2013 Conterno Fantino, Barolo Mosconi Vigna Ped, Piemonte, Italien

Den lille Barolo & Friend Event bød også på et kærligt gensyn med en gammel favorit … Azienda Agricola Conterno Fantino og to af deres topvine, nemlig denne Barolo Mosconi Vigna Ped samt Barolo Vigna Sorì Ginestra og så blev de endda serveret af den søde Noemi fra selve Conterno familien.

Conterno Fantino blev grundlagt i 1982, da Guido Fantino og Claudio Conterno slog deres markbesiddelser sammen og skabte vingården i en tid, hvor ingen ellers regnede Barolo for noget særligt.

Claudio Conterno var blandt de første i Piemonte som gik over til økologisk dyrkning, hvilket gav husets i forvejen storartede vine et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft. Guido Fantino er blandt Barolos dygtigste vinmagere, og hans vartegn er ekstremt kraftfulde vine med en underliggende finesse.

I 1987 Kom Barolo Sori Ginestra på forsiden af Wine Spectator og så var det internationale gennembrud sikret. Conterno Fantino hører i dag til eliten af Piemontes producenter.

Conterno Fantino producerer adskillige vine af sublim kvalitet, men det er husets enkeltmarks Barolo’er fra markerne Sori Ginestra og Vigna del Gris, der har gjort huset verdensberømt.

Som de øvrige vinhuse denne aften, så er Conterno Fantino beliggende i området omkring byen Monforte d’Alba, hvor vinene i forvejen typisk er meget mørke og maskuline, og det var netop den vinstil, Guido Fantino efterstræbte ved etableringen af vinhuset.

Conterno Fantino hører derudover til modernisterne i Monforte d’Alba, en bølge der startede i 1980’erne og hvor målet var, at lave endnu bedre, mere drikkevenlige vine med større koncentration og frugt.

Dette sker ved en begrænsning i udbyttet og anvendelse af små, nye barriques i stedet for de traditionelle kæmpefade (botti). Dette gav sammen med ændrede produktionsmetoder de mørkere og mere tætpakkede vine.

Dermed får vinene også ofte ristede toner af fad, røg og tjære, men samtidig også mindre tanninindhold, hvilket betyder at de nemmere kan drikkes i en forholdsvis ung alder.

Noemi Conterno fortalte, at huset i dag nok hører til et sted mellem traditionalister og modernister, men vinene afslørede dog, at de nok er mest til den moderne side.

Denne Barolo Mosconi Vigna Ped er lavet med druer fra Mosconi marken, ja ret beset fra husets Vigna Ped parcel på 1,3 hektar, og de ældste vinstokke har en alder på 57 år, hvilket suppleres med nyere stokke på lidt over 10 år. Druerne er høstet med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar.,

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med macaration i 8-15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder på nye, franske barriques efterfulgt af 12 måneder på flaske.

Duftmæssigt klart et varmt, venligt udtryk … fortsat med et utrolig lethed og den virker nærmest let samt ubekymret i duften med let sødme, lakrids, stald, mørke kirsebær, chokolade, mandler og lidt blomster. Der er virkelig power i vinen og den moderne stil kan mærkes med det samme.

I munden er der også klart mere power end hos de foregående Barolo’er. Der er kraft, peber, stramme tanniner og godt med italienske hestekræfter. Igen kirsebær, godt med frugt, lidt lakrids, tjære og meget tæt, varm og rund i strukturen.

Vinen forhandles herhjemme af Philipson Wine og 2013’eren er på lager til oktober. Den koster 669,95 kr., men der er pt. 40% rabat på introprisen, nemlig 399,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 6/7 

2013 Terre del Barolo, ArnaldoRivera Barolo Vignarionda, Piemonte, Italien

Kooperativet Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori vil gerne lave kvalitetsvine. Derfor har de i år introduceret en ny serie af enkeltmarks Barolo’er opkaldt efter kooperativets grundlægger Arnaldo Rivera og derfra kommer denne Barolo Vignarionda.

Kooperativet var til arrangementet repræsenteret ved deres eksportchef Gabriele Oderda, og han serverede alle de nye Barolo’er for mig og jeg besluttede mig for at skrive om denne Vignarionda, som jeg synes var den bedste.

Kooperativet holder til i byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by.  Det er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra  Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.

I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der 362 medlemmer og det dækker ikke mindre end 650 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.

Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til omkring 38.000 hektoliter vin, primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Alba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.

Og i 2017 har kooperativet så introduceret en ny serie, som de har opkaldt efter deres gamle grundlægger. Serien består i øjeblikket af 11 forskellige vine, heraf 8 Barolo’er inkl. denne Barolo Vignarionda, hvor druerne jo kommer fra  marken Vigna Rionda, der ligger tæt på Serralunga d’Alba i den østlige del af Barolo området.

Vinen er lavet med 18 dages maceration og der anvendes alene druernes naturlige gær ved fermenteringen. Vinen er efterfølgende lagret 32 måneder på nye franske tonneaux egefade. Produktionen er alene 3.400 flasker årligt af denne vin.

Duftmæssigt er det en let, syrlig Barolo med både hindbær, kirsebær, fennikel, lidt violer og virker meget ren og måske endda lidt simpel i duften. Der er ikke mange sekundære noter.

I munden let, syrerig vin med hindbær, ganske fin og stringent syre, meget fin, delikat, men gør på en eller anden måde ikke så megen væsen af sig. Det er selvfølgelig også fortsat meget, meget ung vin og bør ligger 5-10 år endnu.

Philipson Wine er dansk importør, men denne er endnu ikke kommet på hylderne. En søstervin fra ArnaldoRivera serien er dog på vej og prises til 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7