Med den næste vin fra Jérome Garnier på Domaine Garnier & Fils blev det atter årgang 2019, men nu en rigtig Chablis.
Denne vin er lavet med Chardonnay druer fra marker i både Mligny, Ligny og Villy, der hver især bidrager med en helt egen karakter.
Denne Chablis er – som lillesøsteren Petit Chablis – kun lavet og lagret på stål. Den har gæret i ståltanke alene med druernes naturlige gærceller over 150 dage, hvorefter der sker en malolaktisk gæring. Dernæst er vinen så lagret 11 måneder sur lie på ståltankene inden klaring, filtrering samt aftapning på flaske.
Duftmæssigt er den faktisk ikke så eksplosiv som lillesøsteren, men er klart mere ren og mineralsk, frugten lidt køligere, mere clean med grønne æbler, pærer, lime, citroner, kamillete, blomster samt en lidt saltet og kalket mineralitet. Den kan ved først snif virke en smule mere neutral, men giv den lige lidt tid.
Smagsmæssigt er Chablis ophavet her klart tydeligere, langt mere kalket, saltet og samtidig også mere intens med turbo på smagene af både grønne æbler, pærer, fersken … virkelig intens, men det saltede og kalkede mineralitet også går igen i eftersmagen.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 239,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 189 kr.