Jeg plejer at sige, at fredag er Spätburgunder dag … og i går var ingen undtagelse, da jeg havde fundet denne gutswein Pinot Noir fra Weingut Dr. Nägler frem. Jeg har tidligere smagt et par vine fra den gode Dr. Nägler, bl.a. hans 2011 Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein og en 2010 Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken.
Dr. Nägler ligger i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.
Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.
Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.
Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.
Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz. Familiens hotel stammer fra 1826 og udover restauranten rummer det 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot.
Nå, men denne lille sag er Dr. Näglers gutswein … altså billigste Pinot Noir, og der kan ikke hentes mange oplysninger om vinen. Vi springer derfor i stedet ud i en beskrivelse og bedømmelse af vinen, som i næsen ikke giver en fin Pinot næse. Jeg har i stedet noteret mig lidt vingummibamser, let mentol, granatæbler, røg … virker lidt sød/syrlig og indelukket … lille “mulle” og kemisk. Smagen er desværre ikke meget bedre, syrlig, stram med kanel, spidskommen og generelt ikke særligt imødekommende. Pazzzzz. Dr. Nägler … das ist ein Ommer.
Købt i Tyskland for 8,30€ eller ca. 61 kr., så selvfølgelig skal man nok heller ikke forvente det store til den pris.