassa er plantet omkring 1985.

Alvise Lunardi nævnte under foredraget, at vi endelig skulle kigge ind, hvis vi kom forbi Barolo området. Og der er meget at se hos Marchesi di Barolo bl.a. kan besøgende se vinkældrene, et stort smagelokale samt Foresteria Marchesi di Barolo, som omfatter en restaurant, hvor man kan smage lokale specialiteter.

I det hele taget var Alvise Lunardi meget optaget af mad … og fortalte begejstret, hvilke retter han mente de forskellige vine vil passe sammen med. Det var lige så mundvandet løb hos de 28 deltagere, som var mødt op til denne smagning. Stor respekt … det giver en dimension mere, klasse.

Sarmassa
Alvise Lunardi fortæller om mad og Barolo Sarmasse

Nå, men tilbage til denne Barolo Sarmassa, som er lavet på samme måde som de to tidligere Barolo’er … det skal jeg ikke trætte jer med igen. Lagring 2 år … et år på flaske inden frigivelse og så videre.

I næsen er der mere kraft end hos de forrige … bærrene dufter mørkere, mere i stil med solbær kombineret med eg, tobak, flintesten, teblade, blomster, lakrids, krydderier og skovbund. I munden er vinen meget tør, god intensitet, tanninerne er godt integreret i syren og bestemt ikke ubehagelige. Godt med frugtsyre … og niveaumæssigt meget tæt på Cannubi vinen … måske svagt under.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 450 kr.

Rating 5/7  

2008 Marchesi di Barolo, Barolo Cannubi, Piemonte, Italien

Næste Barolo var fra Cannubi marken, en af de helt klassiske Barolo-marker. Den ligger lige nord for selve Barolo by og mange producenter har parceller her, og det er derfra, at nogle af de største Baroloer overhovedet kommer fra.

Cannubi marken strækker sig fra 230 til 309 meter over havets overflade og har et totalt areal på 30 hektar, fordelt på 15 ejere, heriblandt Marchesi di Barolo.

I de år hvor vækstforholdene “kun” har været rigtigt gode, bruges Cannubi-druerne fra Marchesi’ernes lod til deres “almindelige” Barolo’er, stadig fordelt efter kvalitet. Kun i de år, hvor vækstforholdene har været exceptionnelle, bruges mosten fra Nebbiolo-druerne til denne Barolo Cannubi.

Kvaliteten af Cannubi marken har været kendt i mange hundrede år … faktisk fra før Barolo vinene opstod, idet man har fundet en flaske i Langa med påskriften “Cannubi 1752”.

Man mener også, at det var adelen, som navngav marken, men hvad Cannubi betyder … ja, det ved jeg faktisk ikke. Vinkritikeren James Suckling har endda lavet en film om marken, selvfølgelig med den fantastisk titel; “Cannubi: A Vineyard Kissed by God”.

Og der er nok noget om snakken, for denne Barolo var – i min smag – aftenens bedste. Mere maskulin, men samtidig elegant og forførende. Den er lavet på akkurat samme måde som Barolo Coste di Rose, dvs. at vinen lagres opdelt, men den ene halvdel på store 30 og 36 hektoliter, slovenske foudres og den anden på let ristede 225 liters franske barriques. Begge partier lagrer i to år, inden de stikkes sammen igen og tappes på flaske for at lagre yderligere et år inden frigivelse til salg.

Duftmæssigt er denne vin mørkere i udtrykket med kalk,kul, kælder, krydderier, eg, blomster, røg, ribs og en smule læder. Smagsmæssig synes jeg også, at vinen er endnu mere præcis i udtrykket end de øvrige Barolo’er. Ellers er det kalk, kul, kirsebær, bitterhed, godt med tørhed og vilde tanniner, men fantastisk flot integreret i syren.

Fin vin, og frugten er meget direkte. Flot vin … men stadigvæk meget ung. Generelt synes jeg, at alle Barolo’erne lider lidt under den unge alder (for Barolo’er), og det gør måske også, at mine ratings er påvirket af dette.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 425 kr.

Rating 5,5/7 

2009 Marchesi di Barolo, Barolo Coste di Rose, Piemonte, Italien

Næste Barolo fra Marchesi di Barolo blev enkeltmarksvinen Barolo Coste di Rose … naturligvis fra marken Coste di Rose, som nok er én af de mere ukendte “Grand Cru” marker i Barolo, selvom marken faktisk ligger lige op til den berømte Bussia vinmark i Monforte d’Alba området.

De store marker i Piemonte findes omkring 5 byer, nemlig Barolo, Castiglione Falletto, La Morra, Monforte d’Alba og Serralunga d’Alba. I Barolo betragtes Cannubi og Sarmassa som de allerbedste marker sammen med Brunate, som også rækker ind i La Morra. I La Morra er det derudover Cerequio og Rocche, som betragtes som de bedste marker.

I Castiglione Falletto betragtes markerne Monprivato og Villero som de bedste marker, mens det i Serralunga d’Alba er markerne Lazzarito og Vigna Rionda, som hører til de allerbedste. I Monforte d’Alba er det Bussia, Ginestra og Santo Stefano di Perno, som hører til de mest anerkendte vinmarker.

Der findes ingen Grand Cru betegnelse, så denne sortering af de bedste vinmarker er sket af vinmageren Renato Ratti, som har gennemført en omfattende undersøgelse af jordtyper, geografi og producere vine fra hele området. Derefter har han kortlagt de enkelte parceller baseret på deres kvalitet og potentiale, og dette kort fra Ratti anvendes i dag af både producenter og negociantfirmaer i dag.

Og på dette kort hører Coste di Rose således ikke til blandt de bedste … selvom vinen faktisk koster næsten det samme som søstervinene fra de mere kendte marker Cannubi og Sarmassa.

Coste di Rose består, dels af en skråning med østlig eksponering, dels af et mere fladt opland til skråningen. Jordbunden på selve skråningen består primært af sand og kalksten samt meget små lerpartikler, hvilket giver en nærmest perfekt dræning, da kalkstenen og de små lerpartikler holder på tilstrækkeligt med vand til, at vinstokken kan modne druerne selv i tørkeperioder samtidig med, at den sandede jordbund dræner evt. overskudsvand væk.

Den perfekte jordbund og den østlige eksponering giver midterstykket af skråningen nærmest perfekte vækst og modningsvilkår, og det er netop på dette stykke, at Marchesi de Barolo har deres parcel.

Under gæringen ligger mosten med skindkontakt i 10 dage, imens der foretages pumping overs. Når den alkoholiske gæring er overstået, lægges vinen på betontanke, hvor den lagrer i to måneder ved 28 grader, mens den gennemfører sin malolaktiske gæring.

Vinen deles efterfølgende i to, hvor den ene halvdel lagrer på store 30 og 36 hektoliter, slovenske foudres og den anden på let ristede 225 liters franske barriques. Begge partier lagrer i to år, inden de stikkes sammen igen og tappes på flaske for at lagre yderligere et år, inden frigivelse til salg.

Alvise Lunardi 2
Alvise Lunardi fortæller om de store Barolo vine

Og så til indtrykket af vinen. Af aftenens 4 Barolo’er er Barolo Coste di Rose nok den mest feminine vin, og vinen med mest syre. Karaktermæssig ligger den mest op af Barbaresco’en, og dermed også den af Barolo’erne, som jeg nok syntes mindst om, men det er selvfølgelig en smagssag.

I næsen er der våde sten, bitre kirsebær, balsamico, blomster og grønne blade … men ellers er den faktisk en smule neutral i næsen. Har endnu større tørhed i smagen end den forrige Barolo del Comune di Barolo og herudover blæk, grønne blade … faktisk masser af grønne noter, godt med tanniner og voldsom lang eftersmag. Vinen er let, elegant og vedholdende … virkelig meget frugt og syre i eftersmagen.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 425 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Marchesi di Barolo, Barolo del Comune di Barolo, Piemonte, Italien

Efter Marchesi di Barolos Barbera vine, så blev det tid til Nebbiolo … først med deres 2010 Barbaresco – men den har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen – og derefter selvfølgelig Barolo vinene, hvor denne Barolo del Comune di Barolo var den første i rækken … en fin række med samlet 4 x Barolo’er.

Husets Barbaresco var jeg ikke synderligt begejstret for første gang jeg smagte den, og det gentog sig ved denne smagning. Selvom der alene er 25 kilometer mellem Barbaresco og Barolo, så er der store forskellige i vinene.

Måske er det vejret, som spiller ind … for i Barolo ligger markerne en anelse koldere, og jordforholdene er også anderledes. Det betyder, at rødderne i Barolo typisk går en del dybere end i Barbaresco.

Barbaresco modnes tidligere end Barolo, og har typisk et lavere indhold af tanniner. Dette betyder, at Barbaresco kræver mindre tid til at modne, ligesom Barbaresco er drikkeklar tidligere end de noget hårdere Barolo. Man siger også, at Barolo er kongen, mens Barbaresco er dronningen.

På denne Barolo del Comune di Barolo kan man i øvrigt se de to slotte Castello di Serralunga og Castello Falletti, som tidligere – sammen med Palazzo Barolo – var ejet af vinhuset. I dag er Palazzo Barolo åbent for offentligheden og huser forskellige arrangementer, fx kunstudstillinger og klassiske koncenter. Herudover er Palazzo Barolo også hjemsted for Opera Pia Barolo, en godgørende organisation i Barolo.

Castello Falletti kaldes også Castello di Barolo ejes af kommunen i Barolo og huser i dag blandt andet WiMu … hvilket er en forkortelse af Museo del Vino a Barolo eller med andre ord et museum om vinene i Barolo. Castello di Serralunga er ligeledes åbent for offentligheden og én af områdets turistattraktioner.

Nå, men tilbage til vinen, denne Barolo del Comune di Barolo, der – som navnet indikerer – er lavet med druerne fra flere steder i Barolo. Faktisk er vinen et blend af Nebbiolo druer fra Marchesi di Barolo markerne Cannubi, Sarmassa, Coste di Rose, Castellero, Boschetti, Preda, Vignane og Ravera.

Macerationstiden er kort … omkring 8 dage, og derefter har vinen lagret på slovensk og fransk eg … herunder også på de gamle, store fade, som stammer tilbage fra 1864. Kan ikke helt se, hvor lang tid vinen lagrer på egetræsfadene … Vinspecialisten skriver selv 5 år, mens andre forhandlere skriver 2 år. Den hviler på flaske et par måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt har jeg lidt syrlige kirsebær, balsamico, trøfler, grønne buske, kælder, champignon og krydderier. Meget mere kompleks end husets Barbaresco og langt mere tyngde. Smagsmæssigt meget ren frugt, godt med tanniner og syre. Meget præcis i udtrykket, og vinen åbner godt op i glasset. Hovedoverskriften må være dybde, præcision og stram syre.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 375 kr.

Rating 5/7  

2011 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Peiragal, Piemonte, Italien

Næste vin var også en Barbera d’Alba, men enkeltmarksvinen Barbera d’Alba Peiragal. Marken Peiragal er én af Marchesi di Barolos bedst beliggende marker, og tidligere var der faktisk plantet Nebbiolo vinstokke på marken. Da Ernesto rykkede Nebbiolo stokkene op og plantede den billige drue Barbera, så rystede alle naboerne på hovedet og mente, at Ernesto var blevet skør.

Man kunne nemlig få mere ved at sælge Nebbiolo-druerne bulk end færdige vine på Barbera, og Nebbiolo regnes samtidig som en væsentlig finere druen end Barbera’en, som er en af de mest plantede røde sorter i hele Italien. Vine på Barbera er ikke store og komplekse vine som fx Barolo.

Så man kan vel sige, at denne Barbera d’Alba Peiragal er lavet med én af de billigste druer fra én af de dyreste vinmarker i Piemonte. Men kommer der så noget godt ud af det? Ja, det skal jeg fluks komme tilbage til.

Marken Peiragal er på 5 hektar og én af Marchesi di Barolos mange marker. Huset ejer i alt 120 hektar vinmarker rundt omkring i Piemonte, dvs. både ved Alba, Barbaresco, Gavi og selvfølgelig ved Barolo, hvor huset har hjemme. I Barolo ejer Marchesi di Barolo faktisk hele 40 hektar jord, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo.

Alvise Lunardi fortalte om det specielle ved, at et hus i Barolo også laver Barbaresco vine … han sammenlignede det lidt med, at det vel svarer til, hvis Beatles spillede Rolling Stones numre … eller omvendt. Det ses i hvert fald ikke hos ret mange vinhuse i Piemonte.

Barbera d’Alba Peiragal er lavet på 100% Barbera, altså ingen tilsætning af Nebbiolo eller andre druer. Der foretages grøn høst, før druerne er endeligt udviklede. Efter den rigtige høst føres de modne druer til vineriet. Gæring ved udvidet temperaturstyret skindkontakt, let filtrering og alt hvad man i dag forbinder med topmoderne vindyrkning. Efterfølgende lagres vinen 1 år på små, moderat ristet, franske barriques samt yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Alvise Lunardi
Eksportchef Alvise Lunardi hos Marchesi di Barolo

Og det er sgu rigtig god vin dette her. Meget anderledes … og bedre … end forrige vin. Næsen er langt større, rustik, landlig med fylde, solbær, modne kirsebær, mynte og stor frugtrigdom. Smagen har en klar syre, tæt frugt … sådan meget direkte. Der er godt med tanniner, mineralitet og våde sten. Flot og frugtrig eftersmag … og faktisk én af aftenens bedste vine. Meget charmerende. Der er lidt power samtidig med klar og stringent syre.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 175 kr.

Rating 5/7