Indrømmet … jeg er småtosset med den hvide Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax i Vilariño. Sidst smagte jeg vinen i årgang 2022, men fra samme årgang smager jeg nu søstervinen Marieta Ribeiro.
Her er vinen ikke lavet på den fantastiske Albariño drue … men er i stedet lavet på mere ukendte drue Palomino fra vinmarker i Ribeiro appellationen i Rías Baixas,
Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme … niveauet fra restsukker kender jeg dog ikke.
Duftmæssigt er det bestemt blødere, rundere og virker endda mere cremet end Albariño vinen. Her er det bløde pærer, nektariner, hvide ferskner og lys tropisk frugt, der bakkes godt op af masser blomster, blomsterpollen og søde blomsteraromaer, jasmin og smørblomster. Den er klart fyldigere og pænt fed … virker både dyb, sød og saftig i udtrykket.
Sådan smager den sgu også … en lille saftig og fed frugtbombe, hvor sødmen er fin, syren ren og lemonagtig på en sød måde og frugten er blød, cremet og mushy med pærer, fersken, papaya, ananaskirsebær jasminblomster og alt læskende lækkert. Det er ret sjældent, at man støder ind i et så godt kooperativ som Bodegas Martín Códax, men de laver sgu bare ret lækre vine. Denne får hurtigt 90 point.
Forhandles af Supervin, men er ikke prissat endnu … men mon ikke den havner på samme niveau som Marieta Albariño?