Med næste vin springer vi til det dejlige Toscana. Her finder vi Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt i byen Montepulciano Stazione og vinmarkene rundt om. Vinmarkerne ligger på et af områdets højeste punkter og vinstokkene ligger korrekt placeret på de sydvest vendte skråninger.
Poliziano blev etableret i 1961 af Dino Carletti, alene med 22 hektar. I løbet af årene er der købt yderligere marker, og huset ejer i dag 120 hektar, alle tilplantet med vinstokke. Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som “Il Poliziano” og deraf navnet på vingården. Siden 1980 har gården været drevet af Dinos søn Federico Carletti.
Asinone er huset topvin, og en Vino Nobile di Montepulciano vin af høj kvalitet. Det er en “Single Vineyard” vin og man har kun benyttet de allerbedste druer. De næstbedste er brugt til den almindelige Vino Nobile di Montepulciano og de tredjebedste er brugt til Rosso di Montepulciano. Asinone betyder direkte oversat “æselrøv” fordi markens udformning ligner æslets bagdel. Vinen bliver kun produceret i de bedste årgange og kun i meget begrænset mængde på mellem 20.000 og 40.000 flasker.
Asinone har adskillige gange fået 3 røde glas i Gambero Rosso og fået mellem 90 og 95 point i Winespectator. Vinen laves i de bedste år på 100% Sangiovese, men ellers tilsættes der op til 20% Colorino og Merlot 20%. Vinifikation: fermentation på ståltanke i 10-18 dage ved max. temperatur 32 grader. Lagring: 18 måneder på barriques og større fade, derefter lagring på min. 8 måneder på flaske. 2007’eren her i øvrigt 25. årgang af denne vin, hvilket også er markeret på etiketten.
Duften er violer, blomster, mærk frugt, eg og lidt krydderi. Smagsmæssigt er der meget mere balance mellem syre og frugt end den foregående vin, mere kant og rygrad, der er også mørk og meget ren frugt, elegant, tanninrig og fin balance generelt. Flot vin.
Fåes hos Skovgaard Vine til 289 kr. ved køb af 1 stk., og 189 kr. ved køb af 12 stk.