2010 Torbreck Vintners, The Struie, Barossa Valley, Australien

Aftenen sluttede med et australsk brag … The Struie fra vinhuset Torbreck Vintners. På dette sene tidspunkt var vi vist også ved at ha’ fået stillet den værste tørst.

Torbreck Vintners er grundlagt af David Powell i 1994, men hans projekt startede egentligt tilbage i 1992, hvor han opdagede nogle små parceller af ældgamle vinstokke.

På det tidspunkt arbejdede han for Robert “Rocky” O’Callaghan hos Rockford Wines, men han indgik en aftale med en række jordejere om, at druerne fra disse små parceller skulle leveres til hans nye vinhus. Det skulle ske mod betaling af en procentdel af fortjenesten, og det blev så til Torbreck Vintners.

Vinhuset kaldte han Torbreck efter en skov i Skotland, hvor David tidligere havde arbejdet som skovhugger. Og stilmæssigt sigtede David efter vinene fra Frankrigs Rhônedal, som han havde en særlig forkærlighed for.

I 1995 knuste han de første druer … i alt 3 tons … og startede salget af sine vine. De blev en succes, og det med Rhône-stilen blev bl.a. også bemærket af Robert Parker, som kaldte Torbrecks topvin Run Rig for La Mouline of Australia og gav vinen skyhøje point.

Faktisk fik årgang 1995 hele 98 point af Parker … og lige siden har Run Rig faktisk fået enten 98 eller 99 point af Parker hvert eneste år … ganske imponerende.

I 2002 blev mange af markerne købt af Torbreck, men samme år måtte vingården imidlertid gå i betalingsstandsning på grund Powells økonomiske problemer i forbindelse med en skilsmisse.

Torbreck blev derfor købt af den australske forretningsmand Jack Cowin for 6,5 millioner australske dollars, mens Powell fortsatte som vinmager og administrerende direktør.

I 2008 tilbagekøbte David Powell igen Torbreck i et kompagniskab med Peter Kight, som i forvejen ejer Quivira Winery i Sonoma County i Californien, men i 2013 forlod Powell Torbreck for at arbejde med andre projekter.

I dag varetages vinproduktionen af et team bestående af Craig Isbel, Scott McDonald og Russell Burns. Peter Kight er fortsat leder af vingården, som i dag har hele 86 hektar, fordelt på 26 vinmarker.

Denne The Struie er en klassisk vin fra Torbreck Vintners. De har lavet vinen siden 2001 og som med de foregående vine fra Yalumba, så kommer druerne fra både Barossa og Eden Valley, her i denne årgang kommer 84% fra Barossa Valley og 16% fra Eden Valley. Det er selvfølgelig 100% Shiraz fra omkring 50 år gamle vinstokke.

Umiddelbart ville man skrive traditionel vinificering, men alt laves efter gamle forskrifter ved hjælp af ny viden. Vinen tilbringer 18 måneder på franske egetræsfade og vinen trækker en alkoholprocent på 15% … højoktan.

Duftmæssigt er det godt overdone vin … masser af det hele og alt på én gang. Der er godt med sødme, tæt og mørk frugt, solmoden, fed og – efter min smag – way over the hills med marmelade, engelsk lakrids, oliven, chokolade, kaffe, vanilje, kanel og pulled pork. Ja, den er god nok … voldsomt.

I munden er det lidt i samme boldgade, virkelig en kraftkarl … næsten Amaroneagtige tilstande med mørk, sort frugt, kanel og andre søde elementer + et drys peber. Det bliver for mig lidt for voldsomt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 475 kr.

Rating 4,5/7   

2006 Yalumba, Single Site Grenache, Barossa Valley, Australien

Og minsandten om Flemming ikk’ kom med flere vine fra det store og gamle vinhus Yalumba? Det blev vinen Single Site Grenache med druer fra Moppa marken i Barossa Valley.

Det er ikke en vin, som Yalumba laver i dag, hvor deres 3 topvine på Grenache er vinene Tri-Centenary, Yalumba Carriage Block Grenache og Vine Vale Grenache, men i årgang 2006 lavede de altså denne Single Site Grenache, hvor druerne kom fra Moppa i Barossa og – som navnet siger – altså fra en enkelt mark … single site.

Moppa arken er placeret i den nordlige del af Barossa i nærheden af byen Bowden og marken blev tilplantet med Grenache tilbage i 1954. Alle druerne bliver håndplukket.

Derefter er de blevet sorteret, presset og fermenteret på 8 tons åbne rustfrie ståltanke. Der er alene brugt druerne naturlige gær til at starte fermenteringen, men derefter tilsættes Yalumbas egen udviklet gærstammer for at færdiggøre processen.

Fermenteringen og omrøringen af most og drueskaller sker ved hjælp af Yalumbas egen opfundne Cap Plunger, som er en Storm P anordning, der sørger for bedst mulig omrøring.

Vinen har derefter ligget 19 måneder på ældre egetræsfade lavet af fransk eg. Det er Senior Winemaker Kevin Glastonbury, der er ansvarlig for Yalumbas rødvine og også denne 2006 Single Site Grenache.

Og det er en kraftig Børge med lakrids, dybe egefade, godt med eg og mørk kælder, sorte kirsebær, blåbær, sødme, kanel, vanilje og krydrede elementer. Virkelig mørk, tæt og fuldfed saft.

Smagsmæssigt er der lidt sorte vingummi …fed, sort og tæt vin med sødme, chokolade og rund frugt. Cremet, blød og tæt, men der er altså også en stram syre, som gør vinen godt. Tanninerne drukner lidt i den fede og lidt marmeladeagtige frugt.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske pt er på bud til 399 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Fattoria di Basciano, Vin Santo del Chianti Rufina, Toscana, Italien

Til desserten – ostelagkage – kom der et lille break i de australske vine, nemlig med en vaskeægte Vin Santo – hellig vin – dessertvinen Vin Santo del Chianti Rufina fra vinhuset Fattoria di Basciano … eller måske mere korrekt Masi Renzo & C. Sas Fattoria di Basciano, som det rettelig hedder.

Vingården Fattoria di Basciano ligger i byen Rufina, som er kendt for sine særligt velbeliggende vinmarker til produktion af Chianti og Fattoria di Basciano laver da også masser af Chianti. Vingården ligger omkring et gammelt tårn – Basciano – der kan dateres tilbage til 1300-tallet. Det er selvfølgelig også fra tårnet, at gården har sit navn.

Vinhuset drives af Mazi familien, som grundlagde huset tilbage omkring år 1900, da de købte vingården Fattoria di Basciano. Det er i dag 3. generation i form af Paolo Masi, som står for driften og vinproduktionen. Han overtog driften efter faderen Renzo Masi. På billedet ovenfor kan vi netop se Paolo og Renzo.

Vingården har samlet 75 hektar jord, hvoraf 35 hektar er vinmarker, 20 hektar olivenlunde og de sidste 20 hektar er skov. De ejer nogle af de bedste og mest unikke jordlodder i Rufina, med en jordbund der er domineret af galestro sten. Disse sten holder på varmen igennem natten og sikrer, at druerne modner optimalt.

Vinen sælges under to brands, Masi Renzo og Fattoria di Basciano, hvor sidstnævnte er husets flagskibsserie, alle lavet på druer fra marker de selv ejer og 100% vinificeret på vingården.

Her har vi altså fat i husets dessertvin Vin Santo del Chianti Rufina, som er lavet på druerne Trebbiano Toscano og Malvasia del Chianti. Druerne tørres i tre måneder, hvorefter de presses, gæres og omhældes til åbne trækar hvor vinen får en let oxidering. Herefter føres vinen på mindre træfade hvor den lagrer i flere år.

Næsen er sådan lidt en blanding mellem cognac og portvin med tørrede fugter, appelsin, honning og vanilje. I munden er den sød, let oxyderet … men ellers ikke så meget at sige. Okay dessertvin, men så er den heller ikke længere.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 3,5/7  

2002 Yalumba, The Octavius, Barossa Valley, Australien

Hvis vi troede, at vi med The Signature havde smagt topvinen fra Yalumba, så måtte vi tro om igen. Næste vi  var nemlig The Octavius … og den tåler ingen sammenligning med en Octavia fra Skoda. Her kører vi klasser over … no offence.

Det er en af husets absolut dyreste vine … herhjemme koster den pænt over 500 spir og regnes som en af de australske ikon vine lavet på Shiraz. Den er lagret mere aggressivt på små octaves fade, der alene rummer 90 liter, men lad os se, om vi også kan betegne vinen som en Shirazzzz ikon vin.

Fermenteringen sker for  The Octavius som med foregående vin, altså med den naturlige gær og i store, åbne kar. Druerne kommer fra husets ældste vinstokke på markerne i Barossa og Eden Valley. Der har Yalumba vinmarker der stammer helt tilbage fra starten af 1900-tallet.

Vinen er lagret 22 måneder på primært de små octaves egefade, heraf endda 60% nye octaves. En del er dog lagret på barriques og hogsheads, heraf også 25% nye barriques og hogsheads. Derefter er vinen balanceret af ved lagring på brugte hogsheads. Alle fadene er selvfølgelig lavet på Yalumba.

Vinen har fået 96+ point af den gode Parker … men jeg er – som mange sikkert ved – bestemt ikke Parker fan og jeg synes, at hans vurderinger ofte ikke passer sammen min smag. Sådan er vi jo så forskellige. Og hurra for det.

I næsen en meget moden og sødkrydret vin, modne kirsebær, solbær, blommer, hasselnøder, eukalyptus, flæsk, bacon, medicinkasse, blomster, engelsk lakrids, kanel, vanilje, fløde, chokolade … lidt af en mundfuld.

Smagen er blød, cremet med kirsebær, solbær, let peber og en blid syre. Tanninerne er virkelige bløde og det er letdrikkelig sort og fed aussi Shirazzz … og en vin, som vil dele vandene. Nogle vil finde den for marmelade og andre vil elske den. Det er vellavet vin og de mange år har fået den megen eg godt integreret, men jeg er ikke fan.

Forhandles af fx Vinkyperen, hvor en flaske koster 699 kr.

Rating 5/7