Fredag var der igen dømt vine … helt præcis amerikanske vine, som Gerts svoger Arne havde haft med fra det store land “derovre”, og som vi havde glædet os sindssygt til at smage. Gert og Merete lagde derfor hus til, og havde lavet en helt fantastisk menu, helt efter bogen En Vinpushers Kogebog 3. Fandme godt.
Til forretten nappede vi dog et par europæiske hvidvine, nemlig denne Riesling Grand Cru Schoenenbourg og en Riesling Grand Cru Osterberg fra den gode Vincent fra Domaine Agapé … ja, han har jeg skrevet om et utal af gange, men hans hvidvin er også helt i særklasse.
Domaine Agapé ligger i Alsace, nærmere bestemt i Riquewihr. Domainet har et samlet areal på 8,5 hektar, hvoraf Grand Cru markerne Schoenenbourg, Rosacker og Osterberg udgør ca. en tredjedel af det samlede areal.
Domainet er ejet af den flinkeste og mest charmerende mand i Alsace, nemlig Vincent Sipp, som vi besøgte i sommeren 2011 … lige præcis samme sted, hvor Gert har købt denne vin. Og både Gert og Merete er enige. Mage til gæstfri mand skal man lede længe efter. Specielt piger … både konen og Merete synes rigtigt godt om Vincent.
Han dyrker jordene efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og jorden bliver pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden, og for at undgå vinterens erosion. Målet er at få så koncentrerede druer med så rent et udtryk som muligt.
Grand Cru Schoenenbourg marken skråner stejlt ned mod Riquewihr lige nord for bymuren. Den samlede Schoenenbourg mark er på 53,4 hektar, hvoraf Vicent dog kun ejer en lille del. Den har en undergrund af Keuper med mergel, dolomit og gips. Jorden er rig på næringsstoffer og holder godt på fugtigheden. Dette jordlag er igen dækket af et tyndt lag af kvartære silikatholdige småsten bestående af Vogeser-sandsten og Muschelkalk. På den østlige side er det stærkt kalkholdigt ler fra Lias, som dominerer.
Schoenenbourg var velrenommeret allerede i middelalderen og blev berømt i Nordeuropa fra det 14.århundrede. Den kendte svejtsiske kartograf Merian omtaler marken i 1663: ”Schoenenbourg hvor de ypperste vinstokke i landet gror” Voltaire ejede flere tønder land her. Vine fra Grand Cru Schoenenbourg er enestående gemmevine og udvikler kraftige og fyldige aromaer.
Og der er virkelig finesse og fylde i vinen, som i næsen afslører aromaer af æbler, fersken, hyld, citrus og lidt sten eller en form for mineralitet. Smagen er … ren … er nok det bedste udtryk, frisk med intensitet og syre, og der er derudover en lidt krydret smag … meget let. Flot, og præcis vin. Altid en stor forhøjelse at drikke Riesling fra Vincent.
Forhandles herhjemme af Clément Vin, og hos Vincent selv i Alsace koster vinen 16,80€.