Som aftenens første rødvin havde jeg valgt, at byggesjakket skulle smage lidt bourgogne. Det blev denne fra Jean-Michel Guillon, og i den fremragende årgang 2009.
Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.
Domainet er i dag på 12,5 hektar og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.
Duftmæssigt fik jeg noteret lidt sure kirsebær, våd og kold jord, toast, eg, røg, champignon og grønne blade. Smagen lidt i samme boldgade med lidt grønne undertoner, lidt kirsebær og stor mineralitet. Meget frugtdomineret vin, og stadig en anelse ung … ville sikkert have godt af at ligge en del år i kælderen.
Købt hos Theis Vin til 349,95 kr.