Næste vin … nærmest en klassiker … på flere måder. Dels kommer vinen fra én af de store, traditionsrige familier i Rhône, nemlig Sabon familien, og dels er denne Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière blevet berømt, specielt i denne årgang 2003, som nok er bedste årgang af vinen nogensinde.
Sabon familien står bag domæner som Rober Sabon (naturligvis), Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse, som ejes og drives af Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.
Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.
De mange Sabon vinhuse i Rhône og specielt Châteneuf-du-Pape stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.
Christophes far Aime Sabon stammer også herfra, men jeg har ikke kunnet se, om Aime var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt. Hvis du ved dette, så skriv endelig info her på bloggen.
Domaine de la Janasse råder i dag over i alt 55 hektar, hvoraf 15 hektar er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.
Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.
Denne vin har navnet ”Terre de Bussière” efter stednavnet for druerne Syrah og Merlot. Vinen er lavet på 55% Merlot, 25% Syrah, 10% Grenache og 10% Cabernet Sauvignon … lagrer 12 måneder på eg, heraf 30% nye fade. Der laves årligt 80.000 flasker af vinen.
Duftmæssigt mørke bær, brombær, rosiner, blommer og chokolade. Smagen er solbær, lakrids, svag peber og en flot syre, som giver vinen en god rygrad, selvom det er en meget fyldig og kraftig vin. Alderen på 10 år klæder samtidig vinen helt fantastisk. Thumbs Up igen.
Købt hos Jysk Vin, hvor prisen i dag på en årgang 2010 ligger på 92 kr.