2015 Weingut Rabl, Grüner Veltliner Löss, Kamptal, Østrig

Weingut Rabl ligger i den vestlige del af byen Langenlois i Kamptal … Østrigs største vinproducerende by. Her har vi en frisk hvidvin fra Rabl, nemlig husets Grüner Veltliner Löss.

Vinhuset drives i dag af Rudolf Rabl junior, men familien har været vinbønder i Langenlois siden 1750. Dengang var det dog et blandet landbrug, og det var først i 1900, at gården begyndte at sælge vinene. Det var Rudolfs oldefar Ignaz Deibl, som solgte gårdens vine på træfade til de lokale kroer.

Det var først i 1946, at Rudolfs bedstefar Karl Pell begyndte at flaske vinene fra Weingut Rabl. Han var den første i området, som fyldte vine på 0,7 liter flasker og har siden 1950’erne flasket vine som Riesling vom Schenkenbichl og Grüner Veltliner vom Käferberg.

Rudolf Rabl Junoir overtog tøjlerne fra farmand Rudolf Rabl Senior i 1986 og det er også junior, som har udvidet foretagenet, således det i dag omfatter hele 75 hektar vinmarker. Rabl senior hjælper dog fortsat sønnike i vinmarkerne.

I mange generationer har Rabl-familien dyrket vin på nogle af de bedste skråninger i Langenloisområdet. Rabl råder over gode vinmarker med jordbundstyper, der varierer lige fra løss og lerjord over grusholdig jord til marker med grundfjeld. Og alle vinstokke passes under størst mulig hensyntagen til miljøet.

I kælderen er Rudolf – kaldt Rudi – i sit es. Her lader han sine druer gære ved moderat temperatur på 20-21 grader. Han lader mosten gære spontant, hvilket er sjældent efterhånden.

Det betyder, at gæringen går i gang med det naturlige gær, der sidder på druerne, og ikke ved tilsætning af industrigær. Processen både starter og stopper naturligt og kan tage fra fire uger til fire måneder.

Rabl går ind for en lang maceration, altså den tid, hvor drueskallerne udblødes i mosten. Derved udtrækkes en kæmpe koncentration af smag, aroma, farve og tanniner.

Denne Grüner Veltliner Löss er lavet med druer fra marker omkring Langenlois … hvor undergrunden netop består af stor del af löss, som er en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden. Lavet på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen.

Hmmm aromatisk næse, hyldeblomstbolsjer … hvis sådanne findes, hyben, kirsebær, Kung-Fu is, kalk, god ren frugt og en vis fylde i næsen. I munden er vinen let perlende, fin sødme, saftig … en smule til den søde side og ganske letdrikkelig.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Rating 4/7 

2015 Le Caves de la Loire, Rosé d’Anjou de Perly Réserve, Loire, Frankrig

Foråret er over os … så siger folk, at man skal drikke rosé. Det gør jeg så, men alene for jeres skyld, for jeg er ikk’ specielt meget til rosé. Sådan er folk, der er født i skorpionens tegn, vistnok … alt eller intet, hvid eller rød. Det midt imellem er noget underligt noget.

Denne rosé er en Rosé d’Anjou Reserve de Perly, som kommer fra kooperativet Les Caves de la Loire, der – som navnet siger – ligger i Loire. Helt præcis ligger kooperativet i Brissac – faktisk tæt på Chateau of Brissac – og er grundlagt i 1951 af en flok vinavlere.

I dag er der 140 medlemmer slash vinavlere med i foretagendet, som ledes af præsidenten Régis Alcocer. Kooperativet laver alt fra almindelig du Pays Nantais vine til Sancerre og har en årsproduktion på mellem 95-105.000 hektoliter vin fra medlemmerne tæt på 1.000 hektar vinmarker.

Les Caves de la Loire laver således rigtigt mange vine og samtidig også mange forskellige vine. Sortimentet omfatter pt. 18 forskellige rødvine, 26 forskellige hvidvine samt 9 rosévine, herunder altså denne Rosé d’Anjou de Perly Réserve.

Rosé d’Anjou AOC – også kaldet Anjou Rosé AOC – er en særskilt appellation. Det har siden 1980’erne været en populær type vin … en lidt sødere rosévin med minimum 7 gram restsukker pr. liter.

På et tidspunkt udgjorde produktionen af denne type rosévin hele 55% af al produceret vin fra Anjou. Vinene laves typisk primært på Grolleau og tilsættes en lille procentdel Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Gamay, Malbec eller Pineau d’Aunis.

Denne Rosé d’Anjou de Perly Réserve fra Le Caves de la Loire er også lavet på Grolleau druen … alene lavet på rustfrie ståltanke og uden så mange dikkedarer. Om der er tilsat nogle andre druesorter kan jeg ikke umiddelbart se.

Duftmæssigt let, frisk og søde hindbær, jordbær … måske endda lidt stikkelsbær, meget let med lidt blomster og ellers uden så megen aroma. I munden godt med frisk lys frugt, jordbær, citronsyre, let grape og en kende sødme. Man fristes til at sige terrasse eller bællevin … skal klart nydes kold på en varm sommerdag.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 89 kr.

Rating 3,5/7