Beaujolais … bare navnet gør mig varm om hjertet. Her er det en Moulin à Vent Reine de Nuit 2019 fra Domaine Anita, der er beliggende lidt syd for den lille by Chénas i Beaujolais.
Vingården er grundlagt i 2015 af Anita Kuhnel, som er født og opvokset i Bresse ikke langt fra Beaujolais.
Det lå dog ikke i kortene, at Anita skulle dyrke vin. Hendes første store passion var cykling, som hun dyrkede professionelt, men i 1996 blev hun gift med André Kuhnel, som er fra en familien af vinbønder, der har lavet vin i Morgon siden 1943.
Det fik Anita til at kaste sig over vin og tog selv en uddannelse til vinmager … først Beaune og derefter Dijon samtidig med, at hun fra Andrés familie også lærte at lave vin. Det fik hende i 2015 til at lave sit eget vinhus Domaine Anita mellem Chénas og Moulin à Vent med en vision om at lave terroir-drevne rødvine af allerfineste kvalitet.
Anita laver nu vi fra samlet 18 hektar vinmarker … både egne samt forpagtede marker i Moulin à Vent, Morgon, Chénas og Fleurie. Hun har bl.a. parceller på berømte marker som Les Caves og Rochelle i Moulin à Vent, Moriers og Poncié i Fleurie samt Chateau-Gaillard i Morgon og Les Brureaux i Chénas.
Markerne har 40 til 100 år gamle buskvine, hvis dybe rødder og høje
beplantningstæthed giver få og små druer med enorm kvalitet, der fremmes yderligere ved grøn høst.
I vinkælderen har Anita prominent hjælp fra Guy Marion, der som pensioneret chefønolog og tidligere højrehånd for Georges Duboeuf har vinificeret mere end 50 vinhøste i Beaujolais. Han bidrager også med et enestående kendskab til Beaujolais’ mange terroirs.
Denne Moulin à Vent Reine de Nuit er lavet med Gamay druer fra marken Aux Caves i 240 meters højde i Moulin à Vent appellationen. Druerne er høstet fra de 40 år gamle vinstokke om natten for at bevare køligheden og derfor har vinen også fået navnet Reine de Nuit … nattens dronning.
Vinen har gæret med 100% hele drueklaser, men ellers er der faktisk ikke mange oplysninger om produktionen., så derfor springer vi bare lige hovedkulds ind i mine smagsnoter.
Dejlig beaujolaisbondsk aroma … røget, saftig, mørk, lidt flæsket og samtidig med en klar sødme samt frisk sød frugt, jordbær, hindbær, sorte kirsebær, blommer, blåbær, tørrede urter, lakridskonfekt, lidt mælkechokolade, blomster, violer, pænt luftig og æterisk samt easygoing.
Smagsmæssigt er vinen frisk med en total bondsk rustik og saftig smag, fløjlsblød og silkeglat, dybde og en frisk frugtighed. Derudover druekerner, bitterkerner, kirsebærsten, pollerede tanniner, let peber og sødme. Har virkelig en dyb karakter og finesserig drikkeglæde.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.