Tag-arkiv: Tyskland

Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil

Vi var begge en smule opstemte efter besøget hos Franz Keller Schwarzer Adler, men havde selvfølgelig mod på mere vin … som de moderne vikinger vi nu engang er. Vi trængte dog til at røre benene lidt, så derfor traskede vin langs landevejen mod nabobyen Oberrotweil … destination Weingut Salwey omkring 2-3 kilometer fra vores base i Oberbergen.

Termometeret stod på 36 grader, men barometeret stod på mere vin … nu da vi havde startet dagen med et ordentligt brag. Efter en hurtig sandwich hos det lokale Aldi i Oberrotweil troppede vi op hos Weingut Salwey, som vel nærmest ligger midt i byen.

salwey-velkommen

salwey-udenforIndenfor porten på adressen Hauptstraße 2 ligger Weingut Salwey

Vi fik os bænket i smagelokalet, men da der allerede var godt med gæster fik vi også hurtigt selskab ved vores bord. Det var to tyskere fra Mainz, der – som os – var på roadtrip rundt til vinproducenter i Kaiserstuhl, og Salwey var deres første stop.

Det var far og søn … et par rigtig hyggelige mennesker, og efter en lidt tøvende indledning, så fik vi en snak med dem, selvfølgelig specielt om vin, roadtrip og området.

salwey-smagnig-sammen-med-andre-gaester
Her sidder jeres flittige vinblogger med de to tyske vinelskere

Vores vært var husets salgschef Philipp Hettich, som præsenterede os for et bredt udsnit af vinene fra Salwey og fortalte om vinhuset.

salwey-i-smagelokalet
Her fortæller Philipp lidt om vinene

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey, selvom Salwey familien havde boet i Oberrotweil siden 1790. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 1960′erne og 1970′erne omlagde Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg.

I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og er i dag på 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

salwey-et-ekstra-smagelokale
Et lille ekstra smagelokale på vej ind mod produktionslokalerne

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarker er  markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad hustru Stephanie og mor Karin hjælper dog også i driften.

Ifølge deres brochure står hunden med navnet Pinot for sikkerheden, selvom den ser ret fredelig ud.

salwey-view-ind-til-vinkaelderenPå vej ind i den gamle vinkælder

salwey-vinkaelderen
Godt med barriques i den kolde kælder

Philipp Hettich fortalte, at vinene fra Salwey hører til blandt de mest tørre i Baden. De foretager altid høsten før alle andre vinbønder for at sikre, at der er godt med syrlighed i vinene og alle vinene har stort set ingen restsukker … og maksimalt op mod 1 gram pr. liter.

En undersøgelse blandt sommeliers i bl.a. Sverige havde vist, at de foretrak, at de tyske vine var mere tørre og syrlige, og derfor holder Salwey også fast i den stil.

salwey-fremvisning-af-vinkaelderen
Her viser Philipp Hettich den imponerende kælder frem

salwey-houlberg-fanget-i-uopmaerksomt-oejeblik
Houlberg fanget i et uopmærksomt øjeblik

I smagelokalet smagte vi både Weissburgunder, Grauburgunder og selvfølgelig deres dejlige Spätburgundere i forskellige afskygninger, først deres almindelig Gutswein Spätburgunder, deres Ortswein Oberrotweiler Spätburgunder RS, som vi blev ret forelsket i samt deres Grosse Lage topvine, Henkenberg Spätburgunder GG, Eichberg Spätburgunder GG og Kirchberg Spätburgunder GG.

Som et specielt treat fik vi også lov af smage en ældre Spätburgunder, en 1999 Oberrotweiler Spätburgunder, som jeg fluks vil bringe en beskrivelse af i kommende blogindlæg.

salwey-stemning-i-vinkaelderen
Virkelig stemningsfyldt kælder

Vi sluttede med en rundvisning nede i kælderen … en lang og kølig tunnel, hvor der løbende er sprøjtes forstøvet vand for at sikre en tilstrækkelig luftfugtighed.

Da vi var til fods – og temperaturen udenfor i den modsatte ende end nede i vinkælderen – så aftalte vi med Philipp Hettich, at vi dagen efter ville komme forbi i bil og købe lidt vin.

Men lidt pinligt, så nåede vi det simpelthen ikke dagen efter, så vi må købe lidt Salwey vin andre steder … fx fra nogle af de danske importører … eller endnu bedre ta’ et smut til Oberrotweil igen.

Et stort tak til Philipp Hettich hos Weingut Salwey … vi skylder vist en omgang.

salwey-forstoevet-vand-sikrer-fugtighedHer kan du se, hvordan der forstøves med vand

Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler

Fritz er en af de mest imødekommende mænd i Kaiserstuhl, utrolig gæstfri, rar, smilende, grinede og bød os velkommen med nogle danske gloser, da han fandt ud af, at vi var de to vinnørder fra Danmark. Et energibundt … og farverig, næsten flamboyant. Læg dertil også en fremragende forretningsmand samt indflydelsesrig og respekteret vinbonde.

Det er selvfølgelig Fritz Keller fra Weingut Franz Keller, som jeg snakker om og besøget på netop dét vinhus blev et af højdepunkterne på den kække vinblogger Houlbergs roadtrip til Kaiserstuhl … et vinøst hotspot for mine højtelskede vine på den tyske vidunderdrue Spätburgunder.

det-moderne-vineri
Imponerende vineri

Vi besøgte Fritz Keller hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen som første vinhus på 2. dagen i det sydtyske efter besøg hos Gunderloch, Guntrum, Huff og Huber dagen forinden. Vi havde i Kaiserstuhl indlogeret os på netop Hotel Schwarzer Adler – en del af Fritz’ store imperium – og havde fået anbefalet et besøg i det store, topmoderne vineri, som ligger omkring 600 meter fra vores Hotel Schwarzer Adler.

franz-keller-aabent
Og det ligger i herlige omgivelser

indgangen
Indgangen til vinotheket

Ja faktisk var det tilsyneladende mere end blot end anbefaling, for da vi ankom på det foreslåede tidspunkt kl. 11.00 – efter først at ha’ slentret lidt rundt i vinmarkerne udenfor og nydt et view over det imponerende vineri – så var vi helt klart ventet. Fritz sad i et møde … men kom fluks farende ud fra glasburet og bød os hjertelig velkommen – som nævnt – med et par danske gloser, som på en god dag lød som noget i retning af goddag goddag. Vi fik også hurtigt stukket et glas hvidvin i hånden, og så var stemningen jo allerede løftet flere niveauer.

Fritz Keller fortalte, at deres sommerlier Jannick først ville vise os rundt i vineri og kælder. Derefter ville hans søn Friedrich tilslutte sig os i vinkælderen, således vi kunne smage nogle fadprøver.

Sådan, fedt og juhuuu … tænkte vi overrasket og måske endda synligt imponeret. Hvilken imponerende gæstfrihed … måske grundet, at vi boede på deres hotel, men måske mere sandsynligt forbi vi aftenen før havde spist på vinhusets restaurant Winzerhaus Rebstock og snakket med nogle af de ansatte i Franz Keller koncernen, som jo netop havde anbefalet besøget og formentligt sat aftalen på plads.

Vi havde faktisk set den gode Fritz Keller om aftenen på Rebstock, hvor han besøgte en flok kvindelige ansatte, som fejerede en fødselsdag ved et bord bagved os. De manglende ikke vin ved bordet, hyggede sig og havde en glad aften. Da de fandt ud af, at vi var danskere og alene kom til Kaiserstuhl for at smage vin, så steg vi bestemt i anseelse.

winzerhaus-rebstock
Winzerhaus Rebstock, hvor vi spiste første aften

hyggestemning-paa-rebstock
Hyggelig stemning

Jeg tror også – indbildske som vi er – at de fandt os ret charmerende … i hvert fald blev vi budt på lidt Edelbrände fra vinhuset. Og det var selvfølgelig slet ikke fordi, at pigerne var påvirket af den gode vin. En af pigerne, den yndige Nina Ringwald både anbefalede og insisterede på, at vi skulle besøge det nye vineri dagen efter på det nævnte tidspunkt. Og det var godt, at vi lystrede Nina, for besøget hos Franz Keller blev virkelig en stor oplevelse.

godt-selskab-paa-rebstockVinbuddy Jan … og i baggrunden fejres en fødselsdag

Det kommer jeg til lige om lidt. Lad os dog først kigge nærmere på Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som måske er et af de største og mest respekterede vinhuse i hele Tyskland.

Vinhuset er grundlagt til et sted mellem 1895 og 1900. Dengang drev familien Keller både hotel, restaurant i Oberbergen og lavede også en smule vin. Det var dog Franz Keller, som i 1945 – efter anden verdenskrig – lagde grundstenen til det nuværende vinhus.

Under krigen havde han smagt en flaske 1928 Château Lafitte … og det startede en kæmpe passion for vine fra Bordeaux. Efter krigen startede han derfor – til stor modstand fra de lokale vinbønder i Baden – import af Bordeaux vine, som blev opbevaret i de 112 meter dybe, gamle hvælvede vinkældre/-tunneler bygget ind i klippen overfor hotellet og restauranten, som blev drevet af hans hustru Irma.

de-gamle-vinkaeldre-i-byen
Indgangen til den gamle vinkælder/-tunnel overfor hotellet

Franz Keller endte med at få succes som den største importør af Bordeaux vine i Tyskland og hustruen havde også succes, da restauranten på Schwarzer Adler i 1969 opnåede en Michelin stjerne.

Restauranten fik under sønnen Franz Keller Junior i starten af 1970’erne endda sin 2. Michelin stjerne og har lige siden 1969 – uden ophold – haft mindst 1 Michelin stjerne. I dag har restauranten fortsat 1 Michelin stjerne … helt fantastisk i en lille by som Oberbergen.

hotel-og-restaurant-schwarzer-adler
Det smukke gamle hotel og restaurant Schwarzer Adler

Siden 1990 har det imidlertid været Fritz Keller – søn af Franz Keller Junior – som har drevet vinhuset, og det er netop Fritz, som kan tilskrives den store succes. Han blev oprindelig kaldt rebellen fra Kaiserstuhl, idet han – stik med traditionerne i området – begyndte han – at beskære vinstokkene, reducerede udbyttet, stoppede med sødning af vinene og i stedet lavede tørre vine, hvor han anvendte barriques ved lagringen.

Siden er Fritz blevet anerkendt for hans arbejde og indflydelse som vinproducent i Kaiserstuhl, en virkelig ambassadør for vin fra Baden. Han har således opnået stor anerkendelse for sine vine og har også selv siddet 20 år som vicepræsident for sommelierforeningen og faghøjskolen for uddannelse af sommerlier.

Han er også tildelt Brilliant-Savarin udmærkelsen som en personlighed med afgørende indflydelse på vinindustrien i Tyskland samt en særlige pris for gæstfrihed og gastronomi. Derudover har han modtaget et trofæ fra Falstaff for hans livsværk som vinproducent. Rundt hos de andre vinproducenter i området kunne vi også høre, at der er stor respekt for Fritz Keller. Han har virkelig en stor del af æren for, at Kaiserstuhl i dag er et af de førende vinområder i landet.

Med baggrund i både gastronomien og vinkulturen har Fritz’ vennekreds da også omfattet personligheder som kokkene Paul Bocuse og Vincent Klink. Derudover har han i restauranten haft besøg af personligheder som den gamle tyske fodbold landstræner Sepp Herberger, politikere og ministre som Thomas Schäuble, Wolfgang og Walter Scheel.

Derudover har den gode Fritz siden 2010 været bestyrelsesformand for 2. Bundesliga klubben SC Freiburg … en passion, som han har arvet fra sin fader.

franz-keller-schwarzer-adler

I dag omfatter Franz Keller Schwarzer Adler fortsat en importforretning med eksklusive vine fra Bordeaux og Bourgogne, hotel, topmoderne vineri med fremstilling af flotte vine fra omkring 49 hektar vinmarker samt 3 restauranter, nemlig den et stjernede Michelin restaurant på Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock samt en moderne restaurant i det nye vineri. Michelin restauranten skulle efter sigende have et af de største vinkort i hele Tyskland … vi så det ligge i receptionen … og det er stort!

De 49 hektar vinmarker omfatter markerne Oberbergener Bassgeige, Oberbergener Bassgeige Vum Kähner, Oberbergener Pulverbuck, Oberbergener Bassgeige Vum Schäfacker, Schlossberg, Eichberg, Kirchberg og Im Leh.

vinmarker-bag-franz-keller
Vinmarkerne bag vineriet

Siden 2014 har vinhuset været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats – und qualitätsweingüter. Friedrich Keller fortalte under vort besøg, at det egentlig ikke skyldes et ønske fra deres side, men at VDP gerne ville ha’ Franz Keller Schwarzer Adler med i deres sammenslutning. Så i dag er huset således medlem af VDP.

Det nye vineri er også lidt af en historie … nærmest bygget ind i bjergsiden. Al produktionsudstyr er topmoderne og vinen kan vinificeres uden brug af pumper, blot via tyngdekraften. Vi drøftede, hvad opførelsen havde kostet … 50 eller 100 millioner, men billigt ser det bestemt ikke ud … men ganske imponerende.

Og vi fik fremvist vineriet, hvor alt er toptunet … lidt som på hotellet. Og overalt med Franz Kellers logo med den germanske ørn. Det er indstøbt i betonvægge, på mintpastiller, tøflerne på badeværelset …ja overalt. Gennemført. Jannick fremviste hele vinhuset, hvorefter Fritz’ søn Friedrich tilsluttede sig os i kælderen.

imponerende-produktionslokaler
Imponerende state-of-the-art vineri

lokalet-til-modtagelsen-af-druer
Rummet til modtagelse af druerne

udsigt-fra-1-sal-over-produktion-og-marker
Udsigten fra produktionslokalerne er betagende

jannick-viser-pressen
Her viser Jannick vinpressen til Houlberg

produktionsanlaegget
Ståltankene i kælderen

traekar-i-produktionen
Store fade lige foran Vinotheket

Der smagte vi først lidt hvidvin, men gik derefter over til nogle af husets fremragende Spätburgundere. Friedrich var både imødekommende, hjemmevant i kælderen og den bedste vært.

Han fortalte om de mange herlige vine, kravlede rundt på egetræsfadene og fandt nogle af de vine, som han mente vi skulle smage. Herlig oplevelse. Han inviterede os endda også på frokost på Rebstock, men det var vi nok en smule for beskedne til at tage imod … men sikke en gæstfrihed.

fuldt-op-med-barriquesVinkælderen med fade og barriques

to-vinnoerder-sammen-med-friedrich-keller
To glade danske vinnørder sammen med Friedrich Keller

friedrich-tager-fadproever
Friedrich finder spændende fadprøver

houlberg-smager-fadproever
Og Houlberg smager selvfølgelig gerne varerne

Efter smagningen i kælderen foreslog han, at vi oppe i vinotheket smagte samme vine, som vi havde smagt i kælderen … blot fra den tidligere årgange, som var flasket et eller to år tidligere. WTF … den var vi selvfølgelig friske på, høflige som vi er.

Smagningen oppe i vinotheket overlod han til Jannick, som fandt nogenlunde samme vine , som vi havde smagt nedenunder. Vi koncentrerede os dog om husets Spätburgunderne, men smagte også deres Franz Anton blend på Merlot og Cabernet Sauvignon. Vi fik også en god snak med Jannick, bl.a. om vore øvrige planlagte besøg, anbefalelsesværdige vinproducenter i området og vinfesten i Breisach am Rhein, som vi havde drøftet om at besøge samme aften.

lineup-af-vine
Lineup i Vinotheket under kælderbesøget

Vi nåede ikke at få et foto af Fritz … men fik et foto af hans flotte, gamle Mercedes cabriolet, som var parkeret udenfor vinhuset. Den var selvfølgelig bordeauxfarvet og passede som fod i hose til farverige Fritz Keller … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl.

Vi giver vores bedste anbefaling af vinhuset, som virkelig er et besøg værd.

fritz-kellers-bil-holder-strategisk
Fritz’ fede, gamle Mercer

friedrich-og-jannick-arbejder-for-sagen
Jannick og Friedrich kæmper for fadprøverne

houlberg-smagere-flere-fadproever
Og vi nyder det bare

jannick-haelder-op-for-houlberg
Totalt i orden

jannick-og-friedrich-i-kaelderen
Vi kom godt omkring de forskellige vine

jannick-og-friedrichHvilket herligt besøg

vinkaelderen
Stemning fra kælderen

aeldre-jubilaeumsfad
Et gammelt jubilæumsfad

Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen

Efter vores besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein – og er hurtigt splash and dash hos Weingut Georg Gustav Huff – satte vi kursen mod Kaiserstuhl … vores reelle destination for vores roadtrip.

Da Weingut Bernhard Huber imidlertid stod på vores ønskeliste over mulige vinproducenter, som skulle besøges under turen, og da Huber ikke ligger i Kaiserstuhl, men derimod Malterdingen i området Breisgau – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35 – så kunne vi jo lige nappe et besøg der inden Kaiserstuhl. Praktiske er vi jo.

Temperaturen var ikke blevet mindre, så da vi nåede vingården i Malterdingen stod temperaturen på 35 grader og sol fra en skyfri himmel.

huber-udenfor

Her lige et par fotos udenfor Weingut Bernhard Huber.

huber-udenfor-ii

Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine.

Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

huber-smagelokalet

Her et foto fra smagelokalet … ikke fancy på nogen måder. På væggen er der et foto til minde af Bernard Huber.

huber-bernard-mindes-paa-vaeggen

Her mindevæggen for afdøde Bernhard Huber.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder.

Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie.

I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard omtales da også ofte som “godfather of Spätburgunder” i Kaiserstuhl. Han var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

huber-display-af-vine

Vi havde et herligt besøg på vingården, hvor vores værtinde fortalte om både vingården, men også meget om området og hvilke restauranter, som kunne anbefales. Hun havde 20 års erfaring indenfor restaurantbranchen og kendte alt til området.

Vi fik en kongelig behandling. Vi efterspurgte reelt blot at smage deres Spätburgunder, men endte med at smage det mest af sortimentet. Mange af Hubers Spätburgunder var udsolgt bl.a. samtlige Grosses Gewächs, men vi fik lov af smage prøver fra 2014 årgangen, som først frigives i november måned.

huber-smagsproeve-paa-kommende-frigivelse

Vi havde nok egentlig regnet med, at skulle ha’ lidt Spätburgunder med hjem, men endte med at købe en Weisser Burgunder, som vi fandt ret charmerende.  Vi smagte også en mousserende vin … en 2010’er Blanc de Blanc Brut Nature, som jeg aldrig havde hørt om, men som også smagte ret fantastisk.

Vi gik i fra vingården med godt humør, vin og en liste om anbefalelsesværdige restauranter i området. Bedre bevæbnet kunne vi vel næppe være.

huber-mousserende-vin

2013 Weingut Louis Guntrum, Blanc de Noirs Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Louis Guntrum, Blanc de Noirs Trocken, Rheinhessen, TysklandEfter mit indlæg om Weingut Louis Guntrum … eller helt præcis Louis Guntrum Weinkellerei GmbH, som det helt korrekt hedder … hvad er så mere passende end at drikke en vin fra huset? Det blev denne lille Blanc de Noirs Trocken, som hustruen min og jeg nød i aftes.

Vinen er lavet på Spätburgunder, hvor saften blot er presset uden at saften ligger med skallerne. Dermed lever den jo også op til sit navn … en hvid vin fra sorte druer … Blanc de Noirs.

Druerne kommer fra forskellige marker i området og fermenteret med udvalgte gærtyper på rustfrie ståltanke ved 13 grader og opbevaring på stål inden flaskning. Den indeholder 4,6 gram restsukker på liter og har ganske bobler … nærmest perlende.

I næsen er vinen ganske aromatisk … både modne æbler, abrikos, tropiske frugter, hindbær, jordbær fanger jeg også. Har bestemt elementer efter Pinot Noir, men er derudover parfumeret, har lidt sødme, er lidt sødkrydret og har samtidig også en lidt tør samt småskør note … lidt som papkasser. Egentlig meget charmerende.

I munden er vinen let perlende … ikke meget, men lidt samtidig med en sød, fyldig og sødkrydret smag … syren ganske fin og smager egentligt ganske fint. Den blev sgu hurtig drukket.

Købt på vingården i en restkasse til 5,00€ … omkring 37 kr., men normalprisen ligger på 8,60€.

Rating 4,5/7  half_thumb

Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein

Efter Nackenheim gik turen lidt mod syd … smukt med Rhinen på venstre hånd og markerne på Der Rote Hang på højre side … Niersteiner Pettenthal, Rehbach, Hipping … herlige navne for Riesling elskere som os. En tur i paradis. What’s not to like?

Vejret var lige så smukt … 35 grader, fuld sol og hvad er så bedre end at ankomme til Weingut Louis Guntrum, der ligger lige op til Rhinen og selvfølgelig udnytter denne unikke placering i deres Weingarten til bl.a. vinfester, grillfester og andre aktiviteter udenfor.

Vinhuset præsenterer sig da også på deres hjemmeside som Die Event-Location am Rhein, idet de indendørs lokaler med plads til 120 gæster bruges til firmafester, bryllupper og mange andre fester.

Guntrum gammel vinpresse

Når du kører ind til vinhuset, så møder du en gammel vinpresse under et gammelt træ … men så får derefter et fantastisk view udover Rhinen. VOW.

Weingut Louis Guntrum er et gammel familieforetagende, som har været ejet af Guntrum familien siden 1648, selvom vinhuset officielt er grundlagt i 1824 af Louis Philip Guntrum, som vineri, værtshus og postholder. En postholder var typisk en person, der efter en aftale med det officielle postvæsen stod for befordringen af breve og pakker.

Under den franske revolution måtte familien Guntrum flygte til Beinheim på den anden side af Rhinen, men vendte hjem i 1909 og grundlagde vinhuset, som det er kendt i dag.

Guntrum view over Rhinen

Selve ejendommen er bygget i 1923 og var i februar 1945 under anden verdenskrig besat af den amerikanske general Patton … både villa og vineri. Måske har den gode general også nået at nyde nogle af husets dejlige vine.

I dag drives huset af 11. generation af Guntrum familien i form af Louis Konstantin Guntrum, som samlet laver vine fra 11 hektar egne marker samt fra opkøbte druer. Samlet laver huset 6.000 kasser vin fra egne marker og ikke mindre end 60.000 kasser vin fra opkøbte druer.

Vinhuset laver bl.a. vine fra kendte marker som Niersteiner Ölberg, Orbel, Bergkirche, Pettenthal, Renbach og Paterberg samt Oppenheimer Sackträger, Schützenhütte, Herrenberg, Kreuz og Güldenmorgen.

Guntrum indgang og vinmarker

Vi havde et forholdsvis kort besøg hos Weingut Louis Guntrum, hvor vi alene smagte nogle få vine, specielt husets Lagenweine, som er særdeles flotte … specielt i forhold til priserne. Vi forelskede os primært i deres Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken, som vi smagte i både årgang 2014 og 2015.

Jeg smagte selvfølgelig også deres Spätburgunder og endte med at købe primært Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken samt deres Spätburgunder samt en lille herlig 2013 Blanc de Noirs Trocken, direkte presset på Spätburgunder. Den drak jeg og konen i øvrigt i går, så den vil være næste vin på bloggen.

Guntrum udenforHerligt sted til vinfester.

Guntrum et kig ind til vineriet
Et kig ind til vineriet.

Guntrum indenfor
Smagelokalet med et blik til de gamle forfædre ovenpå reolen.

Guntrum Jan kigger interesseret
Jan lader sig friste af de herlige vine.

Guntrum smagelokalet
Endnu er blik ind i smagelokalet.

Guntrum Rhinen
Vi slutter selvfølgelig med et view over Rhinen

Besøg hos Weingut Gunderloch i Nackenheim

Den første producent, som vi besøgte på vores vinøse roadtrip blev det klassiske vinhus Weingut Gunderloch, som ligger i den lille by Nackenheim … ja faktisk på torvet, som hedder Carl Gunderloch Platz.

Vi havde egentlig alene Kaiserstuhl som målet for vores forlængede weekend i vinens tegn, men Jan ville gerne forbi Nierstein for et splash and dash besøg slash vinkøb hos både Weingut Guntrum og Georg Gustan Huff og den var jeg absolut med på. Så kunne vi samtidig besøg Gunderloch, som jeg havde hørt meget godt om. Og så gjorde vi selvfølgelig det.

Vi blev varmt modtaget af Johannes Hasselbach … søn af Fritz Hasselbach og hans hustru Agnes Hasselbach-Usinger, der er ejer af vinhuset. Han var dog travlt optaget af en større ombygning, idet Gunderloch er i gang med at udvide med større vineri og smagelokaler. Hele gårdspladsen var fyldt med maskiner, byggematerialer og folk i fuld sving.

Johannes deltog selv i byggearbejdet og viste os, hvor udvidelse skulle ligge bag den eksisterende bygning. Der havde de købt en naboejendom og revet de gamle bygninger ned. Nu havde de støbt sokkel og var i gang med at sætte vægge op. Johannes skulle af sted for hente et eller andet til byggeriet, så han overlod præsentationen af vinene til en af hans medarbejdere.

Gunderloch smagelokalet II

Weingut Gunderloch er et ældre vinhus, grundlagt tilbage i 1890 af bankmand en Carl Gunderloch. Han kom fra Gundersheim og købte ejendommen af Cistercienserklosteret Dalheim i Mainz sammen med bl.a. parceller på den fremragende mark Nackenheimer Rothenberg på Der Rote Hang.

Efter hans død blev boet delt blandt hans to døtre, og Agnes Hasselbach-Usinger er 5. generation derfra. Og det gør dermed Johannes til 6. generation sammen med hans to søskende.

Gunderloch er i dag et velanerkendt vinhus og det skyldes i høj grad Fritz Hasselbach, som har formået … ja dels at lave fremragende vine, men også markedsføre huset overfor pressen. Derudover har Fritz løbende udvidet bl.a. med købet af Weingut Balbach, hvorved han også fik parceller på markerne Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Gunderloch en af mange priser

I dag har huset sammenlagt 24 hektar … og omkring 85% er Riesling, og derudover Silvaner, Gewürztraminer samt Spätburgunder. Derudover har de ganske lidt Weissburgunder, Grauburgunder, Sauvignon Blanc og Portugieser. Og ud af de 24 hektar er 4,5 hektar på topmarken Nackenheimer Rothenberg,

Under vort besøg smagte vi lidt forskelligt fra huset … ja faktisk fra begge huse, idet Gunderloch rent teknisk er opdelt i to firmaer, nemlig Weingut Gunderloch og Carl Gunderloch Weingutsverwaltung, hvor sidstnævnte ikke er medlem af VDP og producerer billigere vine, hvor de gængse regler under VDP ikke nødvendigvis skal efterleves.

Gunderloch smagelokalet

Vi startede med den billigste Red Stone Riesling fra Carl Gunderloch Weingutsverwaltung sortiment, men kom også omkring nogle af de bedste tørre GG vine fra både Nackenheimer Rothenberg samt Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Vi hørte også om Gunderloch spændende samarbejde med andre vinproducenter, hvor de forsøger at vinifere vine fra hinanden … altså tager druer fra samme mark hos hinanden og så hver især vinificerer for at se effekten af de forskellige kældre.

Vi hørte også om deres forsøg med at presse druerne i marken for at undgå effekt af bakterier i kælderen … altså på helt gammeldags manér at trappe druerne direkte i vinmarker. Generelt lød til det, at Johannes var meget interesseret i at eksperimentere.

Gunderloch god service

Deres Spätburgunder skulle vi selvfølgelig også smage, og vi endte med at købe lidt forskelligt fra huset. Det skal jeg selvfølgelig nok anmelde, når jeg åbner flaskerne.

Gunderloch Hipping marken

Her et foto af Grosse Lage marken Niersteiner Hipping.

2014 Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim, Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2014 Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim, Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandUndervejs mod det sydtyske fandt vi sent – tæt på midnat – overnatning på Landgasthof Hess i Neuenstein, vækkede en let forvirret ejer slash portier, som dog hurtigt fandt et par værelser til os og endda også tilbød at finde lidt forfriskninger til os.

Vi efterspurgte frejdigt lidt Spätburgunder … og PUF … så fandt han denne flaske Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken fra kooperativet Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim i netop Kaiserstuhl … vores destination. Han udbrød samtidig, at det var en liter, men at vi så ud til at trænge til det. Cheeky bastard … men hvilken service. UG med kryds og slange.

Erste Markgräfler Winzergenossenschaft Schliengen-Müllheim holder til i Schliengen, men også ejer flere andre kooperativer, nemlig Die Genossenschaft der Kaiserstühler Winzer vom Silberberg i Bahlingen, Der Markgräfler Lindenhof i Müllheim, Schloss Bürgeln i Schliengen, Grafen Zeppelin i Müllheim, Badischen Weinhaus Schweiz med import fra Scweiz og butikken Weinmanufaktur Weingarten  Baden.

Kooperativet er grundlagt i 1908, hvor 36 vinbønder havde sat hinanden stævne på Gasthaus Krone i Schliengen og der grundlagde Ersten Markgräfler Winzergenossenschaft.

I dag er der langt flere medlemmer af kooperativet, idet hele 900 vinavlere er medlemmer. De ejer samlet lidt over 380 hektar vinmarker fordelt på områder i Markgräflerland, Kaiserstuhl, Tuniberg og Kraichgau. De giver en produktion på 3,2 millioner flasker vin hver år.

Denne 1 liters Mauchener Sonnenstück Spätburgunder Trocken kommer fra området Markgräflerland i Baden og dermed ikke fra Kaiserstuhl, som den søvnige portier ellers sagde. Ikke at det gør så meget, da Markgräflerland ligger en smule sydligere end Kaiserstuhl … ja faktisk den sydvestligste del af Baden,

Den hedder Mauchener Sonnenstück efter området mellem Schliengen og Müllheim, men ellers har jeg faktisk ikke så mange oplysninger om, hvordan vinen er produceret.

Men på et værelse på adressen Geistalstraße 8 i Neuenstein en sen nat, så smagte den ganske fint. Næsen har lidt svag stald, fine hindbær noter, men også ganske parfumeret, lidt abrikos, billige bolsjer … en lidt rustik kant og men fornemmer, at den ikke er taget fra øverste hylde.

Smagen er også lidt kantet, syrlig og bitter, nærmest med lidt peber i smagen. Det er ikke stor spätburgunder, men en aften, hvor vi crasher et mørkt hotel lidt før midnat og den søde portier kan diske op med denne vin, så er det bestemt godkendt.

Og som han sagde … det er godt nok en liter, men I ser ud til at kunne drikke det. Cheeky bastard. Vi drak nu kun det halve og tog flasken med næste dag … beskedne som vi er.

På kooperativet koster vinen 6,60€ … eller omkring en 50’er.

Rating 3/7

Landgasthof Hess
Landgasthof Hess … hvor der fås Spätburgunder, selvom du ankommer klokken lort om aftenen.

2012 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandNæste vin var lettere at gætte … tysk Riesling og ganske rigtig, nemlig fra det gode vinhus Weingut Robert Weil, som ligger ved byen Kiedrich i Rheingau. Vinen er Weils Kiedrich Turmberg Riesling Trocken,

Weingut Robert Weil blev grundlagt i 1867 af Dr. Robert Weil, der på dette tidspunkt var professor på Sorbonne Universitet i Paris. På grund af den fransk-tyske krig blev han nødt til at forlade Frankrig, og han købte de første vinmarker i Kiedrich, hvor han ernærede sig som journalist og med tiden erhvervede de bedste marker på Kiedricher Berg.

Takket været Dr. Robert Weil forudseenhed og indsigt samt en stor vilje til at investere blev hans vine hurtigt kendte i internationale kredse, og hans vine vandt indpas på de royale middagsborde over hele Europa som det hvide modstykke til de store røde Bordeaux-vine. I dag ledes vingården af William Weil, der er 4. generation af familien.

Godset er på 90 hektar, fordelt på vinmarkerne Kiedrich Klosterberg, Kiedrich Turmberg og Kiedrich Gräfenberg, som udelukkende er tilplantet med Riesling, som altid siden starten har været den primære drue på vingården. Kiedrich Gräfenberg er husets Grosse Lage vinmark, mens Turmberg er Erste Lage.

Der satses på kvalitet, bl.a  med kraftig kontrol af udbytte fra vinmarkerne og selektiv, manuel plukning. Ligeledes i kældrene, hvor vinene vinificeres så blidt som muligt, hvilket garanterer produktionen af vine på et højt kvalitetsniveau.

Denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken er lavet med druer fra marken Kiedrich Turmberg og jeg har tidligere smagt en sød udgave af vinen, nemlig en Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese.

Turmberg ligger på en skråning bestående af skifer, og er ligesom Gräfenberg én af Robert Weils bedst beliggende vinmarker. Marken har sit navn Turmberg (tårnbjerg) efter det tidligere slot Burg Scharfenstein, som ærkebiskopperne af Mainz lod bygge omkring 1160 på bjerget nordøst for Kiedrich.

Slottets tårn indgik faktisk på et tidspunkt i våbenskjoldet for Mainz, og har altså også lagt navn til denne vinmark på 3,8 hektar, som udelukkende er ejet af Weil. Slottet er i øvrigt i dag en ruin, men tårnet består fortsat.

Vinen er en VDP  Erste Lage, fermenteret og lagret på store neutrale egetræsfade. Det er ikke knastør Riesling, da der er omkring 6,4 gram restsukker pr. liter. Der laves årligt 2.000 kasser af vinen.

Og juhuuu … herlig petroleum i næsen, godt blandet med abrikos, imponerende dybde, kompleksitet … en smule kælder, sådan svag jordslået på en fed måde, en nyhøstet kornmark, jern, stål, rust, flintesten og granitskræver … virkelig flot mineralitet i kombination med de eksotiske frugter og petroleum.

Smagen er lys frugt, frugtsten, mineraler med et let sødkrydret element, tørhed og præcision … sidder bare lige i ganen og syren er tæt, blød og det bliver slet ikke stramt eller for syrerigt. Smuk vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 289 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7  half_thumb

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, TysklandEfter et par dages ro på bloggen kunne nogle måske forledes til at tro, at bjørnen – a.k.a Houlberg … den flittige vinblogger – sover.

Det er imidlertid langtfra tilfældet, men jeres trofaste vinskribent har været optaget af diverse gøremål, bl.a. løbet Randers City Stafet, hvor jeg løb inkognito som overlæge (rolig nu … foretog ingen større hjerneoperationer) med 4 dejlige sygeplejersker … ja og så har jeg også været til portugisisk vinsmagning, men det skal I nok høre mere om.

En af vinene fra ugen er denne lillebjørn … vinen Tapps fra Weingut Oliver Zeter, som vi stiftede bekendtskab med for lidt over en måned siden (eller mere, for tiden går sgu da alt for stærkt). Dengang var det en 2013 Spätburgunder Trocken, som jeg smagte på Falernum, men her altså en hvidvin, en cuvée på forskellige druer, som jeg nød udenfor Bistroteket … et af mine favoritsteder i byen.

Oliver Zeter driver selv sin vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. Olivers forældre var imidlertid ikke vinproducenter, så Oliver startede sammen med broderen og faderen som vinhandlere og vinimportørere via deres vinagentur; Zeter – Die Weinagentur.

Oliver er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika, så drømmen om at producere egne vine har altid eksisteret.

I 2003 begyndte trekløveret derfor at købe lidt vinmarker for at producere deres egne vine, og fik lov til at vinificere vinene hos en anden gren af familien, nemlig hos Weingut Leonhard Zeter, et 150 år gammelt foretagende drevet af Hans, Gertrud og Thomas Zeter og ligeledes beliggende i Neustadt-Diedesfeld.

Og i 2007 kunne de sende deres første vine på markedet … med en bjørn på etiketten. Og den vindrikkende bjørn går igen på alle etiketterne. Motivet med den næsten menneskelige bjørn er oprindelig malet af en kendt maler fra Pfalz, som var venner med Olivers tipoldefar, som hed Walter Baer. Han modtog i 1933 et postkort med motivet fra sin malerven.

I dag har Weingut Oliver Zeter samlet 6 hektar vinmarker, men køber også fortsat druer fra andre vinavlere.Tapps er en serie af 3 vine … en entry-level serie fra Zeter med en rød, en rosé og denne hvide, som er lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra marker omkring Diedesfeld og Hambach.

Müller-Thurgau stokkene er omkring 25 år gamle, men de øvrige langt yngre. Zeter siger selv, at selvom Müller-Thurgau ikke er den mest populære drue, så er det nok en af de mest undervurderede druer i Tyskland.

Druen er er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, skabt tilbage i 1882 af den schweiziske drueforsker Hermann Müller-Thurgau. Den kaldes også nogle gange for Rivaner. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Her er den produceret med hurtig presning og kold fermentering. Lavet på ståltanke og ellers ikke så meget at berette om produktionen. Det er en vin beregnet til hverdag … let drikkelig vin.

Næsen er blød med æbler, pærer, melon og let vingummi. Virker umiddelbart lidt fyldig i udtrykket … lidt bjørnefedt om hofterne. Smagen er blød, blid, omgængelig og fyldig. Syren er forholdsvis svag med lidt muskat og med tendens til en lidt nøddet note … bliver måske en anelse flad i udtrykket, men meget easygoing og fin.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 95 kr., men alene 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Chardonnay Hipping ***, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Georg Gustav Huff, Chardonnay Hipping ***, Rheinhessen, TysklandDet er egentlig ikke tit, at jeg støder på tysk Chardonnay. Måske skyldes det, at jeg altid vælger Riesling, som tyskerne vel nærmest er verdensmester i at producere. Sidst jeg smagte tysk Chardonnay, da var det vistnok fra Karl H. Johner, og det var fantastisk … og hvorfor skulle tyskerne ikke også kunne lave fremragende Chardonnay?

Huff’erne – godt ord i øvrigt – laver også Chardonnay, så hvad var mere oplagt end at bestille et par flasker af husets bedste Chardonnay med 3 stjerner fra marken Niersteiner Hipping på Roter Hang med hjem? Og et fremragende valg … men det vender jeg selvfølgelig snart tilbage til.

Niersteiner Hipping ligger som sagt på det berømte Roter Hang stykke, som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar, og selve Hipping marken ligger mellem markerne Brudersberg og Oelberg.

Huff’erne er blot et af mange vinhuse, som har parceller på Niersteiner Hipping … omkring 11 producenter har parceller der, bl.a. Weingut Heyl zu Herrnsheim, Weingut Schätzel og Weingut St. Antony, blot for at nævne nogle få.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion,

Huff’erne 3-stjernede Chardonnay er lavet på rustfrie ståltanke, men har lagret i store 500 liters egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke umiddelbart se.

Duftmæssigt overraskende lækkerhed … en lidt fed duft, virker cremet med pærer, melon, mango, smør, svag ristet toast, mandler, vanilje og et touch af lemon.

Smagen er blød, rund, fyldig og cremet med sødme. Vinen er næsten læskende og lækker. Den kan vel betegnes som værende en anelse sødere end bourgogne, men mere mineralsk end oversøisk Chardonnay. Hustruen er vild med den og jeg følger hende uden at protestere det mindste.

Købt på vingården, hvor prisen er 8,00€ … eller blot 60 kr., hvilket næsten er rent tyveri.

Rating 5/7