Det kølige klima i Limoux giver altid friske, rene og stringente Chardonnay vine og oftest til billige penge. Det har Calmel & Joseph, som vi jo er stødt på før her på Houlbergs Vinblog, også fundet ud af, så de står bag denne 2022 Limoux l’Instant des Cimes.
De to ønologer og créateurs de grands vins Laurent Calmel og Jerome Joseph har jo specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.
Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.
Denne Limoux l’Instant des Cimes er lavet på ren Chardonnay fra marker i Vallée de l’Aude, hvor markerne ligger i 300 meters højde og er begunstiget af et klima, hvor foråret kommer sent og efteråret er ret køligt, mens det samtidig regner mere en gennemsnittet.
Druerne er efter høsten presset uden afstilkning, hvorefter den alkoholiske gæring er sket i demi-muids. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring … det er også sket i demi-muids fade, der er brugt 1 eller 2 gange tidligere. Lagringen varer 12 måneder.
Duftmæssigt er det som at blive ramt af en skolesvamp direkte i fjæset tilbage i 3. klasse … og en svamp, der har tørret mange af din gamle skolelærers mange helt uforståelige former af et utal gange. Du tænker godt ramt Anne-Marie med bindestreg, men får samtidig en aroma, der er tørt og kridtet, har godt med kalk og gamle fossiler suppleret med grønne krydderurter samt en frugt med mirabeller, fersken, hyld og pigeonæbler. Der kommer lidt mynte, fennikel og tørre papkasser … clean, krisp, kølig og klar.
I munden fortsætter den kalkede kølighed, men der er samtidig cremet, blødt, rent og friskt. Der er til gengæld ikke særlig meget smørfedme eller tungt fadpræg, for i stedet er det grønne frugter med pigeonæbler, salte limefrugter, citroner og samlet giver det virkelig godt og syrligt bid. Dertil kommer der salte og kalkede mineraler, som giver kølig kant og renhed. 92 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.