For anden uge i streg smagte vi i tirsdagsvinklubben på jobbet en vin fra vinmageren Rubén Díaz fra Viñadores de Gredos i det bjergrige Sierra de Gredos og denne gang var det vinen Paso de Cebra Tinto i årgang 2018.
Ruben Diaz mener, at Garnacha er en del af hans DNA. Han er jo ikke selv uddannet på en fornem skole, men har studeret og lært af andre. Han er interesseret i at lave vine som for 100 år siden og laver i dag ekstremt autentiske hvidvine, rødvine og hedvine lavet efter naturlige principper med minimal indgrien.
Det er spontangærede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Det er vine som udfordrer og leverer helt utrolig value-for-money.
Denne 2018 Paso de Cebra Tinto er lavet på 100% Grenache fra granitholdige klippejorde i 700-900 meters højde, spontangærede og lagret 6 måneder på store brugte egefade.
Dejlig blomsterrig, dufter meget som en Beaujolais, landlig, bondsk og animalsk med kirsebær og lyse blommer. De mange blomster får vinen til at virkelig let og mild.
Smagen er også lidt bondsk … godt med frugt og frugtsødme, lidt blæk, let peber og sød lemon, hvilket gør vinen meget let drikkelig og læskende. 92 point.
Købt hos Vinpusheren til 159 kr., men den er i dag udsolgt.