2011 Antonelli San Marco, Contrario IGT, Umbrien, Italien

What the FÅÅÅKKK … ren Sagrantino som IGT vin? Filippo Antonelli startede i 2008 med at lave denne Contrario IGT, som er lavet med druer fra de helt unge Sagrantino vinstokke og uden lagring på egefade … overhovedet.

Dermed opfylder vinen selvfølgelig ikke reglerne indenfor appellationen Montefalco Sagrantino DOCG og dermed bliver denne Contrario – som meget passende betyder modsat eller tværtimod – jo i stedet en IGT vin. Dermed også en god chance for at smage Sagrantino druen helt rent … eller i hvert fald næsten. Det betyder i hvert fald en mere ung og friskere vin, som siges at være meget let drikkelig.

Da Filippo skulle markedsføre vinen med introduktionen i 2008 skete det med et markedsføringsstunt, hvor vinen blev fordelt til en række vinbarer og specialbutikker i Italien sammen med CD’en Contrario med musik af pianisten Maurizio Mastrini.

Det er smuk, stille og meditationsagtig musik, som – ifølge Antonelli – kan formidle dybe følelser og nydes til et glas ung Sagrantino. Jeg har fået CD’en på Spotify og faktisk anbefale jer at lytte til den … virkelig smuk musik. Måske lidt hmmmm GAB i længden.

Der er 10 numre på CD’en, nemlig Autunno, Sole, Risvegli, Vento, Meditazione, La Prima Neve, Contrario, L’aurora, Un Minuto samt Cielo.  Og det hjalp på salget af vinen melder historien dog intet om ;o)

Sagrantino druerne kommer – som nævnt – fra de yngste vinstokke, høstet med 50 hektoliter pr. hektar, og lavet med maceration i 15-20 dage, fermentering ved 25 grader og er derefter lagret på rustfrie ståltanke i 18 måneder, hvorefter den lagrer yderligere 3 måneder i cementtanke inden flaskningen. Derefter yderligere 6 måneder i flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vinen langt mere frist, let og lys end de normale Montefalco Sagrantino’er. Den er også en tak lysere i glasset og byder på blæk, citrus, kirsebær og blommer i skøn forening.

I munden er vinen også meget let af en Sagrantino at være. Selv tanninerne virker lettere og frugten dominerer rigtigt meget … virkelig frugtdrevet smag … lidt speciel og frugten er måske også en tand mere direkte og bitter. Jeg ved sgu ikke, om jeg er vild med denne vin, men sjov at prøve.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører og prisen ligger på 149 kr.

Rating 4/7 

2011 Antonelli San Marco, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Antonellís Montefalco Rosso Riserva er næsten lavet på samme blend som den almindelige Montefalco Rosso … blot anvendes her de allerbedste af husets Sangiovese druer.

Det er helt præcis – hvis sådan noget kan være præcist – 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Montepulciano d’Abruzzo, høstet med udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og altså en kende mindre end ved den almindelige Montefalco Rosso.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeres separat … også som den almindelige Rosso. Men i vinifikationen opnår den lidt mere af det hele.

Macerationen varer således omkring 3-4 uger og fermenteringen sker ved 28 grader, hvorefter druesorterne blandes og vinen lagrer så 6 måneder i 500 liters letbrændte tonneaux egefade.

Derefter lagrer videre videre 12 måneder i store 25 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder i betontanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere i mindst 12 måneder inden den kan sendes på markedet.

Duftmæssigt er denne Riserva langt mere åben og kompleks i duften, mens de grønne urter er mere beskedne. Der er fortsat kirsebær, blommer, italiensk syre, krydderier, lidt tobak og frugten er samtidig mere intens.

I munden fornægter den ekstra lagring sig ikke … godt med tanniner og syren er også tættere og har langt flere hestekræfter. Den sætter sig i munden, på tænderne og kræver din koncentration. Den smager ganske godt, men er samtidig også en vin, som kan tåle lidt alder.

Forhandles herhjemme af Carlo Merolli, hvor en flaske koster 175 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Antonelli San Marco, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Ved den lille eksklusive smagning med Filippo Antenelli var vi nået til rødvinene og den første var selvfølgelig hans Montefalco Rosso.

Montefalco Rosso er som altid en Sangiovese domineret vin, og i denne årgang 2013 består blendet af 75% Sangiovese og 15% Sagrantino, mens de sidste 10% er både Merlot og Montepulciano d’Abruzzo. I tidligere årgange har det dog været 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Montepulciano … men det kan tilsyneladende ændre sig lidt fra år til år.

Druerne er høstet med udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og hver druesort vinificeres derefter separat. Maceration i omkring 2-3 uger og fermentering ved 28 grader, hvorefter druerne blandes og vinen lagrer 12 måneder i store 25 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder i betontanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen så yderligere 6 måneder.

I næsen er der godt med frugt og italiensk syre. Frugten er kirsebær og blommer, som suppleres med en vis landlighed, grønne urter, rosmarin, estragon og eg. I munden er vinen tør, blød og let … måske en tendens til at være lidt vandet. Tanninerne er der, men bider ikke meget fra sig. Ung og lidt simpel frugt, men okay vin.

Forhandles herhjemme af Carlo Merolli, hvor en flaske koster 115 kr.

Rating 4/7