På gaden Avenue Baron le Roy – opkaldt efter jagerpiloten Pierre Le Roy de Boiseaumarié fra 1. verdenskrig – i den lille by Châteauneuf-du-Pape finder vi Domaine Durieu, der står bag denne 2022 Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape Blanc.
Udover at være ha’ været en fabelagtig pilot, så var Pierre Le Roy de Boiseaumarié aka Baron le Roy også medstifter af Institut National des Appellations d’Origine, der stod bag oprettelsen af Appellation d’origine contrôlée … altså hele AOC appellation systemet, som den dag i dag fortsat er grundlaget for de franske vinlove.
Han ledede også gennem mange år Château Fortia, som hans hustru Edmée Bernard Le Saint havde arvet, Baron le Roy var således på mange måder en kendt figur i Châteauneuf-du-Pape, hvor der da også er lavet et mindesmærke for ham.
Nå, men det var egentlig et sidespor, for vi skal jo kigge lidt nærmere på Domaine Durieu, der er grundlagt i 1976 af Paul Durieu, og det er nu drevet af hans søn, Vincent Durieu og hans broder François.
Domaine Durieu ejer og driver omkring 37 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape og omkringliggende områder. En stor del er beliggende på Mont-Redon plateauet nord for appellationen. Der er bl.a. gamle stokke med Grenache, som er plantet før krigen og de findes i områderne Bois Lauzon, Cabrières og Le Pied de Baud.
Husets marker er primært beplantet med traditionelle druer som Grenache, Syrah og Mourvèdre, Counoise, Cinsaut, Roussanne, Bourboulenc, Picpoul og Clairette.
Vinhuset er kendt for at producere vine af høj kvalitet, der udtrykker det unikke terroir i regionen. De anvender en blanding af moderne og traditionelle metoder i deres vinproduktion og lægger vægt på bæredygtighed og respekt for miljøet.
Domaine Durieu’s vine har opnået anerkendelse for deres kompleksitet, dybde og evne til at aldre smukt. I øjeblikket laver vinhuset 7 forskellige vine og 2 af disse er hvidvine som fx denne Lucile Avril Châteauneuf-du-Pape Blanc.
Vinen er lavet på 50% Grenache Blanc, 40% Roussane og 10% Picpoul, der alle kommer fra marker ved Les Anglaises i den nordlige del af appellationen på sandede marker. Vinen er lavet med gæring i ståltanke og efter endt fermentering er vinen faktisk også lagret i ståltanke sur lie over 8 måneder med let filtrering før aftapning.
Duften er lidt bred, sødkrydret og tæt … der er fersken, gule bommer, mirabeller, bløde pærer, noget estragon, safran, honning, lindetræ og der dukker også lidt hvid peber op.
Smagen er præget af netop den hvide peber og så en fyldig, cremet og utrolig intens frugt. Peberen er der gennem hele smagspaletten, men det giver en kraftig og maskulin vin, der samtidig virker elegant, fed og lidt som en hvid udgave af en rød Châteauneuf-du-Pape. Der er skrald på smagene, tyk viskositet med honningfedme og en syre, som også er som et punch i maven … men på en ventet og kraftig måde, så man bare bliver glad. 92 point,
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.