Jeg havde til vor aften også købt topvinen Simeta fra den hypede vinmager Javi Revert og hans eget lille projekt.
Javi Revert har på rekordfart opnået status som værende en af Spaniens mest omtalte hotte vinmagere. Han startede sin karriere hos Celler del Roure og var medvirkende til ændringen hos både dette vinhus og hele vinområdet sydvest for Valencia.
Hans indflydelse har været enorm og han har – udover på Celler del Roure – også arbejder som vinmager og -konsulent hos vinhuse som Finca Sandoval og La Comarcal.
Nu driver Javi sin egen lille vingård i La Font de la Figuera, hvor han samlet har 12 hektar vinmarker, hvor halvdelen er med en flok gamle vinstokke og den anden halvdel helt nye stokke.
Det var faktisk Javis bedstefar, der gjorde ham opmærksom på en gammel forladt mark, som hans oldefar i sin tid havde plantet på et terrasseopdelt stykke land med nærringsfattig jord i mere end 700 meters højde ved La Font de la Figuera.
Det var marken Pla del Micalet, der er så kalket, at den har store ligheder med de kendte af slagsen i Jerez og som var plantet med de gamle originale druesorter, længe inden at der var gået inflation i området med større mængder og lavere kvalitet til følge.
Javis filosofi tilgodeser den mest naturlige form for vindyrkning, fopr alt sker økologisk og endda efter biodynamiske principper, så al høst sker med håndkraft, presning af hele klaser og spontangæring, mens vinene lagrer på både stål, fransk eg, betontanke, glaskrukker og amfora lerkrukker.
Denne Simeta er lavet på den gamle, lokale drue Arcos, som var udbredt i Valencia inden vinlusens hærgen. Her kommer druerne fra mere end 50 år gamle vinstokke, som står plantet på en enkelt kalk og grusholdig vinmark på sydsiden af Penya Forada.
Vinen er lavet med spontangæring med 70% hele klaser på beton og gennemgår en 20 dage lang maceration, hvorefter vinen slutteligt lagrer først 12 måneder på brugte træfade og slutteligt 3 måneder på æggeformede betonbeholdere. Der er i denne årgang kun lavet 3.275 flaske af vinen.
Hold da op … utrolig frugtrig, kølig, luftig og let i stilen. Det er voldsomt elegant og virker frisk som en løvskov lige efter et regnskyl og næsten burgundisk i letheden. Det er skovbund, blomster, violer, jordbær, hindbær, citroner og nogle pænt jernholdige mineraler, der skaber et meget rank, stramt og karakterfast udtryk.
Smagen er nærmest blød citrus … virker i hvert fald både silkeblød, cremet, let, luftig og æterisk, men samtidig har den en mild syrlighed med lidt ribs, hindbær, kirsebær, blåbær og forskellige citrusfrugter, hvilket bidrager til et overordnet indtryk af en frisk, let, blød samt cremelækker vin. Tanninerne er blød, fine og velintegrerede .,,, og derudover igen dette lidt rustne jernholdige mineralske element. Hvor bliver jeg betaget … og på en forholdsvis ukendt drue, som ophæver tyngdeloven på imponerende vis. 95 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 419 kr., mens prisen er 375 kr. ved køb af 3 flasker.