2018 Herdade do Rocim, Amphora Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade do Rocim, Amphora Tinto, Alentejo, PortugalTilbage i juni smagte jeg den hvide udgave af denne Amphora Tinto fra vinhuset Herdade do Rocim, der ligger lidt nordøst for den lille by Cuba i Alentejo regionen. Men nu er turen altså kommet til den røde.

Vinen er lavet på  50% Aragonez, 30% Trincadeira, 10% Moreto og  10% Tinta Grossa. Alle druerne kommer fra Vidigueira området i Alentejo. Hele vinificeringen er sket i store amphora lerkrukker uden den mindste kontrol af temperaturerne. Der anvendes også alene druernes naturlige gærceller og gæringen er sket helt uden indblanding. Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i 2 måneder.

Det er en sjov næse, hvor der er blomster, roser, lerjord, granatæbler, hyben og kirsebær, meget lettere end forventet og samtidig med en fin syrlighed. Der er også lidt altheabolsjer, syrlige, bitre drops og grønne urter … samlet er det bestemt interessant.

Smagen er let, ren og har masser af frugtsyre, direkte jernholdige noter, vedkommende og dejlig frisk. Der er lidt fennikel, jern, ren og syrlig frugt og det er faktisk en rigtig fin let og cremet vin og lidt utroligt, at den kommer fra et varmt område som Alentejo.

Importør er AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86419600.

 Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Bodegas Neleman, Nucli Tinto Organic, Valencia, Spanien

2018 Bodegas Neleman, Nucli Tinto, Valencia, SpanienVi napper da bare lige en mer’ vin fra Derrick Neleman på Bodegas Neleman og denne gang den røde udgave af hans Nucli vin … Nucli Tinto Organic.

Vinen er produceret på 90% Tempranillo, 5% Syrah og 5% Petit Verdot … alle selvfølgelig – som navnet siger – dyrket økologisk på husets marker i 700 meters højde ved Cases del Rey i det østlige del af Valencia.

Nucli er det catalanske ord for central eller kerne … og derfor har Neleman ordet som hans forståelse for essensen af god vin. Dette er også illustrativt vist med en række cirkler på etiketten.

Nucli Tinto Organic er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, en kort maceration og gæringen er sket i betontanke og med kort lagring.

Som søstervinen Tempranillo Monastrell er vinen dejlig grumset og uklar i glasset. I næsen er vinen også fin animalsk og bondsk, men så fornemmes der alligevel en vis spændstighed. Der er kirsebærsten, jordbær, granatæbler, meget frisk i frugten, en snas peber, fennikel, røg, vanilje … meget intens, inderlig og vibrerende.

Smagen har både pænt meget sødme og syre, men sødmen sidder forrest på traktorsædet. Frugten er frisk og slet ikke så mørk, som jeg måske havde forventet ud fra duften. Der er pæn saftighed og selvom det er en rustik vin, som har den bondsk charme. Det er bestemt ikke en gemmevin, så 1-2-3 drik.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodegas Neleman, Nucli Blanco Organic, Valencia, Spanien

2018 Bodegas Neleman, Nucli Blanco, Valencia, SpanienSå er vi tilbage hos den ihærdige og innovative hollænder Derrick Neleman på Bodegas Neleman og denne gang med denne hvide Nucli Blanco Organic.

Sidst smagte jeg husets robuste og bondske 2018 Tempranillo Monastrell og skrev samtidig lidt om hollænderen og hans vinhus.

Denne Nucli Blanco Organic er lavet på 75% Macabeo og 25% Sauvignon Blanc, som kommer fra Bodegas Nelemans kalk- og skifterholdige holdige marker i 700 meters højde i Valencia.

Efter høst presses druerne blidt og mosten køles ned til 10 grader, og når alle urenheder er bundfældet, så  omstikkes mosten. Herefter får mosten lov at stige langsomt i temperatur og spontangæringen starter og holdes ved omkring en temperatur på 21 grader.

Sikke en dejlig næse … masser af saftige cantaloupe meloner, passionsfrugt, tropisk frugt, fedme, blomster og syltede citroner.  Det dufter herlig, virkelig aromatisk og lækker. Det er en fyldig og dragende aroma.

I munden er der masser af citroner samt nogle jern- og kalkagtige noter, men syreniveauet er lavere end lige forventet. Men det glider nemt ned med spansk charme … olé.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, SpanienVi skruer lige Ribera del Duero volumenknappen en tak op med næste vin, en 2015 Preludio fra Bodega Sei Solo … et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto.

Javier Zaccagini er tidligere præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … et slags eksportråd for området. Han var også sammen med Mariano Garcia med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998, og nu har han grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to supervine … Preludio og Sei Solo.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Preludio er andenvinen i projektet, lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 9 små plots i La Horra området i Burgos provinsen. Der er vinstokkene omkring 60-90 år gamle og det betyder et ekstremt lavet udbytte.

Efter høsten bliver druerne afstilket, hvorefter den sker en kold maceration. Derefter sker gæring spontant med druernes naturlige gærceller i små trætanke på 2500 kg kapacitet.

Efter endt fermentering sker der en malolaktisk gæring dybt under jorden ved kun 10 grader, hvor vinen også lagrer 18 måneder i brugte egefade. Modsat vinene fra Aalto, så får ingen af de to Sei Solo vine nye egefade.

Næsen er langt mere alvorlig end forrige Ribera del Duero vin Mario. Det er sorte oliven, tør engelsk lakrids, mørk og gæret frugt, blåbær, kul, tjære, kamfer, gamle jernbanesveller, andefond, garvet læder, lidt blomster … og så samtidig med en frisk syrlighed, som lige løfter hele indtrykket en tak yderligere op.

Smagen er koncentreret mørk frugt med en elegant syrlighed og tonsvis af smag. Det er blåbær, masser af tanniner, som sætter sig i munden og en virkelig lang eftersmag med lidt krydderier og peber. Det er klart en mere stram, frugtrig og syrlig vin end for Ribera del Duero normalt, men balancen er enestående og det smager bare virkelig godt. Det er 5,5 fede fingre med svag pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, Spanien

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, SpanienSå er vi atter tilbage hos den unge, smukke, vilde og passionerede Clara Concejo, som driver Bodega Vega Clara i Quintanilla de Onesimo ved Valladolid i Ribera del Duero. Denne gang smager vi hendes 2015 Mario … og hvis du er til god Ribera del Duero vin, så bliver du ikke skuffet.

Clara Concejo grundlagde Vega Clara i 2005, da hun arvede 5 hektar vinmarker med gamle vinstokke fra sin bedstefar Mario, som hun også i respekt har opkaldt denne vin efter. Hun har i dag 8 hektar vinmarker, som ligger tæt på vingården og nabo til andre kendte vinhuse som fx Bodegas Arzuaga Navarro og Vega Sicilia.

De 8 hektar er fordelt på de to parceller på markerne Los Almendros og Carretuerta, men derudover har Clara også kontrol over 5 hektar yderligere via aftaler med en håndfuld vinavlere i forskellige områder i Ribera del Duero.

Vinene fra Vega Clara laves i samarbejde med vinmageren Juan J. Ayuso, mens Clara også får hjælp til markarbejdet af Alex Soria. Og det bliver samlet til 3 forskellige vine, nemlig en Diez Almendros – som jeg tidligere har skrevet om – vinen Dacan og så Mario.

Mario er lavet på 73% Tempranillo og 27% Cabernet Sauvignon … og Cabernet druerne kommer fra nogle af de ældste Cabernet stokke i hele Ribera del Duero … langt over 50 år, mens Tempranillo druerne er for nogle af vinhuset yngre stokke.

Fermentering og maceration er sket i egefade over 21 dage, hvorefter vinen er lagret 16 måneder på 75% franske fade og 25% amerikanske egefade. Der er lavet 19.410 flasker af vinen.

I glasset en tæt og mørk væske … næsen er tør og sødkrydret med egenoter, brændte egefade, vanilje, kanel blåbær, brombær, solbær, sød pibetobak, Läkerol kaktuspastiller, chokolade, virkelig dyb, tæt og ganske mørk, sød og omfavnende.

Det sødkrydrede går igen i smagen sammen med brændte noter, masser af mørk, fed frugt, tydelige taninner, cosy og venlig, men en lille friskhed holder vinen rank på sporet. Det er mainstream og fadpræget Ribera … men smager monstergodt. Det er klart 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Nu tester Houlberg også Coravin … forhåbentlig uden gassen går af ballonen?

Jeg er egentlig selv en 1-2-3 åben og drik Kind Of Guy og grundlæggende imod alt for mange gadgets, når jeg skal drikke vin. Men nu har Houlberg sgu alligevel investeret i en Coravin.

Jeg har selvfølgelig læst om Coravin, set den brugt mange gange på vinbarer samt hos vinproducenter og selvfølgelig også løbende fulgt de gode tests, som både Vinkreutzer og Rolf på Vinexpressen har lavet med Coravin.

Men jeg har aldrig selv haft lyst til at anskaffe et sådant monstrum for at stoppe mine vinflasker med gas, selvom både Frederik og Rolf begge var været meget positive. Eller måske har jeg bare ikke lige haft behov for det.

Men nu er behovet der. Jeg får rigtig mange vine til anmeldelse fra en masse søde og gode vinimportører, og antallet af vine til test har de seneste år været stigende. Og med et øget pres på test, hvoraf mange måske også haster, så skal der åbnes en del vine.

Der kan Houlberg og Houlbergs lever slet ikke følge med, og som jyde nægter jeg simpelthen at hælde gode vine ud, når der er smagt et enkelt glas. Det har min gode nabo Henry indtil nu været begunstiget af, men selv Henry har et limit … tror jeg nok.

Derfor har jeg så nu punget ud til en Coravin 2, så jeg kan teste flere vine uden at skulle åbne hele flasker. Så kan jeg nyde flaskerne på et senere tidspunkt, og det synes jeg selv, giver vildt god mening.

Samtidig giver det jo basis for en virkelig grundig test af Coravin, idet jeg med tiden vil ha’ rigtig mange flasker vin, hvor jeg har nuppet et enkelt glas fra ved med min anmeldelse.

Så kan jeg i fremtiden åbne de Coravin gassede flasker helt og så teste vinene op mod mine tidligere anmeldelser af vinene. Jeg vil så her på Houlbergs Vinblog komme med mine vurderinger af, hvordan Coravin har påvirket vinen i forhold til oplevelsen første gang.

Jeg skal blot være en smule struktureret og sætte en lille dato-mærkat på hver vin, når jeg har anvendt Coravin. En stor udvidet Coravin test. Det kan selv jeg vist finde ud af.

For dem, som ikke kender Coravin, så er den kaldt; den største revolution i vinbranchen siden korkproppen, men det er nok at tage munden for fuld.

Coravin er skabt af Greg Lambrecht, der i 1998 øjnede muligheden for at skabe et system hvormed man kunne skænke vin fra flaske uden at fjerne proppen og samtidig uden at kvaliteten af den tilbageværende vin blev berørt af tyveriet.

Det er altså et værktøj, hvor du stikker en lang nål gennem korkproppen på vinen og presser en neutral gasart kaldet argon i flasken. Derved kan man skænke samme mængde vin, som man tilfører af gas. Teorien er at den neutrale gas lægger et beskyttende ovenpå vinen og man derved kan tappe af vinen over en længere periode, uden at vinen bliver oxideret og dermed dårlig.

Min test af Coravin bliver lidt anderledes end de to test foretaget af Vinkreutzer og Vinexpressen ved, at jeg tester endnu flere vine og efter helt tilfældige perioder. Nogle vine vil måske blive åbnet få måneder efter første prik med Coravin og andre vil ligge i flere år, inden de åbnes.

Nu får vi så at se, om den flittige vinblogger også bliver fan af Coravin … behovet er der i hvert fald. Og den er i hvert fald meget nem at anvende, så jeg er allerede kommet flyvende fra start.

Jeg skal nok vende frygtelig tilbage med et nyt blogindlæg – part 2 – om nogle måneder, når jeg for anden gang har smagt en røvfuld vine, hvor Coravin er anvendt. Stay in tune for mere.

2018 Neethlingshof, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Neethlingshof, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaNu smager vi igen en vin fra det sydafrikanske vinhus Neethlingshof, som vi to gange tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog. Denne gang er det med husets Sauvignon Blanc.

Da jeg smagte Neethlingshofs Bordeaux inspirerede The Caracal skrev jeg også lidt om vingården, så det skal jeg spare jer for denne gang og blot kigge nærmere på denne Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra vinstokke plantet mellem 1997 og 2009 på en sydøstlig bjergside nær False Bay.

Den permanente havbrise har en kølende effekt på vinstokkene i sommermånederne, hvilket forlænger modningsprocessen. Og lige dér står solen midt på dagen i nord, så derfor er en sydvendt skråning med til at forlænge vækstsæsonen.

Man høster også i februar, hvilket er sket med håndkraft. Druerne presses derefter blidt, hvorefter gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 13-15 grader og udvalgte gærtyper. Derefter er vinen lagret i tankene sur lie en kort periode inden aftapning på flaske. Der er lavet 29.000 flasker af denne vin.

Duften er grønne blade, masser af grøn peber, græs, asparges, ananas, estragon og lidt grape. Smagen er lidt i samme boldgade, grøn, syrlig med en vis fylde. Det er sur og bitter grape, umodne æbler og lemon … nok til at få dig op af stolen. Det er frisk, surt og en vin, som bør nydes til lidt mad. Jeg tænker lidt fisk eller kylling.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Vietti, Nebbiolo Perbacco, Piemonte, Italien

2016 Vietti, Nebbiolo Perbacco, Piemonte, ItalienPå den fabelagtige restaurant Le Case della Saracca i Monforte d’Alba bestilte jeg mer’ Nebbiolo saft … og det blev denne Nebbiolo Perbacco fra vinhuset Vietti.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien  og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trivles i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Her smager vi husets Langhe Nebbiolo, som Vietti kalder Nebbiolo Perbacco, hvor druerne kommer fra forskellige marker i både Barolo og Barbaresco området. Hver mark vinificeres separat og den alkoholiske gæring varer 3-4 uger.

Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring så lagrer vinen hele 2 år på en kombination af både barriques og store slavonske egefade … og først derefter blandes de forskellige produktioner i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er lækker landlig, rustik og animalsk. Der er violer, læder, tobak, kirsebær, lidt maskulin måske … har mørk, balsamiske noter, blomster, sæbe og skovbund, alt i et herligt mix.

Smagen er kraftig og fyldig … klart en fyldig og mørkere Langhe Nebbiolo med nogen fedme, masser af tætpakket frugt, som dog har en rigtig fin renhed. Det er cremet, blødt og har runde tanniner, men der mangler en smule lethed og elegance … men for pokker hvor den kraft og saft.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Conterno Fantino, Barolo Chinato, Piemonte, Italien

2009 Conterno Fantino, Barolo Chinato, Piemonte, ItalienSmagningen med Fabio Fantino hos Conterno Fantino sluttede med lidt af en specialitet, nemlig vinen Barolo Chinato … en almindelig Barolo, som efter endt fermentering bliver suppleret med tilsætning af blomster, krydderier, sukker og alkohol.

Det giver en lidt mærkelig vin og jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt noget lignende. Der kommes omkring 50 forskellige blomster, urter og krydderier i vinen og de ligger i vinen omkring 40 dage. Derefter tilsættes der både sukker og alkohol, og så lagrer vinen derefter på egefade og derefter et år på flaske.

Det dufter som lidt af en blanding mellem bitteren Dr. Nielsen og en Barolo, masser af lakrids, overmodne mørke bær, et meget gammelt museum, kanel og tørret appelsinskal. Smagen er sød og krydret … med et sprittet spark. Hmmmm det skal jeg vist tænke over.

Forhandles af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 26,50€ … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2016 Conterno Fantino, Langhe Rosso Monprà, Piemonte, Italien

2016 Conterno Fantino, Langhe Rosso Monprà, Piemonte, ItalienFabio Fantino mente, at jeg også skulle smage hans Langhe Rosso Monprà … en lidt sjov vin, som er lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo.

Druerne kommer fra Nebbiolo stokke fra år 2000 og Barbera stokke fra 1985 … høstet med et udbytte på 38-42 hektoliter pr. hektar. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og lagret på egefade. De to druesorter er vinificeret separat og er først blendet efter lagring … altså lige inden aftapningen på flaske.

Der er masser af syre, balsamiske olier, klart rustik og selvfølgelig mørkere i frugten end de forrige vine. Der er pænt med krydderier, urter, kaffegrums og stor tørhed. Smagsmæssigt er vinen – efter de elegante Barolo’er – en ordentlig mundfuld med masser af power, peber, fantastisk rund og fed.

Forhandles af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 26,50€ … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger