Fredagen på Jespers terrasse blev afsluttet med denne Barbera d’Alba Vigna Martina fra det skønne vinhus Elio Grasso. Sådanne aftener på terrassen er skønne, og i baggrunden skimtes da også det dejlige pizzabrød, som Jesper smukt og stolt fremtryllede fra hans nye Weber Pizzaovn.
Vi er i Barolo distriktet, hvor vi tæt ved Monforte d’Alba finder Elio Grassos ejendom. Bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine. Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.
Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.
I dag drives vingården fortsat af Grasso familien, nemlig i form af far og søn. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug. I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso én af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent.
Grasso har omkring 18 hektar vinmarker ved Monforte d’Alba, og denne Barbera baserede vin kommer fra vinstokke med en gennemsnitlig alder på 30 år. Vinen gærer i temperaturregulerede rustfrie ståltanke, og lagrer efterfølgende i 50% nye franske egetræsfade og resten i ét år gamle franske fade. Lagringstiden har jeg ikke fundet, men efter tapning på flaske ligger vinen i kælderen i mindst 8 måneder før frigivelsen.
Duftmæssigt fanger jeg noter fra moreller, modne kirsebær … en meget intens frugt og lidt champignon og en anelse urter. I smagen lidt mere blommer, fin fin syre og igen den meget store frugtintensitet, som er meget vedholdende. Der er godt med kraft i vinen, som stadig virker ung … men smager forrygende, og der er også god balance, så bestemt en stor anbefaling værdig. Thumbs Up … og dejlig afslutning på aftenen.
Købt hos Jysk Vin, hvor prisen i dag er 215 kr.