Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2020 Orciaverde, Beatrix, Toscana, Italien

2020 Orciaverde, Beatrix, Toscana, ItalienDet er vist ingen hemmelighed, at jeg jo er svært begejstret for alle vinene fra Azienda Agricola Biologica Orciaverde, der ligger på località Montenero d’Orcia i Castel del piano. Beatrix er en ny topcuvée og jeg har først smagt vinen i årgang 2019 … men nu er det en 2020.

Vinen er fremstillet på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot samt 30% Merlot, der alle er høstet frahusets egne marker, der skråner direkte ned mod floden Orcia, som trækker grænsen mellem Montecucco og Montalcinos Brunello marker.

Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.

Smuk er min første tanke … har en god balance mellem et tydeligt fadpræg og så ellers nogle af de Orciaverde kvaliteter, som man også finder i nogle af de andre vine fra huset. Der er en fin balsamisk, flot, dyb og alligevel let frugt med sorte kirsebær, brombær, champignon, tør tobak … og atter lidt teak- eller mahognitræ, en sort te bitterhed, lakridsrod samt lidt grønne urter.

Det er en vin, der vibrerer, summer og sitrer af nerve … der er skovbund, rå champignon, brombær, kirsebær, bitre tranebær og lemon … tonsvis af tørre tanniner, hvor Sangiovese druerne virkelig viser muskler og ubønhørlig besættelse i din mund. Den er vildere end i 2019’eren, selvom en lille sødme dog forsøger at bløde det hele en smule op. Syren virker også tør og balsamisk, mens eftersmagen bare hænger i lang tid i munden … fandeme godt. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er139,95 kr. ved køb af 6 flasker … og det er sgu fremragende pris for denne lille genistreg.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Villa des Grès, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2021 Villa des Grès, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigVi skal nu smage en Côtes du Rhône vin, der er lavet af et vinhus kaldet Villa des Grès, som reelt er et samarbejde mellem de to venner Daniel Orsolini og Thierry Pommet.

Daniel Orsolini driver i forvejen vingården Le Plan des Moines, der ligger i Saint-Rémy-de-Provence omkring 20 kilometer fra Avignon.

Der har han siden 2011 lavet vin sammen med to af hans bedste venner Thierry Pommet og Claude Serra. Til sammen har 3-kløveret over 60 års erfaring i vinbranchen, hvor Thierry er født på en vingård, er uddannet sommelier og står for hele ledelsen, mens Claude er vinmager og Daniel står for markedsføring.

Men Daniel og Thierry ejer i fællesskab en parcel, som hedder Les Mourrières, der ligger lige syd for Avignon. På marken er det meste tilplantet med Grenache vinstokke, som er mere end 50 år gamle.

Desuden findes mindre dele med Syrah og Carignan. Deres produktionsfilosofi er så lidt indblanding i vinfremstillingsprocessen som muligt … og vinene sendes på markedet under Villa des Grès navnet.

Høsten foregår manuelt med omhyggelig sortering først i marken og derefter i vineriet inden fermentering og maceration. Den er sket i store temperaturkontrollerede ståltanke med daglig omrøring for maksimal udtrækning af farve- og smagselementer. Efterfølgende lagres vinen i tankene i omkring 1 år inden aftapning.

I næsen er det et helt bed med krydderurter og grønne buske, en smule eukalyptus, en virkelig rank, rustik og frisk frugt med ribs, lidt kirsebær, hindbær, violer og lavendel.

Selvom næsen er meget grøn, så er smagen skruet fortræffelig sammen, hvor der er langt mere balance. Der er frisk og lettere frugt og samtidig noget sødme, som binder tingene godt sammen. Den har også sødtørre tanniner, men de er også til at snakke med … samlet er det bare feel good Rhône vin til menneskepenge, hvor det bliver en lille frisk, tør og sødbitter sag. 89 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 95 kr., mens prisen er 74 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Bodegas Ramos-Paul, Spanish Red Wine, Andalusien, Spanien

2006 Bodegas Ramos-Paul, Spanish Red Wine, Andalusien, SpanienLidt nord for byen Ronda omkring 80 kilometer vest for Málaga i Andalusien finder vi Bodegas Ramos-Paul, hvorfra vi nu smager en vin med det lidt amatøragtige navn Spanish Red Wine og endda i en moden årgang 2006.

Nu skal man jo ikke skure hunden på hårene … men selve smagen skal jeg nok vende tilbage til lidt senere.

Lad os først kigge lidt nærmere på dette lille vinhus, der ligger godt ude på landet mellem Grazalema og Ronda-bjergene i omkring 1.000 meters højde lige under Acinipo … et romersk amfiteater.

Vingården har en historie, der er århundrede år gammel og er bygget med den romerske arkitektur. Imidlertid er vingården i dag ejet af Nané Ramos-Paul Ruano og hans hustru Pilar Martínez-Mejías Laffitte, som nu er den drivende kraft i vinhuset.

Pilar havde allerede som barn en stor interesse for dyrkning og fremstilling og i en ung alder arbejdede hun i vinmarkerne, som var en del af vingården.

Her smager vi så husets 2006 Spanish Red Wine, der er lavet på et blend af 70% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon, 10% Merlot og 5% Syrah. Vinen er efter endt fermentering lagret 36 måneder på franske Allier egefade og så efter aftapning på flaske lagret 7 år.

Vinen har en etiket, der er designet af Vitorio & Luccino i bedste andalusiske stil.

Man bliver faktisk – trods det amatøragtige navn – lidt imponeret af duften, som er moden og nærmest lidt dekadent. Der er nødder og sødbrændte fade, vanilje, kanel, chokolade, mørk frugt med solbær, sorte kirsebær, figner, lidt tørret frugt, sød lakrids, søde og varme krydderier.

I munden er det også en vin med brændte og ristede noter, en ganske moden frugt med blåbær, solbær, tørret frugt, blommer, dadler  … mørk, blød, cremet, varm og har da også krydderier samt noget spicyness. Det giver bid, varme og kraft … masser af intensitet, struktur, comfort sofahygge og krop, så dermed 93 point.

Forhandles af GlobalWines, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Avignonesi, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2018 Avignonesi, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienAvignonesi srl Società Agricola Società Benefit ligger i Valiano di Montepulciano i Toscana og derfra smager jeg nu en 2018 Vino Nobile di Montepulciano.

Vingården er opkaldt efter den italienske familie, der startede den tilbage i 1970’erne.

Men det var nu først i 2009, hvor den belgiske advokat og vinelsker Virginie Saverys så opkøbte gården, at projektet begyndte at tage fart. Virginie havde først nogle år forinden været investor i vingården, men skiftede så rolle fra den ene dag til den anden.

Da hun i 2009 købte hele Avignonesi, så var det med hensigten at tage den etablerede vingård til et nyt niveau via biodynamisk drift,  innovative forskning og eksperimenter.

Hendes stærke tro på både økologiske produkter og homøopatisk medicin betød, at hun introducerede biodynamisk vindyrkning og det har gjort Avignonesi til i dag at være den største biodynamiske vingård i Italien.

Virginie Saverys har nemlig ikke mindre end 175 hektar vinmarker, hvor den primære drue er Sangiovese, men derudover er der også flere internationale sorter … alt passes med hensyn til naturen.

Af respekt for medarbejdere, forbrugere og miljøet, så har hun endda forbudt giftige syntetiske biocider, der forgifter liv og også forurener jorden, luften og vandet. Samtidig har hun forbudt brugen af kommerciel gær, farvestoffer, enzymer og andre industrielle hjælpestoffer i kælderen.

Til at hjælpe sig har Virginie hyret Matteo Giustiniani som vinmager, Eline Aloy som hjælper i kælderen og Alessio Gorini som agronomist og sammen laver de i dag 16 forskellige vine, lidt grappa samt lidt olivenolie.

Her smager vi én af de 16 vine, nemlig deres 2018 Vino Nobile di Montepulciano, der er lavet på 100% Sangiovese, der kommer fra 8 forskellige marker i regionen … fra markerne Le Capezzine, Lodola, Matracchio, I Poggetti, Le Badelle, Il Greppo, Banditella og El Grasso

Vinen er lavet med spontangæring og med en lille pied de cuve, altså lidt forgæret vin lavet alene på druernes egne gærceller. Gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke over 20-25 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på store slavonske botti samt 225 og 500 liter egefade og endelig 6 måneder på flaske. Der er lavet 165.395 flasker af denne årgang 2018.

WAUW for pokker … tør, har noget tobak, tørrede tobaksblade, champignon, godt med garvet læder, violer samt en tør frugt med kirsebær, ribs, lyse blommer samt en smule bitter tranebær, mynte, og appelsinskal. Man fornemmer stor racerenhed, virker stringent, meget ædel, fin samt ganske tannisk med en smule vanilje.

I munden har vinen en elegant, tør sødme … engelsk lakrids, tør, bitter frugt med ribs, hindbær, umodne blommer og granatæbler, dejlige tørre og markante tanniner, som efterlader munden tør og letbitter. Vinen har smagsmæssigt en lækker lethed, virker elegant, lys, fin, spinkel og mager, men samtidig så nærværende … 94 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Antica Enotria, Aglianico, Puglia, Italien

2019 Antica Enotria, Aglianico, Puglia, ItalienVi slutter smagning af vinene fra Antica Enotria med den måske mest interessante af druerne … nemlig deres 2019 Aglianico, der jo mest er kendt i Basilicata og appellationen Aglianico del Vulture.

Men Luigi di Tuccio dyrker den også i Puglia og har lavet den gæring over 12 dage i ståltanke og derefter er vinen først lagret 12 måneder i samme tanke og det er så efterfulgt af yderligere 12 måneder i store 30 hektoliter egetønder.

Allerede i næsen mere struktur, mere syre og mere kompleksitet, læder, knuste blomsterblade, brombær, kirsebær, ribs, champignon, balsamiske noter samt et let fadpræg med en smule vanilje og kaffe,

I munden er der en pæn fyldighed, men den kommer samtidig med en intens, dyb og stærk frugt. Der er en vild og tannisk syre, der lige styrer de stramme, tørre og tanniner, men en lille sødme trækker i den anden retning og giver lidt modspil og balance. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Antica Enotria, Vriccio Primitivo, Puglia, Italien

2020 Antica Enotria, Vriccio Primitivo, Puglia, ItalienNår vi nu er i Puglia hos vinhuset Antica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele, så skulle jeg da også smage en Primitivo … og det blev denne 2020 Vriccio Primitivo.

Her har Antica Enotria forsøgt at lave vinen så frisk som muligt, hvorfor vinifikationen alene er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen er gæret over 12 dage.

Efter endt fermentering er vinen så blot lagret i ståltankene i 12 måneder og derefter yderligere 4 måneder på flaske.

Duftmæssigt bestemt til den fyldige, saftige side … frugten virker ikke kogt eller overdone, men mørk og frisk. Der er krydderier, der straks kommer frem sammen med blommer, kirsebær, svesker, cedertræ, virker egentlig let og ganske kølig i stilen … af en Primitivo.

I munden er der en krydret sødme … måske ikke helt så megen sødme, som jeg havde frygtet. Der er fylde, sødme, krydderier og samtidig en god varme … saftig, comfortvin, som mange mange danske vil knuselske. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Antica Enotria, Nero di Troia, Puglia, Italien

2019 Antica Enotria, Nero di Troia, Puglia, ItalienDen næste vin fra Antica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele var på den mere ukendte drue Nero di Troia, som også kendes under navnet Uva di Troia.

Det er en gammel rød druesort, der findes i Puglia og er opkaldt efter den pugliske by Troia, som ifølge legenden blev grundlagt af Diomedes efter belejringen og plyndringen af ​​det gamle Troja.

Den findes især i områdene omkring Andria og Barletta og i provinsen Bari og Uva di Troia har en tendens til at give meget lave udbytter, hvilket også har medført, at den i mange år har været i tilbagegang.

Vine på Uva di Troia er generelt tørre med høj alkohol og moderat syre. Sorten producerer store, kompakte klaser af mellemstore, tykskallede bær. Det betyder normalt god struktur og tanniner.

Hos Antica Enotria har man lavet vinen ved gæring 12 dage i ståltanke og derefter er vinen først lagret 12 måneder i samme tanke og det er så efterfulgt af yderligere 12 måneder i store 30 hektoliter egetønder.

Duftmæssigt … blommer, solbærmarmelade, sorte kirsebær … og derudover lige anstrøg til lidt svesker og dadler, men samlet varm og rund i udtrykket med nogle ristede elementer. Der er dog også nogle lysere noter … hindbær og ribs, der giver lidt syrlighed til foretagendet.

I munden er bliver det tykkere og vinen får lidt Primitivo karakter over sig … fyldig, varm, solrig og har en vis portion sødme, har søde kirsebær med sødbitter smag, blød som en udtjent sofa og lidt en stor mundfuld. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Antica Enotria, Falanghina, Puglia, Italien

2021 Antica Enotria, Falanghina, Puglia, ItalienAntica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele ligger lidt nord for Cerignola i Foggia provinsen i Puglien aka Puglia tæt ud til Adriaterhavet … og derfra smager jeg nu 4 vine og starter med en hvid lavet på druen Falanghina.

Vinhuset Antica Enotria er grundlagt i 1985 af Raffaele di Tuccio sammen med sin hustru Addolorata, som forlod deres hjemby i Basilicata for at finde mere frugtbar jord til dyrkning af grøntsager og vindruer.

Det fandt i Cerignola, hvor de købte vingården samt den gamle bygning Masseria Contessa Staffa, der stammer fra 1700-tallet.

Knap 8 år år senere omlagde han også driften til økologi og i samme år 1993 producerede han også første gang vin på henholdsvis druer som Montepulciano, Aglianico og Sangiovese.

Senere er Raffaele nu også blevet endnu mere seriøs … har plantet gamle lokale og mere ukendte sorter som både Nero di Troia samt Falanghina, men har også ombygget de gamle stalde og tidligere boliger for arbejderne til et moderne vineri.

Samlet dyrkes i dag 40 hektar vinmarker, men derudover laver man også fortsat grøntsager, bl.a. har familien udvidet sortimentet med hjemmelavet konserves med naturlige cherrytomater og grillede artiskokker i olie.

Siden 2006 har Raffaele og Addoloratas søn Luigi di Tuccio også været med i driften og han er også medansvarlig for de 4 vine, som jeg nu har foran mig fra vinhuset … og det er:

Vi starter som nævnt med denne 2021 Falanghina, der er lavet på den lokale druesort, som jeg dog tidligere har smagt vine på, men her er den gæret i ståltanke og efter endt fermentering også lagret der i samlet 6 måneder inden aftapning på flaske.

I næsen er det en rank og frisk vin … som en letsaltet brise, som bærer en smule lærkeskud, citroner og en ganske lille smule ananas og umodne fersken, lidt appelsinskrald samt en snert af nogle søde krydderier.

Smagen er grønne og småsure æbler, nogle umodne pærer, lidt grapesaft, vandede citroner og en nærmest jernagtig mineralitet. Det er næsten saft fra hårdt opvredne sten … pivhård, pivfrisk og piv syrligt … men elsker denne stringent og flintede hårdhed, hvor man aldrig ville gætte på, at vinen er fra det varme Puglia. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bernard Magrez, L’Elegance des Grands Chenes Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Bernard Magrez, L'Elegance des Grands Chenes Médoc, Bordeaux, FrankrigDen sidste Bordeaux 2019 fra Bernard Magrez blev så denne L’Elegance des Grands Chenes Médoc, som Michael Rolland igen har rullet sit typiske og karakteristiske touch over.

Château Les Grands Chênes ligger på Medoc halvøen i kommunen Saint Christoly du Médoc omkring 20 kilometer nordvest for Pauillac.

Umiddelbart er byen mest kendt for sin havn, der gjorde den til et centrum for handel for bare et par 100 år siden. I dag består byens berettigelse næsten udelukkende i de vinmarker, der omgiver den, hvoraf størstedelen giver vin af en meget varierende kvalitet.

Et af de bedste slotte er Les Grandes Chênes, der i dag ejes af den meget ambitiøse Bernard Magrez. Det femhundrede år gamle slot er omgivet af 22 hektar jord, hvoraf de 16,5 hektar er vinmarker med gennemsnitligt 30 år gamle vinstokke af de klassiske Bordeauxsorter.

Denne L’Elegance des Grands Chenes Médoc er en nyere vin fra Château Les Grands Chênes og er lavet på  60% Merlot samt 40% Cabernet Sauvignon, som Bernard Magrez og Michel Rolland henter fra 40 år gamle vinstokke på de grusholdige marker i Médoc.

Vinen er lavet med temperaturstyring på ståltanke og 28-30 dages maceration. Efter endt fermentering lagrer vinen 16 måneder i kælderen, hvor 30% ligger på 225 liters franske barriques og halvdelen er nye … og resten lagrer i ståltankene.

Allerede i næsen kommer Rollands karakteristiske runde faglagring frem, mens frugten er lidt mere rustik og frisk end de to foregående vine lavet af Magrez. Der er hindbær, brombær, blyanter, grafit, tjære og cedertræ.

Vinen virker rund … igen lidt mere rustik end foregående, men bestemt en venlig og smagfuld Bordeaux, som har en frisk syre, der har en smule sort te bitterhed, hindbær, lidt tranebær, lemon … har godt og frisk bid. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bernard Magrez, L’Âme de Pape Clément Graves, Bordeaux, Frankrig

2019 Bernard Magrez, L'Âme de Pape Clément Graves, Bordeaux, FrankrigNæste vin fra rigmanden Bernard Magrez – der jo ejer det fine legendariske Château Pape Clément – blev denne L’Âme de Pape Clément Graves 2019.

Vinen er netop en nyere vin, der laves på Château Pape Clément og endda også på etikette har en dedikation til Bertrand de Goth, der, udover at være ækebiskop, var en af slottets første ejere.

Du kan læse mere om Château Pape Clément i min anmeldelse af førstevinen 2016 Château Pape Clément Pessac-Léognan Grand Cru Classé.

L’Âme de Pape Clément Graves er en ny vin fra slottet … men ikke deres andenvin, for den hedder jo Clémentine de de Pape Clément, men laves i både en hvid og en rød udgave.

Vinen er lavet på 45% Merlot, 37% Cabernet Sauvignon og 18% Cabernet Franc, som Michel Rolland og Bernard Magrez selekterer fra 30 år gamle stokke på grusholdige marker i Graves  kommunerne Cérons, Illats og Podensac.

De håndplukkede druer sorteres igen omhyggeligt i vineriet, hvor hver druesort gærer separat på ståltank med temperaturstyring og en 25 til 28 dages maceration. Derefter er vinen lagret 14 måneder på 225 liter barriques, her 50% nye samt 50% brugt én gang før.

Igen slår trommerne med den særlig Michel Rolland lyd, masser af fadpræg, men i forhold til foregående, så virker frugten meget mere frisk. Igen er der sød pibetobak, lakridskonfekt, kaffe, chokolade og  våde fade, cedertræ og cigaræsker. Frugten virker lidt tilbageholden, afdæmpet og moden … solbær og brombær, teaktræ- og linolie samt noget vanilje.

I munden er det bare så elegant … cremet, blødt og smooth … virker lettere og luftigere end foregående, har brombær, solbær, hindbær, nogle lette, frugtrige og sarte tanniner, en direkte, ren og klar syre, der giver en fin, balsamisk og sødbitter eftersmag. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du kan købe vinen til 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7