Jeg anmeldte forleden denne Chardonnay Le Village fra Domaine de la Métairie d’Alon i årgang 2016 … men det skulle ha’ været i årgang 2017. Så må jeg jo på den igen … dirty job! Det er dog en ganske overkommelig, endda behagelig, let og ukompliceret opgave, da det fortsat er en freaking, fucking lækker og burgundisk Chardonnay.
Årsagen til min tilbagelænede attitude overfor opgaven er simpel … jeg er nemlig – som jeg skrev sidst – vel nærmest blevet fan af Domaine de la Métairie d’Alon og kan ikke mindes, at jeg nogensinde har smagt Languedoc vine med sådan elegance og lethed.
Denne Chardonnay Le Village er fortsat både et fabelagtigt køb samt et godt bud på en vin, som man bare kan drikke hektoliter af og samtidig fordybe sig i … bare sidde og blive glad i låget af.
Jeg skrev lidt om Laurent, vinhuset og historien, da jeg tilbage i september smagte hans 2017 Pinot Noir Le Village. Det blogindlæg er værd at læse, hvis du vil vide mere om Domaine de la Métairie d’Alon i den lille landsby Magrie i Limoux i Languedoc.
Chardonnay Le Village er – som Village i Bourgogne – lavet med druer fra flere marker, og her er det fra markerne Le Palajo, Le Souleillo, Petite Fuche og Les Plôs. Druerne kommer fra vinstokke, som 5-25 år gamle og selvfølgelig høstet med håndkraft.
Efter høst presses druerne efter en sortering i en 20 hektoliter presse, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke uden tilsætning af svovl. Efter endt fermentering lagres 75% af vinen i både brugt 500 liters demi-muids og 228 liters barriques sur lie i 8 måneder, mens de resterende 25% lagres i ståltanke inden samling. Omkring 20% af vinen har gennemgået malolaktisk gæring.
Næsen byder på klar Chardonnay fedme, fad, vanilje, mynte, masser af ananas, mango, smør og en smule nødder. Som 2016’eren er det ikke fed og kluntet Chardonnay, for der er også en frisk grøn syre, lidt symaskineolie, kalk, toast og det virker legende luftigt, let og ekstatisk.
Det smager fortsat vildt godt … let, blidt og cremet. Det er stille og tilbagelænet, det er stilhed i skoven samt mellemrummet mellem et suk … zen, ro og fred. Vinen bliver aldrig for fed og aldrig for syrlig, for det er smukt balanceret med burgundiske referencer, tvist af svag citron, nødder, hvid peber, lette krydderier samt kalkede elementer. For fanden … jeg er fortsat fan.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 140 kr., og det er et godt køb.