2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Himmelreich Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Nogle ka’ bedst li’ moderen og nogle datteren. Med Graacher Himmelreich Riesling Kabinett og Graacher Domprobst Riesling Kabinett vil alle uden tvivl vælge begge. Men er den ene marginalt bedre end den anden?

Marken Graacher Himmelreich ligger op til Domprobst og den optimale placering berettiger vel til navnet Himmelreich … himmelriget. Marken har en høj andel af ler, hvilket giver vinene en kraftfuld og særpræget karakter. Giver du vinene godt med tid bliver du endvidere belønnet med elegance og mineralsk finesse.

Himmelreich marken ligger godt beskyttet for vind og frost, hvorved opvarmningen af jorden giver druerne en ensartet og fuld modenhed. Marken er beriget med mange grundvandsmagasiner, som giver optimal næring til vinstokkenes dybe rødder.

I næsen er Graacher Himmelreich virkelig feminin og sart. I starten virkede den måske en anelse neutral, men med lidt luft i glasset kommer aromaerne mere frem med gule æbler, fersken, blomster, svag fennikel, svage urter, flint, sten og samtidig fornemmes der fin sødme.

Smagsmæssigt lækker lethed … et fint mix af intensitet og lethed, cremet, mineralsk med citroner, fersken, ganske frugtrig, men først og fremmest en utrolig lethed over vinen. Jeg giver dog første runde til Domprobst.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

De næste Weingut Willi Schaefer vine blev serveret sætvis … altså to vine ad gangen. Først skulle vi smage 2 x Kabinett … husets Graacher Domprobst Riesling Kabinett mod deres Graacher Himmelreich Riesling Kabinett.

Som de fleste med hang til de germanske Riesling vine ved, så er Kabinett – modsat betegnelsen Trocken, der blot er et tørhedsbegreb – et lovgivningsmæssigt defineret kvalitetsniveau hos de grundige tyskere. På deres kvalitetsvine … Qualitätswein mit Prädikat afgør Oechle-graden typen af vin og der ligger Kabinett med mindst 75 Oechle, mens Spätlese mindst har 85 og Auslese mindst 95 Oechle.

Trockenbeerenauslese er over 150 Oechle den sødeste – og er således også sødere end fx Eiswein.

Nå, men tilbage til denne Graacher Domprobst Riesling Kabinett, som er lavet med druer fra den legendariske mark, som I kan se et udsnit af på mit foto ovenfor.

Det er en mark, som mange af de store og gode Mosel vinhuse har parceller på, bl.a. Markus Molitor, Weingut S. A. Prüm, Weingut Studert-Prüm-Maximinhof og mange flere.

Lad os kaste os i ud i udfordringen … hvilken af Weingut Willi Schaefers to Kabinett Rieslinger er bedst, Graacher Domprobst eller Graacher Himmelreich?

Duftmæssigt virker denne Graacher Domprobst herlig mineralsk … godt med kridt, men det er en blid mineralsk aroma, blødt kridt so to speak. Kridt er vel lidt blødt? Der er røg, ananas, fersken, nektariner samt et strejf af blomster. Virker total kompleks og blid.

Smagsmæssigt virker den også utrolig kompleks, har godt med mineraler og sten, men på en virkelig blid facon. Det er stadig med et mix af lethed og intensitet, en smuk og lækker bitterhed, friskhed og præcision. Konge.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5,5/7    

2015 Weingut Willi Schaefer, Graacher Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Efter den elegante magtdemonstration med 1976’eren, så startede smagningen derefter med Schaefers vine fra 2015, og hvad er så mere naturligt end at starte med deres tørre entrylevel Riesling …  den tørreste Riesling i hele Schaefers sortiment.

Druerne til vinen kommer normalt fra alle Schaefers tre marker, altså fra Graacher Dompropst, Graacher Himmelreich og Wehlener Sonnenuhr. Christophe fortalte dog, at vinen i denne årgang 2015 er lavet udelukkende med druer fra Graacher Himmelreich, hvor druerne nogle steder på marken ikke bliver tilstrækkeligt modne til Kabinett … og så i stedet bruges til denne Graacher Riesling Trocken.

Som de øvrige vine er den lavet fuldstændig klassisk med naturlig gærstammer, mindst mulig indgriben og lagring på store, gamle foudres på 1.000 liter.

Duftmæssigt igen herlig dyb Riesling … ikke megen petroleum endnu, men derimod god frisk, intens frugt, grape, æbler, eksotiske frugter, citrus, mynte, mineraler, kalk, lidt honning og en vis friskhed.

Smagen er frisk, sprød … lidt grøn i smagen, syren virkelig ung med et mineralsk bid, bitterhed og citrus. God spændstighed og fin lang eftersmag. Flot, flot entrylevel Riesling, som endda næsten napper 5 Thumbs Up.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 125 kr., men den er udsolgt … hvilket er ganske forståeligt.

Rating 4,5/7