Vi fortsætter med endnu en vin fra Giovanni Manzone, idet vi her har hans topvine, fortsat en Barolo Gramolere, men nu i en Riserva udgave, og fra år 2005. Manzone kalder også bare vinen for Barolo Riserva, men druerne kommer fra den berømte Gramolere mark, som blev købt tilbage i 1965.
Manzone har flere vinmarker, bl.a. Bricat, Castelletto, La Serra, Il Crutin, Le Ciliegie og som toppen af kransekagen altså også Le Gramolere, som er den berømte mark med perfekt eksponering mod syd, beliggende i en højde af 400 meter og med over 40 år gammel vinstokke. Her har andre vingårde også parceller, bl.a. Fratelli Alessandria.
I Monforte d’Alba er de vigtigste marker Arnulfo, Bussia Soprana, Bussia Sottana, Bussia, Dardu, Gaverini, Ginestra, Gramolere, La Villa, Le Coste, Mosconi, Munie, Pianpolvere, San Giovanni og Santo Stefano de Perno, og heraf ejer Manzone således en del af Gramolere.
DOCG reglerne i Barolo kræver, at en Barolo lagres i tre år før den frigives. De to år skal være på fad og skal vinen – som denne – kalde sig “Riserva”, skal den lagres i fem år, før den sælges. Denne Barolo Gramolere Riserva har lagret de nødvendige 5 år, heraf 36 måneder på store 700 liters fade efter en maceration på 21 dage med skindet. Der laves alene 2.000 flasker af denne årligt.
Duftmæssigt en meget rank vin med babybræk … på den gode måde forstås, muscatnød, bitre kirsebær, stikkelsbær, blomster og en smule tobak. Smagen præges derimod af en særlig blødhed i kombination med masser af tannin … i en ganske skøn balance. Herudover lidt saltet smag, lidt krydderurter, vanilje og tobak.
Selv om denne Riserva er 2 år ældre end den “almindelige” 2007’er, så gør den varme sommer i 2007, at denne vin fortsat står mere rank og hård med masser af tannin og syre end den yngre søster. Det er nødvendigvis heller ikke alle mennesker, som synes at en sådan Barolo er fantastisk, men Barolo er måske også snare berømt, fordi den har stor kompleksitet og ofte kan lagre længe. Denne vin har bestemt kompleksitet … men er nok også fortsat i sin unge alder.
Har ikke fundet en pris på denne Riserva i Danmark, men prisen på udenlandske hjemmesider ligger omkring 55€.