Vi smagte endnu en mousserende vin fra De Grendel og det var denne Cap Classique Proposal Hill Pinot Noir Brut Rosé i årgang 2020.
Det er en vin, der kommer i en dekorativ kasse med blomster og dermed vil være ret velegnet til en gave, men det har vinhuset sikkert lavet bevidst.
Det er selvfølgelig ren Pinot Noir og igen er der ikke sket en afstikning, men der er anvendt hele klaser ved presningen hvor man har opnået 550 liter most pr. tons druer.
Derefter er der sket bundfældning og mosten har gæret i rustfri ståltanke over 19 dage, hvorefter vinen blot har ligget med bærmen i 120 dage suppleret med malolaktisk gæring.
Derefter er vinen stabiliseret, sødet, podet og tappet på flaske, hvor andengæringen er sket over 60 dage efterfulgt af hele 30 måneders lagring på flasken. Vinen har 1,3 gram restsukker pr. liter og dermed langt mere tør end foregående.
Duftmæssigt er vinen mere landlig og bondsk i udtrykket end den foregående. men heller ikke så sød. Der er i stedet lidt rabarbergrød, grape og røde æbler, langt flere gærnoter samt en smule brød lavet på butterdej suppleret med en smule lavendel.
Smagen er bred og lidt småflad, for syren er vag, forsigtig og sgu nærmest tilbageholdende. Der er kommer igen lyserød frugt med rabarber, jordbær, solbær samt lemon, mens syren er lidt sødbitter og samtidig blød. Der kommer lidt mandler, marcipan, toast og et ganske tørt bid … 90 point.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 185 kr.