Nu smager jeg den sidste ud af 4 vine fra Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil. Reelt set har jeg nok smagt dem i forkert rækkefølge, for jeg startede med 1er Cru vinene og slutter nu med denne billigere 2022 Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune.
Her kommer alle Pinot Noir druerne fra nogle forholdsvis højt beliggende vinmarker, som nyder godt af et lidt køligere klima end vinmarkerne på de lavere skråninger.
Jordbunden i Hautes-Côtes de Beaune er varieret med en blanding af kalksten og mergel blandet med ler og kridt. Mangfoldigheden er med til at bidrage til kompleksitet i vinene derfra.
Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over 8 måneder inden aftapning på flaske.
Hvem sagde, at man ikke kan få god bourgognevin til billige penge? Denne vin modbeviser denne påstand, for duftmæssigt er det bare fremragende med lidt umamiagtige noter, nødder, nøddekerner og cedertræ … våde fade og virker en tak mørkere end den foregående Savigny-lès-Beaune. Det er fortsat ualmindelig dragende og frugten er også jordbær, hindbær samt lyse og søde kirsebær.
I munden er det også virkelig lækker burgundisk druesaft … måske en anelse mere rustik end de forrige fra Dubreuil, men fortsat med en fin, feminin og frisk frugt, hvor det igen er kirsebær, jordbær samt ribs og lemon med en dejlig rund bitterhed. God syre, lidt sødme, lidt kant og runde tanniner … det er fandeme god vin … pardon my french og jeg hoster gladelig op med 93 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 6 flasker.